[b]Burde aldrig være født[/b]

Hvem har retten til et nyfødt barn? En film om en rugemor kunne være en god anledning til at tage en interessant etisk debat. For er det kvinden der fødte det, eller parret, der leverede det biologiske materiale, som ‘ejer’ barnet? Et godt spørgsmål, med mange nuancer i det gode svar. Nuancerne fjerner Jon Cassar ved at forvandle spørgsmålet til en psykologisk thriller om en morderisk, sexgal og usandsynligt lækker rugemor, der terroriserer dem, der ønsker sig et barn.

John og Laura Taylor er det perfekte par. Han er en succesfuld advokat, hun er en succesfuld kok, deres ægteskab er fantastisk, og hver gang, de smiler til hinanden, bliver den kvalmende søde underlægningsmusik lidt højere. Det eneste, der mangler i deres ellers perfekte liv, er en lille, brun baby, som de dog ikke er i stand til at lave selv. Heldigvis møder de Anna Walsh som er mere end villig til at bære deres baby. Den unge og meget uskyldige pige er umiddelbart den bedst mulige rugemor, nogen kunne ønske sig. Hun er ansvarsfuld, venlig og selvfølgelig herre lækker. Alle er glade, verden er rosenrød, men, men, men.

Men så viser det sig, at Anna havde haft krydsede fingre hele tiden. I virkeligheden er hun slet ikke sød, og nu har hun forelsket sig i John, der skal gå i seng med hende, hvis ikke hun skal sælge barnet til en anden familie. Jeg er ret sikker på, at det er ulovligt at sælge børn, så reelt har hun ikke plan, men der er “When the Bough Breaks” ligeglad med.

Det hele er er pakket ind i en manglende sans for detaljer, der normalt kun er reserveret for sæbeoperaer, hvor en god dag på optagelserne altid måles i, hvor mange minutters brugbart materiale, man har skudt, frem for hvor godt det blev. Denne totale mangel på visuel finesse bevirker også, at det er dialogen, der skal bære. Så for at formidle, at der er gået noget tid siden sidst, har man skrevet en hel scene, hvor de kort snakker med hinanden om, hvor langt henne i graviditeten Anna er. Så ved vi det.

“When the Bough Breaks” er bedst, når den er værst. Særligt i slutningen får vi serveret en god bunke ‘så-dårligt-at-det-er-godt’-øjeblikke. Uden nogen forklaring eller introduktion kastes Michael Kenneth Williams pludselig ind. Som det jo sker i sæbeoperaer. Og det, at Omar fra “The Wire” pludselig render rundt og leger privatdetektiv, er med til at gøre, at det hele bliver så dumt og ufrivilligt komisk, at jeg i afmagt klukkede mig igennem størstedelen af tredje akt.