[b]Når festen går for vidt[/b]

Kaspar Munk, der tidligere stod bag den solide, men måske lidt for melankolske “Hold om mig”, er nu tilbage med en film, der som en anden “Kundskabens træ” er både uendeligt sørgelig og livsbekræftende. Det er en film, der ser ungdommen, som den virkelig er, og som lader sine unge hovedpersoner tale, sådan som teenagere rent faktisk taler (en sjældenhed i fiktionens verden), og som samtidigt behandler sine karakterer med både respekt og troværdighed.

Laura og Christine er bedste veninder og altid sammen. De går til koncerter og fester igennem i weekenderne – okay, måske kunne de godt feste [i]lidt[/i] mere, for som en dreng siger til Laura, da hun ikke tager imod en øl ved ankomsten til en privatfest: [i]”Hvorfor tager I ikke bare hjem?”[/i] Heldigvis kommer den festlige redning i skikkelse af Maria – en pige, der har prøvet både det ene og det andet, og som med det samme kaster sin kærlighed på Laura. Men for at blive veninde med Maria, må Laura vælge Christine fra, og snart erstattes privatfesterne af grænseoverskridelser [i]en masse[/i].

Det er tydeligt, hvorfor Maria med det samme sætter sin lid til Laura som sin nye, bedste veninde. Laura har en uskyldighed, som Maria mangler, og hun går målrettet og aggressivt efter at “vinde” Laura fra Christine. [i]”Jeg synes, hun er lidt opmærksomhedskrævende”[/i], siger Christine om konkurrenten i en tidlig scene, for det er Christine, der under overfladen ved, hvad der foregår. Også selvom hun måske ikke forstår det endnu. Kaspar Munk er en instruktør, der forstår psykologien bag enhver handling, og han lader denne forståelse sive gennem “You & Me Forever”, og på den måde sikrer han han vores medfølelse med hovedpersonerne – også selvom de ikke altid fortjener den.

Det er helt bevidst, at filmen har homoerotiske undertoner. Marias verden er et sted, hvor piger elsker piger og udelukkende bruger drengene som seksuelle fantasier. I starten af deres venskab beskriver Maria en erotisk oplevelse med en anden pige, og hendes opmærksomhed over for Laura virker ikke altid rent venskabelig. For hende er kærlighed lig med sex, og den platoniske slags findes slet ikke. At hendes forældre er fysisk fraværende gennem hele filmen (noget som ingen sætter spørgsmålstegn ved, for enhver 16-årig ved, at det bare er fedt, når forældrene ikke er hjemme) har i særdeleshed noget at gøre med denne virkelighedsopfattelse.

Der er en scene i “You & Me Forever”, der viser omfanget af både Munks talent som instruktør og de modige præstationer fra hans lige så talentfulde skuespillere. Øjeblikket, hvor Laura og Christine endelig bryder op med hinanden, er præget af de voldsomme, hæmningsløse følelser, der gennemsyrer teenagealderen. Det ville have været nemt for både instruktøren og skuespillerne at overdrive scenen, men det gør de ikke. I stedet skaber de én af de mest sønderrivende og indtrængende scener, jeg personligt længe har set i dansk film. I “You & Me Forever” findes der dog en poetisk retfærdighed, der netop er et fint modspil til Marias opfattelse af kærlighed og sex. For mens Laura befinder sig i sin nye venindes populære, men kærlighedsløse univers, er hendes tidligere veninde Christine måske alene, men hun finder dog én sand samhørighed med drengen Jonas. Desværre er netop hans karakter også det eneste overflødige element i Munks fine perle af en film. Her har vi en dreng, der umiddelbart ikke har noget bagland, og som bogstavelig talt lever i en ruin. Det virker noget utroværdigt i en film, der ellers har vægtet realisme højt hele vejen igennem. Ærgerligt, ærgerligt.