Singer, Singer, hvorfor har du forladt X-Men?Så er den her – den definitivt sidste del i X-Men sagaen, og det er med blandede følelser, at der tages afsked med den forrygende filmserie om de farverige mutanter, som instruktør Bryan Singer sparkede i gang. Brett Ratner, der stod bag “Red Dragon” og “Rush Hour” filmene, har fået den utaknemmelige opgave at løfte arven efter Singers to første film, der om noget hævede standarden for tegneseriefilmatiseringer. I hænderne på Ratner og et nyt manuskript-makkerpar er “X-Men: The Last Stand” desværre blevet en ujævn action-blockbuster, der forsøger at holde alt for mange bolde i luften på én gang. Resultatet er en afslutning, der nok giver nogenlunde smæk for skillingen, men på bekostning af solide karakterer og intenst drama, som kun anes glimtvist.

Mutantkur som social allegoriDenne gang tvinges Charles Xaviers X-Men til den ultimative konfrontation med Magneto og hans Broderskab, da lanceringen af en medicinsk kur mod mutanternes kræfter sætter sindene i kog. Magneto ser kuren som en trussel fra regeringens side og frygter, at den vil blive påtvunget alle mutanter. Selv blandt Charles’ disciple er der delte meninger, og udsigten til at slippe af med mutantkræfterne virke tillokkende på nogle. Men midt i al tumulten vender Jean Grey tilbage, skønt alle troede, hun var død, og med sig bringer hun afsindige, ukontrollable kræfter. Magneto forsøger at bringe hende over på sin side, for med hende vil hans Broderskab kunne vinde den ultimative krig mod menneskeheden, og end ikke Wolverine og co. vil kunne standse dem.

Idéen med kuren er et glimrende udgangspunkt for den tredje film i trilogien, og denne handlingstråd fungerer rigtig godt som overordnet ramme. Den sætter nemlig gang i nogle interessante dilemmaer, der berører alle mutanterne. For hvis man virkelig har muligheden for at blive som ‘almindelige’ mennesker og derved undgå forfølgelse eller forskelsbehandling, bør man så ikke tage imod denne kur? Der trækkes sigende referencer til lignende problematikker i vores verden, som f.eks. abortspørgsmålet eller genetisk manipulation af fostre, og det er netop også i X-Mens funktion af allegori, at forlægget har sin underliggende styrke. Denne del håndteres ganske fornemt af Ratner, men filmen er dog langt fra fri for faldgruber.

For mange kokke…Det har hele tiden været interessant at se, hvilke personer fra tegneserien som ville blive introduceret i den næste film, og på denne front har “X-Men: The Last Stand” ikke sparet på krudtet. Intet mindre end seks nye mutanter introduceres, samt en lille håndfuld på sidelinien. Og når der samtidig balanceres med et hav af forskellige plottråde, fra problemetikken omkring kuren, over Jean Grey-sagaen til trekantsdramaet mellem Rogue, Iceman og Shadowcat, så ender man uvægerligt med at tabe en masse på gulvet. I stedet for at prioritere og koncentrere sig om et mindre cast og knap så mange [i]subplots[/i], er manuskriptforfatterne gået efter kvantitet snarere end kvalitet.

Dette medfører desværre, at der bliver alt for lidt tid til de enkelte karakterer (filmen varer kun 1 time og 44 min.). Mange af dem når ikke at få substans, men skitseres kun eller får højst lov til at give en smagsprøve på deres respektive mutantevner. Adskillige personer undereksponeres gevaldigt, bl.a. Psylocke, Callisto og Colossus, og man spørger sig selv, hvorfor Angel overhovedet er med i filmen, for han bruges slet ikke til noget, hvilket er en skam. Samtidig ærgrer man sig lidt over, at Wolverine, skønt han er en spændende karakter, atter skal have alt rampelyset, til fordel for de andre mutanter. Kelsey Grammer er god som den blå hårbold Beast, og Halle Berry har tydeligvis fået opfyldt sit krav om mere [i]screentime[/i], selvom vi aldrig for alvor kommer tæt på hendes karakter, Storm.