[b]Legende vildt comeback[/b]

Med en af årtiets bedste film, “Evigt solskin i et pletfrit sind”, brød Michel Gondry igennem den filmiske lydmur og placerede sig som en lovende stjerne på den lysende instruktørhimmel. Med “The Science of Sleep” blev stjernen effektivt slukket igen – hvad gik galt? Charlie Kaufman er svaret. Den galt geniale manuskriptforfatter stod bag succesen, og Gondry stod alene med skuffelsen. Kaufman er også manuskriptmanden bag instruktør Spike Jonzes brillante “Being John Malkovich” og “Orkidé-tyven”, så man kan med rette have bange anelser før “Where the Wild Things Are”, der er første Jonze-film uden manus signeret Charlie Kaufman.

Max er en fantasifuld, men helt igennem almindelig dreng, der føler glæde, frygt og vrede, og som kan være så evigt urimelig over for sin hårdtprøvede velmenende alenemor, som børn nu en gang kan være det. Max er også opmærksomhedskrævende, hvilket en sen aften ikke bliver belønnet, hvorfor han som reaktion tager flugten ud i mørket. En flugt, der via en surrealistisk bådtur bringer ham til en ukendt ø. På øen møder Max en gruppe forvoksede bamsedyr, der hver især er forskellige, men som tilsammen indeholder det virvar af paradoksale følelser, som Max selv gennemstrømmes af. Via sin ivrige fantasi bliver Max straks udnævnt til konge for gruppen, hvorfra der ikke er mangel på opmærksomhed. Imidlertid viser det sig, at det slet ikke er så problemfrit at være ansvarlig alenekonge, som Max lige gik og troede.

Hvor Gondrys “The Science of Sleep” var et sært miskmask af børnefilm og surreelt kærlighedsdrama, så er Spike Jonzes “Where the Wild Things Are” en rendyrket filmoplevelse for den barnlige sjæl, og det skal forstås entydigt positivt. Jonzes filmatisering af den kendte børnebog af samme navn er nemlig en film, der ikke taler ned – som det næsten er blevet normen i børne/ungdomsfilm – men derimod direkte til og om børn. I Max’ vilde fantasiunivers er der ingen gode og onde, men forskellige følelser og problemer, som kan virke så fatalistisk uoverskuelige i børnehøjde. Det ene øjeblik er det voldsomme og skrøbelige fantasifoster Carol favoritten hos Max, men da Max forsøger at øse af sin opmærksomhed til andre i gruppen, bliver Carol straks usikker og vred. Og sådan fortsætter dilemmaerne med at ophobe sig for den unge konge, der langsomt, men sikkert ønsker sig tilbage til sin bekymringsløse barnerolle.

“Where the Wild Things Are” deler indgangsvinkel til sit emne med Miyazakis vidunderanimationer såsom “Chihiro og heksene”, hvor forældre-barnkonflikten udspiller sig i et realistisk miljø, men hvor barnets erkendelse erfares i et magisk fantasiunivers. På samme vis opnår Max respekt for sin mor igennem sin egen magiske rolle som konge over de vilde. Filmens absurd komiske tone, der også dækker over en overraskende dyster alvorsside af legen, er derimod ikke af japansk afstamning, men kan bedst slægtes til Noah Baumbachs [i]coming-of-age[/i]-genistreg “The Squid and the Whale”, hvor komikken også konstant dækker over en dybere alvor, som ligeså konstant rumsterer blandt Max’ vilde undersåtter.

Øens undersåtter er en som alle unikt herlige i deres kombination af overdimensioneret krammebamse med nøjsomt animeret ansigtsudtryk, der særligt i den uforlignelige Carols tilfælde deler træk med sin stemmelægger James Gandolfini, der i sit stemmespil perfekt balancerer imellem udfarende vilddyr og sårbart bamsebarn. Det virkeligt vilde fund er dog Max Records som drengen Max, der særligt i den skarptskårne åbningssekvens brillerer med overbevisende spil, der effektivt formulerer og åbner op for den skattekiste af komplekse følelser, som Max – og de fleste andre børn – gennemlever.