Kevin Smiths produktionsfirma View Askew står bag 90’er-kultfilm som “Clerks” og “Mallrats”, der alle citerer hinanden i det såkaldte “View Askewniverse” med tilbagevendende karakterer som Jay og Silent Bob. Firmaet står dog ikke bag “Zack and Miri Make a Porno”, og Kevin Smith, der selv står for manuskript og instruktion, er altså ikke at finde som det næsten stumme alter ego Silent Bob i sit nyeste værk.
[image=34041]
I USA har Kevin Smiths nye spillefilm skabt stor røre. For det første var promotionplakaten, der antyder, at Zack og Miri får udført oralsex, alt for provokerende for censur-giganten MPAA. Dernæst var de reviderede plakater også et problem, da titlen indeholder ordet “porno”, og det ikke er et sømmeligt ord at vise nogen steder ifølge flere aviser og tv-stationer. Hele situationen har sat Smiths markedsføringsafdeling på prøve og skabt en naturlig hype, for det må da være en vild og fræk film, der møder den slags moraliserende modgang.
[image=34040]
Kevin Smiths “Dogma” fra 1999 skabte også røre i USA – blandt katolske grupper. Filmen havde gode skuespillere og vittig og vanvittig dialog. Men “Dogma” var først og fremmest sjov, fordi den ikke tog sig selv for seriøst. I “Zack and Miri Make a Porno” er dialogen hurtig, men kedelig, skuespillerne er ikke morsomme, og filmen prøver skizofrent at blande absurd komik med kærlighedsfloskler. Venneparrets pornoprojekt skulle kun være for pengenes skyld, men i sidste ende er der alligevel forskel på at elske og dyrke lagengymnastik. Miri bliver i hvert fald jaloux, når filmen skal skydes, hvilket kulminerer i en fuldstændig åndsforladt slow-motion-sekvens, hvor Zack forlader en fest med en blondine. Det er her meningen, man skal føle noget, og en Pixies-sang er endda klemt ind som lydtapet, men pik-og-patter-stilen gør enhver form for indlevelse umulig. Dette kærlighedstema slæber en gumpetung seriøsitet med sig, der normalt er en dødssynd i en Kevin Smith-film.
[image=34039]