[b]En Weiner i billeder[/b]

Det er ikke løgn. Han hedder Weiner, og han tager billeder af sin [i]wiener[/i] og sender til fremmede kvinder, som ikke er hans kone. Og så var han demokraternes næste store politikerhåb. Inden det offentlige [i]dickpick[/i]. Nu forsøger Anthony Weiner at rejse sig igen i “Weiner”.

Det gør den politiske ekshibitionist i en film, der mest handler om medier. Om en verden, hvor billeder betyder alt. For jeg tror egentlig, at Weiner ville være blevet valgt til New Yorks borgmester, hvis han havde stået på stemmesedlen i 1993. Men i 2013 er det evige online web en modstander, der ikke kan besejres eller tæmmes, hvis først pølsen er ude af pakken. Det må kandidaten sande, da der kort inde i kampagnen lækkes nye billeder fra Carlos Danger, som Anthony Weiner kalder sig, når han sender selfies af sted ud på det mørke net midt om natten.

Han mister 10 procent på en uge. Føring bliver til nederlag. Sådan var det også i 2011, da den første Weiner-skandale udfoldede sig. Obama anbefalede, at Weiner trak sig. Straks derefter trak Weiner sig ud af embedet som kongresmedlem. Men to år efter er det næsten glemt igen. Hvilket er den anden side af medie-pointen i “Weiner”. Du er færdig i øjeblikket, når shitstormen raser. Men to år senere stormer medie-forargelsen et andet sted. Tiden glemmer alle [i]dickpicks[/i].

Men det gør konen ikke. Nærmest overdrevet ironisk er hun, Huma Abedin, rådgiver for Hillary Clinton, der jo kender til det der med demokratiske [i]dicks[/i]. Hun har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, da det afsløres, at Weiner igen har vist sig for andre kvinder. Der er helt stille i lokalet i et pinligt øjeblik, hvor kameraet ekstraordinært overtales til at give dem alenetid sammen. Det var ikke den slags film, som Weiner havde håbet på. Det skulle være den om det store comeback. Ikke den om Carlos Danger.

Og det burde det måske have været. For er det fair, at en politiker droppes, fordi han er en slags utro i privaten, hvis han har en god politik? For Weiner er ikke kun ivrig til at tage billeder af sig selv. Han er ivrig for at diskutere politik. For at gøre verden til et bedre sted for sine vælgere. Gøre det, han tror på. Derfor er “Weiner” langt fra kun en kritik af manden, men i lige så høj grad medierne og vælgerne, der går mere op i stil end substans. Om han kan kontrollere vreden, når en journalist igen-igen spørger ind til forholdet mellem ham og Huma her midt i krisen. I stedet for at spørge om han kan kontrollere et budget for en by som New York.