Hvis man nævner ordene ‘[i]Australien[/i]’ og ‘[i]film[/i]’ i sammenhæng, vil der nok ikke være mange lamper, som begynder at blinke i den gængse filmentusiasts bevidsthed. “Crocodile Dundee”, “The Piano” og de tre “Mad Max” film vil nok stå først i køen. Men derudover er kendskabet til det australske filmlandskab hos de fleste nok nogenlunde så tørlagt som de endeløse ørkener i den fabelagtige ovennævnte Mel Gibson-trilogi. Sundance-nominerede “Wolf Creek” fortjener at lave om på dét. En gyser i ordets stærkeste forstand, som refererer til et par af de førnævnte film og også talløse andre, men som formår at være helt sin egen og, ligesom den nyligt udgivne “The Descent”, blandt genrens absolut bedste film i årevis.

I filmen strander tre venner – en ung mand og to unge kvinder – i det australske vildnis og får hjælp af en midaldrende og øjensynligt venligsindet australsk handyman, som viser sig at være alt andet end den stereotypiske dummernik, som de tre hovedpersoner opfatter ham som. Og så behøver der ikke at siges mere.

Instruktør Greg McLean har efter sigende ladet sig inspirere af op til flere grusomme autentiske begivenheder. Flere af dem involverende mord på diverse turister i Australien. Men indholdsmæssigt er “Wolf Creek” 100 % fiktion. Den påtagede ‘[i]baseret på en sand historie[/i]’-facade er unødvendig glasur på filmens allerede stærkt mættende kage. Derudover indeholder filmen også et mærkværdigt UFO-element, som heldigvis ikke får megen spilletid eller bliver udpenslet. Især da to af hovedpersonernes ure går i stå samtidigt, virker det som lidt af et overflødigt indslag, som står lidt i kontrast til filmens ellers så forfriskende og ubehageligt virkelighedstro, rå atmosfære. Men det er så også filmens eneste større fejltagelser.

Det vil ikke være underligt, hvis man på baggrund af omtalen af “Wolf Creek” kommer til at tænke på “Texas Chainsaw Massacre”. McLean har også været ærlig nok til at indrømme, at den epokegørende genreklassiker fra 1974 har været til stor inspiration. Ligesom i Tobe Hoopers milepæl befinder vi os i uvant territorium. En lille oase omkredset af civilisationens trygge størrelse, hvilket blot styrker ubehaget grundet erkendelsen af, at disse forfærdelige hændelser let kunne finde sted overalt, når som helst. Og filmens afskyelige psykopat, Mick Taylor (hvis latter såvel som øjne kan sende isnende kuldegysninger igennem selv den mest hærdede eskimo), er, ligesom Leatherface, et af genrens mest mindeværdige monstre. Men han er mere menneskelig, og derved også mere uhyggelig. Taylor er tidligere kængurujæger, og joker ved et fredeligt lejrbål med, at de pokkers skadedyr uheldigvis er ligeså udbredte som turister.

Historiemæssigt er “Wolf Creek” vitterligt ikke synderlig original, og jo større en tilhænger af genren man er, desto flere ligheder med tidligere bidrag til gysergenren vil man notere sig. Men kvaliteten af denne film får snarere inspirationskilderne til at virke som overturer til denne film. Filmen er ofte enormt frastødende, men samtidigt sindsoprivende fascinerende. Det er en af de mest heftige, ubarmhjertige og simpelthen ubehagelige gysere, der til dato er blevet udgivet udenfor Asien. Til helvede med bidske anklager om filmens rødder. Hellere en film som “Wolf Creek”, der formår at præstere næsten alt det, som den perfekte gyser forsøger at opnå, end endnu en kommerciel og vattet teenagegyser, hvor en endeløs strøm af distraherende og uprovokerede skrig, gør det fuldstændig umuligt at blive slugt af filmens univers.

Det at få os opslugt synes McLean at være ekspert i. “Wolf Creek” er enormt velstruktureret, med en lang (men ikke [i]for[/i] lang) første akt, som på fineste vis slår tonen an og får miljøet og karaktererne etableret, inden det hele begynder at gå galt. Vi føler for filmens karakterer – ikke nødvendigvis fordi de vil blive udsat for voldsom, forfærdelig tortur, men fordi McLean og co. har fået os til virkelig at kunne lide de her tre sympatiske venner. Det gør det naturligvis endnu mere ulideligt at se dem komme slemt af sted, og endnu mere spændende at se dem forsøge at overleve. Og fotograf Will Gibsons HD-kamera giver os aldrig lov til at se, hvad personerne ikke kan se, og lyddesignet skaber en trykkende følelse af uundgåelig isolation. Det er næsten som at være der selv.