I de senere års romantiske film er dem hvor handlingen udspiller sig omkring et bryllup, efterhånden blevet sin egen særlige sub-genre. De har deres egne konventioner og karaktergalleri. De første billeder af “The Wedding Date” forestiller en bryllupsinvitation hvorpå blomsterblade daler langsomt ned i slow-motion. Hvis ikke titlen har afsløret det, så burde denne korte sekvens have skåret ud i pap hvilken slags film den er. “The Wedding Date” kan dog også bedst beskrives som et sammensurium af “Min bedste vens bryllup”, “Fire bryllupper og en begravelse” og “Pretty Woman”.
[image=9446]
Kat Ellis skal til sin selvglade søsters bryllup. Forloveren er hendes ekskæreste og for ikke at tabe ansigt, samt for at gøre sin eks jaloux, hyrer hun Nick Mercer, den bedste og dyreste mandlige eskort hun kan skaffe, til at agere kæreste til brylluppet. Nick koster den nette sum af 6000 dollars for sådan et weekendophold, plus ekstra for seksuelle tjenester, en service Kat dog ikke, i hvert fald umiddelbart, har nogle intentioner om at benytte. Det viser sig at Nick ikke kun ser godt ud, han er også en udpræget menneskekender, og inden længe begynder han og Kats forhold at ændre sig.
I “The Wedding Date” kører handlingen udpræget på automatpilot. Plottet udvikler sig med en præcis forudsigelighed, uden nogen synderlig opfindsomhed. Det er en umådelig doven film, idet den stoler blindt på sine stjerners evner til at charmere sit publikum. Det interessante er at det til tider næsten lykkes.
[image=9447]
I manuskriptet er der umiddelbart så godt som ingenting at komme efter. Det består for det meste af utroværdige situationer der allerede er blevet udført bedre andre steder. Nick er grundlæggende en fantasifigur, der formodentlig ville passe lige ind i en billig kærlighedsroman. Alligevel formår han at vække interesse, både hos filmens andre karakterer, men også hos publikum, idet vi spekulerer på hvem han egentlig er og hvad hans egne tanker er. Da hans ægte jeg endelig begynder at bryde igennem isen, subtilt illustreret ved hjælp af en scene med en ansjos, viser det sig dog ikke rigtigt at have været ventetiden værd.
Som Kat spiller Debra Messing aldeles glimrende. Hun er kendt fra tv-serien “Will and Grace”, men hun viser med al tydelighed at hun sagtens kan bære en hovedrolle i en biograffilm. Man ønsker blot at hendes materiale havde være lidt bedre. Dermot Mulroney, som efterhånden har gjort romantiske komedier til sit speciale, er også rigtig god. Han spiller Nick med en venlig distance, der er med til at gøre figuren interessant. De gode skuespillere kan dog ikke redde filmen. De svarer mest til et par campister der desperat forsøger at rejse et to-mands telt midt i en storm af affald.
[image=9448]