[b]Frygten for det ukendte[/b]

Zombiefilm har altid været én af de mere interessante nicher inden for skrækfilmgenren. De er ofte seriøse film, der under blodbadet og imellem linjerne fremhæver tendenser i samfundet. Det gør “World War Z” ikke som sådan, men den trykker alligevel på en knap, vi alle frygter: Verdenskaos. Terrorisme og global opvarmning er flere af nutidens store bekymringer, og uden direkte at nævne dem gennem andet end hentydninger, får “World War Z” fornemt indlemmet aktuel, social indsigt i en nervepirrende zombiefilm.

Familiefaderen Gerry er på vej med sin kone og to døtre til arbejde og skole. Han er en forhenværende FN-medarbejder, som lagde arbejdet på hylden, da det til sidst tog for meget på hans nerver. Desværre er Gerry nu på vej til noget, der vil tage meget værre på nerverne, for snart flygter familien for deres liv. De flygter fra de væsner, der styrter ned ad gaderne og overfalder og myrder sagesløse uskyldige. Det er svært helt at sige, hvad disse skabninger er, men de ligner til forveksling mennesker. Og det var de også engang, inden de forvandlede sig til zombier og bevirkede den næste verdenskrig.

Lyden er det første, der skaber fornemmelsen af uhygge og truende dommedag. Den dystre lydside, der ikke består af meget andet end et par dybe, dunkle toner, slår tonen an på pragtfuld vis. Nu ved vi, hvad der venter. Redigeringen er i det hele taget i topklasse, hvilket man nok også kan takke instruktøren Marc Forster for, da han efterhånden har mange år på bagen og bevist, at han kan levere en god film inden for enhver genre. Han får ikke blot fantastiske præstationer ud af sine skuespillere, men giver også filmen det skud adrenalin og desperation, som skaber en håbløs og dystopisk stemning, der i dén grad gør indtryk.

Det er sagt af mange kritikere før undertegnede, men alligevel fortjener begyndelsen af “World War Z” al den ros, den kan få. Filmens første halve time er så effektiv og hæsblæsende, at det er svært ikke at blive revet med af den frygt, der pludseligt indtager filmens centrale familie. En rolig morgen udarter sig til en grotesk opvisning af brutal vold og terror, der ikke bare rammer familien, men også publikum, som vi sidder der og støtter os til biografens armlæn. Filmen bliver bestemt ikke mindre effektiv af filmmagernes brug af 3D. Her bliver den tredimensionelle effekt brugt til sit yderste og er gang på gang med til at levere overbevisende chokeffekter.

Det er, når familien bliver tilbage, og Gerry tager ud for at lede efter den oprindelige kilde til virussen, at Forster skruer en tak ned for tempoet. Derpå skruer han også ned for den effektive action, men han lader heldigvis stemningen af fortvivlelse stå uberørt. Han udnytter virkelig den udbredte frygt, samfundet allerede har for en ukendt, uforståelig fjende. Men bortset fra nogle kommentarer under filmens (utroligt flotte) titelsekvens er hentydningerne dog dejligt diskrete.