[b]Clueless goes to Hogwarts[/b]

Alskens standardplottråde udspiller sig i “Wild Child”, der meget hurtigt lægger sig i velkendte rammer og fortsætter ubekymret mod målet med den samme forudsigelige stædighed, som en sømand på orlov til et krobal. Det er ikke just overraskelserne eller de opfindsomme udviklinger, man skal se denne film for – den henvender sig da også hovedsageligt til en målgruppe, som næppe heller går i biografen for nogle af de ting.

Historien føles allerede velkendt fra det øjeblik, man har set plakaten. Poppy, en forkælet amerikansk møgunge af Paris Hilton-typen, er efterhånden blevet en så stor belastning for sin far, at han rask væk beslutter sig for at sende hende til en traditionsfyldt engelsk kostskole, hvor hun kan lære nogle ordentlige manerer.

Hun når selvfølgelig knap nok ind ad døren, før hun begynder at være på kollisionskurs med englænderne, og hun bliver rystet over, at man ligefrem skal dele værelse med andre; at der ikke er folk til at bære ens ting; og først fremmest over de så utjekkede skoleuniformer. Hun finder dog også efterhånden nogle virkelig gode veninder blandt pigerne, og sammen med dem begynder hun at planlægge, hvordan hun kan blive smidt ud af skolen.

Sådan går det naturligvis ikke helt, og i stedet begynder den forkælede og grundlæggende ret ensomme pige at finde frem til de vigtigere ting i livet. Historien udspiller sig fuldstændig uden de mindste afvigelser fra den vanlige formular, men til gengæld må det også indrømmes, at filmen faktisk besidder en vis energi samt et håndværk, der er bedre end gennemsnittet inden for genren. Først og fremmest styrkes den af at have en veloplagt Emma Roberts i hovedrollen, som trods de satiriske toner holder virkemidlerne lidt tilbage, inden de bliver alt for karikerede. Gode er også hendes værelseskammerater, som rent faktisk fremstår som virkelige mennesker, samt den moderlige rektor, som er tålmodig med Poppy udover enhver rimelig grænse.

De svigtes dog alle af et manuskript, der smider samtlige klichéer, det kan komme i tanke om, mod vores hovedperson, og Poppy skal hurtigt lære de stivnakkede briter livsglæde samtidig med, at hun skal håndtere skolens tyran, score den lækre fyr i sportsvognen, vinde i boldspil, bevise sin uskyld ved skolens retssag samt opdage sin afdødes mors rolle i alt dette. Handlingen bliver derfor også hurtigt en omgang ufokuseret rod, der kun bliver tiltagende absurd, som historien skrider frem. Man får indtryk af, at hvis blot filmen besluttede sig for, hvilken af historierne den ville fortælle, ville meget være vundet.