Hvis ikke det var for den lille sekvens, der optræder efter rulleteksterne til “The Wolverine”, ville det vitterligt være svært at sige, hvilket formål denne film overhovedet har. Og når det kommer til stykket, så har projektet nok også først og fremmest drejet sig om at forsøge at genetablere [i]Jærvens[/i] ære, efter at hans første solofilm, “X-Men Origins: Wolverine”, endte som en af de mest forhadte superheltefilm til dato. “The Wolverine” er derfor langt mere, ahem, [i]vellavet[/i] (dvs. mere plot-, karakter- og dialogdrevet) end forgængeren. Men da man ikke har tilføjet tilsvarende mere fornuftigt indhold, er den også endt som en langt, langt kedeligere affære.
[image=74643]
Historien i denne omgang foregår efter den oprindelige “X-Men”-filmtrilogi. Logan (Wolverines rigtige navn) har trukket sig tilbage og lever isoleret i en skov. Han har lovet ikke at gøre nogen eller noget fortræd igen, men da han finder en bjørn, som er blevet efterladt halvdød med en pil i siden, er han villig til at bryde sit løfte for at straffe synderne. Det bliver han heldigvis stoppet i, og i stedet bliver han hevet til Japan for at sige farvel til en kræftsyg ekssoldat, som han reddede fra en atombombe under anden verdenskrig. Yashida, som denne nu enormt rige ekssoldat hedder, viser sig imidlertid at være interesseret i Logans udødelighed, men denne vil mutanten nu alligevel ikke give fra sig. Kort efter dør Yashida.
[image=74642]
Man har altså tydeligvis forsøgt at skrue op for både intrigerne og karakterdramaet, men reelt føles det hele mere som en stor, tom skal end som et ambitiøst superhelteprojekt. Hugh Jackman er stadig en kanon Wolverine, men jeg vil ærlig talt hellere se ham gå amok ved udsigten til at få slettet sin hukommelse, end jeg vil se ham tude over en lidende bjørn. Derudover er historien altså hverken spændende eller sammenhængende, og man sidder tilbage med denne underlige følelse af tomhed, når filmen er slut. Ingen af karaktererne er mindeværdige, Logan har ikke udviklet sig synderligt, og der er ikke sket større ting i universet, der kunne følges op på i franchisens kommende film. Øv.
[image=74641]