[b]Hvis disse vægge kunne tale[/b]

“Yacoubians hus” er den dyreste film, som Egypten nogensinde har lavet, og der er derfor også en vis logik i, at den udspiller sig i en overdådig ældre art deco-lignende bygning. Som så meget andet i Kairo har tidens tand dog lavet nogle gevaldige hak i murene, og med samfundets omvæltning har huset måttet følge med.

Hvad, der først var reserveret for de rigeste, er nu blevet en skive af hele samfundet, og de fattige har taget bolig på tagene, som er omdannet til små rum. I denne pærevælling af høj og lav møder vi et væld af skæbner, som skiftevis kommer i forgrunden.

Mest prominent i mosaikfortællingen er den aldrende playboy Zaki El Dessouki (herligt spillet af Adel Imam), som egentlig er uddannet ingeniør, men som har henslæbt livet i en hedonistisk tilværelse med alkohol og unger kvinder, mens han har levet af udlejerindtægterne. Han bliver imidlertid smidt fra hus og hjem af sin usympatiske søster, da han mister hendes ring. Zaki møder i stedet en særdeles køn pige, der bor på taget, og som gevaldigt trænger til en ven. Hun har netop brudt med sin barndomskæreste, der er frustreret over at blive holdt nede pga. sin fattige opvækst, og som derfor har vendt sig mod den ekstremistiske islamisme.

I huset møder vi også en homoseksuel redaktør, der bliver forelsket i en ung veltrænet soldat, som han efterfølgende formår både at forføre og anbringe i en lejlighed i bygningen. Blikket er således vent mod utallige tabuer i den muslimske verden, og via en omfattende række små fortællinger bliver der sat fokus på de dele af det arabiske samfund, som sjældent ser dagens lys.

“Yacoubians hus” er en filmatisering af Alaa Al-Aswanys bestseller af samme navn og er instrueret af Marwan Hames, hvis spillefilmdebut dette er. At man har betroet en så dyr produktion til en så relativt uprøvet instruktør er overraskende, men Hames har godt greb om filmen. Persongalleriet er særdeles stort, men Hames formår at håndtere de mange sidehistorier uden, at man taber hverken overblik eller indføling med personerne. Stemningen skifter adskillige gange. I filmens indledning er den ganske komisk, og da en ældre herre vågner op med morgenerektion og fromt undskylder til Gud over sine syndige tanker, er det svært ikke at trække på smilebåndet, men efterhånden forlader humoren fortællingen, og den bliver tiltagende tragisk og sørgmodig.