[b]En lægeroman med dæmoner, magiske heste og udødelig kærlighed[/b]

Akiva Goldsman er en Oscar-vindende manuskriptforfatter. Når jeg hører hans navn, tænker jeg på “Klienten”, “A Time to Kill” og selvfølgelig “Et smukt sind”. Måske er det et udtryk for selektiv hukommelse, hvor min hjerne prøver at skærme mig fra de mere traumatiske dele af min hukommelse, men denne film – som Goldsman både har instrueret og skrevet – har gjort mig uigenkaldeligt bevidst om, at han også skrev manuskript til “Da Vinci mysteriet”, “I, Robot” og “Batman & Robin”.

Historien er et misk-mask af magisk realisme med heftige doser religiøs symbolisme. En ung tyv bryder ind i en rigmands hus og finder den dødssyge datter, som han forelsker sig hovedkulds i. Men det er skam ikke nogen almindelig forelskelse; hun er hans eneste, sande livspartner, som er skæbnebestemt for ham, og naturligvis kæmper alle universets mørkeste kræfter for at holde dem fra hinanden. Ingen ringere end Djævelens højre hånd er filmens skurk, men trods hans onde planer kan end ikke døden overvinde deres kærlighed og… vent lidt… Jo, den er god nok. Jeg har lige kastet op i munden på mig selv.

En god forfatter formår at hæve et så dumt og forudsigeligt plot til noget meningsfuldt. “Cloud Atlas” kunne nemt være endt i samme blindgyde, men dér formåede forfatterne, instruktørerne og skuespillerne at forløse historien. Det sker desværre ikke her. Det største problem er en fuldstændig mangel på tillid til publikum, hvilket afspejles i hele fortællemåden – især musik og dialog. Derudover er der alvorlige problemer med tempoet i filmen. Den anden halvdel af historien foregår i nutiden, men virker underligt forhastet og løsrevet fra resten af filmen. Jennifer Connellys karakter i denne del virker mest af alt som en eftertanke. I det hele taget mangler der en større sammenhæng i fortællingen; jeg havde mest indtryk af, at have set en række løsrevne scener bundet sammen af Colin Farrells hovedfigur.

Dialogen er utroligt kluntet, og selv om skuespillerne ihærdigt prøver at puste lidt liv ind i dem, kan man bare ikke redde sætninger som: “Hvad er det bedste, du nogensinde har stjålet?” “Jeg er begyndt at tro, jeg ikke har stjålet det endnu.” William Hurt som pigens far er den eneste, der kommer nogenlunde fra det. Russel Crowe som den onde, onde dæmon har tydeligvis indset kvaliteten af, hvad han er blevet givet at arbejde med, og har derfor besluttet sig for bare at have det sjovt. Det kommunikeres heldigvis tydeligt til publikum, og hans overspillede djævelskab er en af de få fornøjelser i filmen. I, hvad der unægtelig er årets bedste (eller værste afhængig af smag) stuntcasting, spilles rollen som hans chef, Lucifer – Mørkets fyrste, af en velkendt skuespiller, hvis navn ikke skal afsløres her, men som bestemt har erfaring med kongelige roller.

Blandt de få positive ting i filmen er Jessica Brown Findlay som den døende pige. Hun har en naturlig sødme, der skinner igennem lærredet, og jeg håber at se mere til hende i fremtiden. Filmens [i]art direction[/i] er betagende og gav mig på trods af det rædderlige manuskript lyst til at lære dette univers bedre at kende. Nogen har haft et blik for uventet smukke og majestætiske dele af både det gamle og det nutidige New York, og kostumerne er en lettere overdrevet, men meget vellykket udgave af periodens mode. Det er ærgerligt, at man har spildt så skønne kræfter på “Winter’s Tale”.