[b]Sex, drugs and pyramids[/b]

Hvad er nu den af? En egyptisk film? Ja, man skal se meget, før øjnene falder ud, men hvorfor skulle den engang så store nation da ikke forsøge at placere sig på det filmiske verdenskort. Med “Yacoubians hus” har egypterne lavet en filmversion af Alaa el-Aswanys bestseller og samtidig indskrevet sig i en af tidens filmtrends: én film, mange historier.

En ældre, ydmyget mand fra en tidligere indflydelsesrig familie. En homoseksuel bladredaktør. En ung terrorist in spe. En kommende politiker med et lille hashforbrug, der afpresses af en højtstående embedsmand. En ærbar skønjomfru, der kun møder alle de forkerte fyre. Alle bor de i en af fortidens store bygninger, Yacoubians hus, og alle har de alvorlige problemer i privatlivet – problemer af seksuel karakter. Ejeren af bygningen, den ældre herre, døjer med sin søster, der anser sin broder for en trussel mod familiens ære, da han i sine frustrationer over aldrig at være blevet gift konstant er på jagt efter ungt kød – hen ad vejen også den smukke jomfru, som er forlovet med den kommende terrorist, og som i den ældre herre ser den ædle mand, hun indtil videre har haft så svært ved at finde. Således fletter alle de involveredes historier sig sammen og skaber fortællingen om Yacoubians hus.

Det burde jo være en dejligt forfriskende oplevelse med sådan en egyptisk film. Det er det desværre ikke. Filmsproget er en smule naivt, og det står hurtigt klart, at Egypten ikke har den helt store tradition for filmproduktion. Naturligvis har filmen ikke det samme budget som en Hollywood-produktion, men alligevel er der visse essentielle fejl, som sagtens kunne være undgået. Lyssætningen er generelt ganske glimrende, men billedkompositionerne halter alt for ofte. Toppen af hoveder skæres lidt for kraftigt, personerne “læner sig” tit op ad kanten af billedet, og hvor der forsøges symmetri, rammes der lige lidt ved siden af. Dette har intet med penge at gøre – det er ren og skær dårlig kameraføring.

Det er altid svært at bedømme skuespil uden et ordentligt kendskab til hverken det talte sprog eller de kulturelt betingede sociale koder og omgangsformer, der er dybt rodfæstede i alle kulturer. Overordnet kan man dog sige, at der er en tendens til, at skuespillere i lande med en forholdsvis ung eller uprøvet filmkultur fremstår mere karikerede og teatralske, end vi vesterlændinge normalt synes er god smag. I “Yacoubians hus” tenderer skuespillet mod denne æstetik, som smager lidt af Bollywood. Replikkerne, som i øvrigt ikke overlader meget af fortællingen til billederne og skuespillernes kropssprog, serveres ofte lidt kantet og påtaget.

Bevares, helt skidt står det ikke til, for på trods af det store persongalleri forstår instruktør Marwan Hamed at samle alle trådene, så historien fremstår ganske helstøbt. Man hægtes ikke af undervejs, og det i sig selv er en fin præstation, når man tager den ikke simple historie i betragtning. Faktisk føles det aldrig, som om noget er udeladt i forhold til bestselleren, filmen er baseret på, og det er ellers en sjældenhed, når bøger oversættes til film.

Skal man være mere lempelig i sin bedømmelse af en film fra et land med lave budgetter og en fortid med meget få produktioner (Egypten har omkring 1800 titler registreret på IMDb, mens lille Danmark har over 8000)? Nej, egentlig ikke. Der er masser af eksempler på udmærkede lavbudgetsfilm fra lande, man ikke normalt sætter i forbindelse med filmproduktion. Forlægget til “Yacoubians hus” er i og for sig udmærket, og det er altid dejligt med film, der tør være kontroversielle, hvilket denne er med temaer som ekstremisme, underkuet seksualitet, Egyptens klasseopdeling og homoseksuelles problemer i muslimsk kultur (også selvom forklaringen på den homoseksuelle hovedpersons seksualitet er en smule uoplyst og nedladende set med vestlige øjne). Desværre bliver resultatet af det halvdårlige skuespil og lettere kiksede filmsprog aldrig mere, end hvad der æstetisk set ligner afkommet efter et fordrukkent one-night-stand mellem Bollywood og Hollywood. “Yacoubians hus” er ikke direkte dårlig. Den er bare ikke særlig god.

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorphic 1.78:1. Kontrasten er meget mat og farverne ikke klare nok, hvilket resulterer i, at billedet generelt er præget af for mange mellemtoner og derfor fremstår noget gråt. Skarpheden er desuden ikke helt i top, men til gengæld forekommer edge enhancement og farveblødning yderst sjældent. Det er en lang film, og komprimeringen er derfor hårdere – det kan ses.

[b]Audio[/b]

På dvd’en forefindes kun et enkelt lydspor og det endda i stereo. Stemmerne, især de kvindelige, er ofte meget skingre, når der råbes højt, og det grænser faktisk til overstyring. Om det skyldes dårligt optageudstyr eller for voldsom komprimering er ikke til at sige, men resultatet er hørbart dårligt. Musikniveauet er passende, men musikken en smule for påtrængende.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over fire trailere er der intet ekstramateriale.