[b]Irrelevant invasion[/b]

Jeg har længe efterspurgt en film om invaderende rumvæsner, som følger dagligdagen i en fynsk flække eller endda i København. Bæsterne har jo altid Jordens største storbyer i sigtekornet, så jeg går ud fra, at alt er status quo i vores bitte kongerige, alt imens alverdens metropoler står i brand. Folk står op, spiser havregryn og ser tv-avisen, indtil det amerikanske militær omsider udraderer uhyrerne, længe før de besøger vores breddegrader. Okay, “World Invasion: Battle Vissenbjerg” lyder alligevel ikke særligt tiltalende, men i det mindste ville den være [i]anderledes[/i], i modsætning til “World Invasion: Battle Los Angeles” – en film, der ellers lægger op til et opgør med genrens fortærskede klicheer, men som desværre viser sig at følge dem slavisk.

Det er dog ikke ensbetydende med, at “World Invasion: Battle Los Angeles” er en decideret dårlig film – det er bare ærgerligt, at når nu Hollywood omsider udtænker et nyt koncept inden for en genre, der plages af manglende inspiration (i dette tilfælde: science fiction), så bliver potentialet prompte spildt som her i “World Invasion: Battle Los Angeles”. Hvad var konceptet? En på papiret fabelagtig pærevælling af den nerveflænsende realisme i Ridley Scotts militærepos “Black Hawk Down” og den kulørte virkelighedsflugt i science fiction-sværvægtere som “Independence Day”.

For, jovist, der findes adskillige spændende film om vrede væsner fra det ydre rum, men sjældent har man hørt om en invasionsfilm, der stiler efter samme troværdighed som “United 93” og “Saving Private Ryan” – to af instruktøren Jonathan Liebesmans inspirationskilder. Actionspækket sci-fi med et dokumentarisk islæt er nærmest kun set på flimmerkassen i form af den fænomenale “Battlestar Galactica”, så derfor var der umiddelbart god grund til at se frem til “World Invasion: Battle Los Angeles”. Men på trods af filmmagernes ambitioner og intentioner er filmen altså endt som en ganske tilforladelig, indimellem underholdende og hamrende rutinepræget affære.

Først og fremmest er “World Invasion: Battle Los Angeles” alt for ublodig (unge teenagere skal jo kunne bidrage til indtægterne) og poleret til at opnå samme slagkraft som sine forbilleder. Filmmagerne forsøger febrilsk at genskabe det samme dokumentaragtige look, som har præget (og styrket) mange moderne krigsfilm. Men selvom hensigten er prisværdig, så bliver man for ofte distraheret af de pludselige kamerabevægelser og fotografernes utallige tryk på zoomknappen. Mange scener havde også været markant stærkere foruden Brian Tylers malplacerede strygermusik, der er alt for glad og pompøs i forhold til de overvejende triste billeder.

Filmen havde et relativt lille budget (i hvert fald efter både genrens og Hollywoods standarder) på knap 400 millioner kroner. Det er alligevel et pænt beløb, men det kan mærkes, at “World Invasion: Battle Los Angeles” blev finansieret for under halvdelen af det, Hollywood normalt bruger på en blockbuster. Lydsiden er ganske vist formidabel, men computereffekterne er skiftevis nogenlunde og horrible, og de skaber store ridser i filmens troværdighed. Men æstetikken skuffer ikke nær så meget som det, der gemmer sig [i]bag[/i] facaden: Det forudsigelige plot, de anonyme soldaterkammerater, der er svære at skelne fra hinanden, samt den generelt kedelige dialog. Vi har set (og hørt) det meste før.

Alligevel glider filmens to timer let ned, og det skyldes ikke mindst det høje tempo og Aaron Eckharts blændende præstation i hovedrollen. Hans karakter, sergent Michael Nantz, er én stor kliche – han har netop mistet en gruppe soldater under sin kommando, og rumvæsnerne invaderer selvfølgelig den dag, han havde valgt at gå på pension, så nu må Nantz finde fred og frelse ved at redde sin splinternye trup og englenes by. Men hvis resten af filmen havde været virket lige så reel som Eckharts gåpåmod, havde vi haft at gøre med et vaskeægte mesterværk. Man får selv lyst til at tilmelde sig Nantz’ trup, når han holder sin store, tårevædede motivationstale for tropperne, og næsten egenhændigt sikrer Eckhardt vores interesse i soldaternes endelige skæbne.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Selvom “World Invasion: Battle Los Angeles” går efter at være visuelt snavset og dokumentarisk, ser den stadig knaldgodt ud i HD. Der er et par slørede skud hist og her, men som regel er hver eneste revne i Los Angeles’ sønderknuste infrastruktur fuldstændig tydelig. Transferets imponerende detaljerigdom gør ikke ligefrem computereffekterne nogen tjenester – deres kunstighed bliver kun fremhævet, og i nogle af de mest røgfyldte og mørke sekvenser er sortniveauet en anelse svagt. Men kontrasten er som regel upåklagelig, det samme er farvegengivelsen, og utilsigtet støj og snavs forekommer aldrig.

[b]Audio[/b]

Filmens lydside er dens største force, og diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix gengiver den heldigvis fornemt. Hver eneste eksplosion og riffelskud kommer krystalklart igennem og har masser af slagkraft. Dette er afgjort ikke et lydspor, du bør afspille, hvis du gerne vil være gode venner med underboen. Det vrimler med fantastiske panoreringer – projektiler, helikopterblade og UFO’er flyver konstant rundt om ørerne på lytteren, men der er glædeligvis også så meget variation i lydbilledet, at det aldrig føles ensformigt. Fjern rumlen og rumvæsnernes underfundige lyde skaber grobunden for en fremragende lydatmosfære, og hverken musikken eller replikkerne overdøves.

[b]Ekstramateriale[/b]

Disken indeholder i alt syv dokumentarer, men de varer kun godt fem minutter hver især, og man bliver hurtigt træt af at høre filmmagerne og skuespillerne skamrose filmen, som var den science fiction-genrens “Citizen Kane”. Dokumentarerne fokuserer hovedsageligt på filmens look, computereffekterne og skuespillernes militærtræning. En smule bedre er et video-kommentarspor, som under filmen præsenterer os for relevante interviews, optagelser og storyboards. Derudover er her en række trailere til andre Sony-spillefilm, og hvis din afspiller er tilkoblet internettet, kan du læse anekdoter om filmmagerne og skuespillerne, mens filmen kører. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.