Godt gensyn med gamle vennerNår en populær tv-serie rammer det store lærred, er der store forventninger, som udmunder enten i stor glæde eller stor skuffelse. Sådan var det med den første “X-Files”-film fra 1998, og sådan er det også med den nyeste film, “X-Files: I Want to Believe”. Man vil nok elske filmen eller hade den; det er enten eller – men meget afhænger af ens egen indstilling.

Da tv-serien “X-Files” løb over skærmen for første gang i 1993, fik serien lynhurtigt en dedikeret og trofast fanskare af seere med hang til et godt gys krydret med humor og overnaturlige fænomener. “X-Files” – eller “Strengt fortroligt”, som serien blev døbt i Danmark – leverede varen uge efter uge med FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully i førersædet. Makkerparret var forskellige som nat og dag. Det var skeptikeren, der mødte excentrikeren. Men det er, som det gamle ordsprog siger: Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Den underspillede, men sitrende erotiske tiltrækning, som aldrig syntes at blive forløst, holdt ved i samtlige ni sæsoner, som serien varede, og fortsætter nu ufortrødent i den nye film. Ufatteligt, at man kan blive ved at spinde guld på en kliché, men når det handler om Mulder og Scully, så er intet umuligt.

Skuespillerne David Duchovny og Gillian Anderson træder i karakter som Mulder og Scully igen, som om de aldrig har lavet andet. Mulder har bevaret sin tørre humor og stædighed intakt, mens Scully har bibeholdt sin sunde skepsis, og så er hun smukkere, end vi har oplevet hende før. Med årene er mystikjægerne blevet ældre og mere desillusionerede, men der er stadig en gnist, der er klar til at flamme op i dem begge. Det bliver som et gensyn med gamle venner, man ikke er vokset fra. Nostalgien varmer i maven.

Filmens styrke er ikke handling, instruktion eller special effects – det er karaktererne, der driver værket. Men det samme kan man sige om serien, hvis succes i høj grad hvilede på skuespillernes kemi og indlevelse, som i mange tilfælde kunne redde et nok så fesent afsnit. Den skotske stand-up-komiker og skuespiller Billy Connolly gør sig desuden uhyggeligt godt i rollen som den pædofilidømte katolske præst, Fader Joe, der får uforklarlige syner i en sag, hvor en kvindelig FBI-agent på mystisk vis er forsvundet. Det er i sandhed en X-File, som ikke kan opklares med sædvanlige kræfter. FBI må krybe til korset og bede om hjælp af eksperterne i paranormale sager, Mulder og Scully. Men er de villige til at vende tilbage – og tror de stadig på, at sandheden er derude?

Filmen udspiller sig som et to timer langt afsnit af serien. Nogle vil måske mene, at det er en dårlig ting, men hvorfor forsøge at være noget mere? Det var oprindeligt på grund af serien, at folk sad klinet til skærmen og stadig gør det. Det er da også seriens skaber Chris Carter, der har stået for både manuskript og instruktion i sin debut på det store lærred. Filmen er langt mere luksuriøs billedmæssigt end en af tv-episoderne i kraft af en dygtig filmfotograf og scenograf (det lønner sig for eksempel at blive siddende under rulleteksterne), men dermed ikke sagt, at “X-Files: I Want to Believe” er filmkunst på højt plan. Det er en spændende og vellykket filmudgave af en tv-serie – længere er den ikke, og længere behøver den ikke at være.