[b]Strengt forglemmelig[/b]

Da “The X-Files” blev transmitteret for første gang tilbage i 1993, var der ikke mange, der tændte flimmerkassen for at følge med. Der gik nogle år, før tv-serien tilegnede sig millioner af fans, der ugentligt aktiverede fjernsynet for at overvære FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scullys efterforskninger af de særeste sager. Derfor vil nogle måske mene, at det er passende, at den engang så velrenommerede franchise stiller træskoene på samme måde, som den i sin tid gjorde entré: Mere eller mindre ubemærket. Men uanset om det er passende eller ej, er det svært at acceptere, at Mulder og Scullys længe ventede genforening hænder i en film så traditionel som “The X-Files: I Want to Believe”.

Hvorfor var der monstro så få biografgængere verden over, som så “The X-Files: I Want to Believe”? Manuskriptforfatteren Frank Spotnitz bebrejdede “The Dark Knight” for at have drænet publikums lyst til flere dystre thrillere i sommers. Vås. I stedet for at bebrejde mørkets ridder burde Spotnitz måske selv udvise lidt ridderlighed og indrømme, at han og kollegaen Chris Carter brugte de forgange seks år, siden serien sluttede, på at grifle et manuskript, der bedst kan beskrives som en halvhjertet nyfortolkning af “Ondskabens øjne” – komplet med en klam kvindekidnapper, afskårne kropsdele og en dømt forbryder, der hjælper protagonisterne med at finde en anden slyngel. “The X-Files” var engang banebrydende. “The X-Files: I Want to Believe” er bare banal.

[i]”Det var min intention at skræmme folk,”[/i] sagde “The X-Files”-skaberen (og filmens instruktør) Chris Carter i et interview kort før filmens premiere, da han blev adspurgt om sin motivation til at lave filmen. Det lykkes sjældent for Carter at få tilskueren til at spjætte, men det er mere forbavsende, at noget så simpelt var mandens største incitament til at lave filmen. Ganske vist var den første “The X-Files”-spillefilm fra 1998 ikke synderlig ambitiøs, men den var trods alt ligeså storladen, som en kostelig Hollywood-thriller bør være, og den gjorde ting, som dengang var umulige at præstere på tv. Derimod er der meget lidt, der får “The X-Files: I Want to Believe” til at adskille sig fra tv-seriens mere jævne episoder.

Den første film var endda mere lettilgængelig end denne angiveligt enkeltstående affære, som er proppet med (ofte obskure) referencer til tv-serien. Men filmen besvarer ingen af de talløse spørgsmål, som føljetonens sidste og frustrerende afsnit fik publikum til at stille, og fordi filmen floppede, bliver de formentlig aldrig besvaret. Suk. Bevares, “The X-Files: I Want to Believe” er en nogenlunde thriller, der undertiden får seeren til at gyse, smile og filosofere over den menneskelige eksistens ligesom seriens bedre kapitler. Og hvis det lyder, som om undertegnede mener, at filmen er en fiasko, er det blot, fordi tv-seriens tårnhøje standarder har skabt en forventning om at se noget bedre end en velspillet metervare uden substantielle overraskelser.

Det er en virkelig stor fornøjelse at se David Duchovny og Gillian Anderson i aktion igen som henholdsvis Mulder og Scully. De to karakterskuespillere passer sammen som fod i hose, og Duchovnys knastørre sarkasme er ligeså uimodståelig som altid. Resten af ensemblet imponerer også. Selv rapperen Xzibit er hæderlig som en hårdkogt FBI-agent, mens den sædvanligvis enerverende Billy Connolly simpelthen er fænomenal som en pædofil og synsk præst, der assisterer FBI i deres jagt på kidnapperne. Og Carters tro samarbejdspartner Mark Snow har komponeret et af sine mest eksperimenterende og interessante scores til dato.

Dvd’en indeholder den såkaldte “Director’s Cut”-udgave af filmen (hvis man vil gense biografudgaven, skal man købe filmen på Blu-ray). Filmen er blevet blodigere og få sekunder længere, og rulleteksterne akkompagneres nu af en masse fjollede stillbilleder af folkene, der arbejde på filmen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Tv-serien ser bedre ud på dvd end denne splinternye film. Transferet er simpelthen for sløret. Det er til at døje med under nærbillederne, men totalbillederne er ofte så uskarpe, at man irriteres. Edge-enhancement dukker også op, men både kontrast- og farvegengivelsen er optimal, og billedsiden er blottet for snavs.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor har en rigtig god bund takket være fornem udnyttelse af subwooferen. Der er mange fine panoreringer, og selvom atmosfæren godt måtte have været lidt mere detaljerig, leverer alle højtalere trods alt en hel del subtile lydeffekter, der gør positivt indtryk. Hverken dialogen, lydeffekterne eller musikken overdøver nogensinde hinanden, og lyden er overordentlig distinkt.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktør Chris Carter og manuskriptforfatteren Frank Spotnitz, der også producerede filmen, har indtalt et nogenlunde kommentarspor. Mange oplagte spørgsmål svarer duoen desværre ikke ordentligt på, men de to samarbejdspartnere er gode til at gennemgå scenernes tilblivelse og samarbejdet mellem de forskellige folk foran og bag kameraet.

Tre slettede scener (6 min.) befinder sig på skiven. Det ville være en underdrivelse at betegne dem som hamrende uinteressante. Der er også et spøjst videoklip af Chris Carter, som stolt proklamerer sin glæde over, at Hollywood er blevet bedre til at skære ned på brugen af strøm. “Body Parts” (8 min.) er en meget kort dokumentar om filmens makeup, som formentlig kun vil interessere dem, der brænder for den slags. Desuden medfølger 10 minutters forrygende fraklip og et lille billedgalleri, der ledsages af Xzibits middelmådige hiphop-nummer “Dying 2 Live”.

En såkaldt “digital kopi” af filmen følger også med på sin helt egen disk. Ved at lægge disken i en computer, som er tilkoblet internettet, får man adgang til hele filmen som en lille MP4-fil, der f.eks. kan smækkes på ens mobiltelefon eller iPod. Denne anmelder fatter stadigvæk ikke, hvordan nogen mennesker kan bære at se en hel film på et bitte display på deres telefoner eller MP3-afspillere.