En rolle som den, Kevin Bacon har påtaget sig i “The Woodsman”, er ikke ligefrem en rolle, man antager, skuespillere står i kø for. Bacon spiller det pædofile menneskevrag Walter, der bliver lukket ud efter adskillige år i brummen og forsøger at vænne sig til omgivelserne og få bugt med sine forfærdelige og forfærdeligt forkerte lyster. Nej… ikke just en karaktertype, man har lyst til at blive associeret med. Men Bacon bliver allerede fejlagtigt associeret med en anden karaktertype: den ordinære skuespiller. Især tydeliggjort at hans mærkværdige tilsidesættelse ved Oscar-cerominerne i 2004 (for hans blændende arbejde på “Mystic River”) og i 2005 for sin præstation i netop “The Woodsman”.

Hvorfor Bacon stadigvæk ikke får den kritiske hæder manden fortjener, må forblive et mysterium. “The Woodsman” er sandsynligvis Bacons bedste præstation til dato, og ikke blot karrierens mest dristige rollevalg, men også en af de mest modige skuespillerbedrifter overhovedet i nyere tid. Men “The Woodsman” danner ikke udelukkende rammen om en enkelt formidabel skuespillerpræstation. Skuespillerensemblet, billederne, musikken og ikke mindst fortællingens rystende ærlighed og dristighed gør, at den planter sig dybt i bevidstheden.

Og lige netop i vore dage, hvor incest-relaterede film nærmest synes at blive produceret på samlebånd, har en film som “The Woodsman” brug for at levere noget nyt for virkelig at skille sig ud. Blandt genrens bedste film finder vi Tim Roths “The War Zone” og naturligvis Thomas Vinterbergs “Festen”. Snart har vi endnu en dansk én af slagsen i form af “Kunsten at græde i kor”. Men det, som virkelig gør “The Woodsman” unik, er, at den pædofile synder her er den umiskendelige hovedperson. Vi følger ham igennem tykt og tyndt, og får lov til at studere hans liv igennem hans egne øjne. Vi får selv lov til at komme frem til vores egne konklusioner.

Nogle har begået den fejl at tro, at “The Woodsman” prøver at gøre sexforbrydere sympatiske. Det passer ikke. De bliver gjort menneskelige. Trukket ud af det endimensionale djævlebillede, de hidtil har bosat, og i stedet vist som det, de fleste af dem nok vitterligt er: forvirrede, syge mennesker, men [i]mennesker[/i], med bidske dæmoner og enorme sociale, fysiske og mentale problemer, der tærer voldsomt på dem. Der er ingen forvrænget fornøjelse at spore i Walter, ingen nydelse af perverse fantasier eller tankegange. Han har det næsten lige så væmmeligt med sine handlinger, som vi har det.

Filmens stærkeste scene kommer cirka halvvejs i filmen, hvor Walter befinder sig på en bænk med en lille pige, som han falder i snak med. Samtalen udvikler sig langsomt og ubehageligt fra det trivielle til det lokkende. Det er væmmeligt, chokerende og ubehageligt, men det eminente skuespil gør, at man simpelthen ikke kan vende blikket den anden vej. Der er flere skuespilsmæssige højdepunkter at se frem til, hvis man altså kan klare mosten. Walter bliver på forunderlig vis placeret i en lejlighed lige overfor en skole, hvor han tydeligt kan se børnene (som han selvfølgelig ikke må nærme sig), men også en ældre herre, som hver dag lokker børn ind i sin bil og kører dem væk. En konfrontation med både ham og sig selv synes uundgåelig. Og Bacon sælger den i stor stil.

Walter er en formidabel og original karakter. Bacon vækker vores medfølelser og sympati (hvilket nok ikke alle kunne have formået), da han viser os, hvordan Walter forsøger at overkomme fortidens synder, og vitterligt forbedre sig og blive et normalt menneske. Men nogle af de andre karakterer er knap så raffinerede, selvom alle skuespillerne gør deres bedste. Hovedproblemet er Vicki (portrætteret af Kyra Sedgwick, Bacons kone i virkeligheden), en kollega på Walters nye arbejdsplads, som han langsomt forelsker sig i. Hendes reaktion, da Walter fortæller om sine ugerninger, er mildest talt utroværdig, og filmens eneste større svaghed. Mos Defs presserende politimand er også en anelse kedelig, selvom Def endnu en gang beviser, at rapmusikere vitterligt godt kan levere godt skuespil.