[b]En slukøret omgang[/b]
Det er et tegn på sommer, når Hollywood åbner for en ny bølge blockbustere, og den første i rækken i år er “X-Men Origins: Wolverine”, som er en sequel eller måske snarere spin-off i X-Men-sagaen, der omhandler figuren Wolverines oprindelse. Hugh Jackman sprutter og snerrer som aldrig før i titelrollen, men lige lidt hjælper det, for filmen er ulykkeligvis en fuser, der rammer ved siden af med en uhyre rodet og dyster historie, som tager sig selv lidt for alvorligt.

Filmen åbner med en prolog tilbage i det 19. århundredes Canada, hvor James Logans (Wolverine) og hans halvbror Victor Creeds (Sabretooth) livsbaner begynder. Efter tilsyneladende at have tilbragt de næste godt 100 år med at deltage i den ene krig efter den anden involveres de begge i et hemmeligt mutantprojekt kaldet Team X, der er ledet af den nederdrægtige William Stryker, som vi stiftede bekendtskab med tilbage i “X-Men 2”. Trods mere end 100 år med krig bag sig gribes Logan nu pludselig af samvittighedskvaler midt under en mission og beslutter mod både Strykers og Sabretooths vilje at trække sig tilbage til et roligt liv som skovhugger i det canadiske højland, hvor han finder sammen med sin store kærlighed Kayla Silverfox. Med Stryker og Sabretooth, begge onde i sulet, er der selvfølgelig lagt i ovnen til en historie med tragedie og hævn på menuen.

Desværre er filmen behæftet med et hav af idiotiske fortællemæssige indfald. Med en plan om at komme Logan til livs kan det f.eks. undre, hvorfor i alverden Stryker lader ham få indopereret det uforgængelige metal adamantium, der gør ham så godt som udødelig og dermed unægtelig besværliggør denne dagsorden. Det er svært at tage den slags skurke alvorligt. Bedre bliver det ikke af, at man introducerer adamantiumkugler, som skulle kunne dræbe Logan, omend Stryker ikke rigtig kan blive enig med sig selv om denne virkning. Denne form for forvirring i plottet er samtidig udtryk for det rodede manuskript, som man noget ideforladt har forsøgt at rette op på.

Hvor Wolverine i de tidligere X-Men-film er blevet portrætteret med et vist glimt i øjet og et smil på læben, er Hugh Jackman her henvist til heftig snerren og indimellem et par våde hundehvalpeøjne. Selvom vi tidligere har set, at Jackman med lethed kan balancere det lette med det tragiske, så har man med “X-Men Origins: Wolverine” forvandlet Wolverine til en surmulende helt uden bid, der genren tro helst bare vil være i fred. Og når vi aldrig rigtig kommer ind på livet af Logan og hans sorg, er det meget svært for alvor at føle med ham. Den smule humor og varme, filmen kan byde på, kommer primært i form af Ryan Reynolds i rollen som Wade Wilson (Deadpool). Desto mere frustrerende er det, at han kun er med ganske kort. I stedet skal vi belemres med en række bøvede og temmelig ligegyldige figurer som The Blob, Wraith og Gambit, der blot gør historien mere rodet, end den i forvejen er.

Filmens tunge og mørke tone lugter unægtelig af, at man har ønsket noget, der mindede om f.eks. “The Dark Knight”. Filmens primære problemer befinder sig da også på manuskriptniveauet med en sjusket og stereotyp fortælling om en plaget sjæl, hvor glimtet i øjet, der kunne have reddet filmen fra det selvhøjtidelige, er blevet udrenset til fordel for dyster tomhed.