[b]Den hårde barndom[/b]

Det barske drama “The Weight of Elephants” er noget så sjældent som en dansk/newzealandsk co-produktion. Instruktør og manuskriptforfatter Daniel Joseph Borgman er født i New Zealand, men både bor og arbejder i Danmark, hvor han i 2012 blev uddannet fra den alternative filmuddannelse Super16. Borgmans spillefilmsdebut er en både poetisk og visuelt stærk oplevelse. Og det i [i]så[/i] høj grad, at filmens fortælling ender med at komme i anden række.

11-årige Adrian (mageløst spillet af Demos Murphy) synes at bære alverdens tunge byrder på sine smalle skuldre. Forladt af sin mor bor han nu i en trist, newzealandsk forstad hos sin bedstemor, der praktiserer [i]tough love[/i] uden dikkedarer. Under samme tag bor også Adrians maniodepressive onkel, Rory, der kun i glimt kan skabe trygge rammer for sin akavede og fantasifulde nevø. I skolen bliver Adrian mobbet og er hjerteskærende ensom. Hans eneste venskab med klassens tykke dreng, Clinton, hænger også i en tynd tråd.

Adrian bliver fanget af en historie i nyhederne om tre søskende, der er blevet bortført fra en nærtliggende by. Så da der en dag flytter en ny familie med tre børn ind i naboejendommen, forestiller han sig selvfølgelig alverdens ting. Kan de tre børn virkelig være de bortførte fra tv?

Op til sin debut har Borgman haft stor succes med sine kortfilm. I 2009 blev “Lars & Peter”, en historie om et dysfunktionelt far-søn forhold, nomineret til en Robert og udtaget til den officielle kortfilmskonkurrence ved filmfestivalen i Cannes. Året efter vandt han med “Berik” Grand Prix de la Semaine de la Critique i Cannes. “The Weight of Elephants”, der er baseret på romanen “Of a Boy” fra 2002 af Sonya Hartnett, fremstår som en række glimrende ideer og små fortællinger, der er blevet stykket sammen til en ikke helt helstøbt spillefilm. Borgman vil gerne folde hele historien om Adrian ud, men lader for mange løse ender hænge og flagre frit for vinden. Resultatet er en forvirret og ujævn fortælling, der det ene øjeblik handler om mobning, så kidnapningen af tre, ukendte børn, ensomhed, fraværende forældre, en maniodepressiv onkel og børns levende fantasi.

Hvor filmens manuskript føles en anelse underudviklet, er der til gengæld masser af nerve i billedsiden. Det søvnige, newzealandske forstadshul indfanges på én gang varmt og faretruende i Sophia Olssons widescreen-optik. En forladt og tilgroet legeplads bliver et helt, lille univers i sig selv. Her leger Adrian alene i en gammel robåd og forestiller sig, at han ror rundt på søen. De gamle træårer knirker og lydbilledet transformerer sig, som var man på vandet. En rigtig fin scene gennemsyret af en stille poesi og fornemmelse for barndommens magiske forestillingsverden. Dét kan Borgman.