[b]Skuffende Oscar-favorit[/b]

I 2007 rekonstruerede David Fincher den årelange og endnu uafsluttede efterforskning af en række bizarre mord i sin formidable film “Zodiac”. Filmen var på minuttet (157 af slagsen!) lige så lang som den store Oscar-favorit “Zero Dark Thirty”, der ligesom “Zodiac” minutiøst rekonstruerer et længere historisk forløb. Men hvor Fincher fyldte sin spilletid ud med stærke karakterportrætter, psykologisk dybde og en undersøgelse af de konsekvenser, den ofte håbløse efterforskning havde for de implicerede, har den Oscar-vindende instruktør Kathryn Bigelow ingen sådanne filmiske ambitioner. Måske hun så helt skulle have undladt at lave en fiktionsfilm og bare have taget det lille skridt ekstra, der ville have gjort “Zero Dark Thirty” til en rendyrket dokumentar?

Fiktionsfilmen er et elendigt medie til at levere en troværdig beskrivelse af en historisk periode. Ikke fordi fiktionsfilm ikke kan bidrage yderst konstruktivt til måden, hvorpå vi forstår et historisk forløb, men fordi en fiktionsfilm i sidste ende altid netop er fiktion. Med fiktion kan man til gengæld tilbyde en bestemt fortolkning af et historisk forløb: Hvordan bør vi forstå det, som skete? Hvordan påvirkede det de mennesker, der var en del af det? Hvad kan vi lære af denne periode i dag?

Med den amerikanske efterretningstjenestes 10 år lange jagt på Osama bin Laden som omdrejningspunkt skulle man tro, at “Zero Dark Thirty” havde masser af muligheder for at levere en både vedkommende, eftertænksom, kritisk eller under alle omstændigheder underholdende beretning. Dette er desværre ikke tilfældet. Kathryn Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal har bestræbt sig på at lave en helt igennem realistisk og nøgtern skildring af den efterforskning, der den 1. maj 2011 ledte til drabet på verdens mest eftersøgte mand: Osama bin Laden.

Men Bigelow og Boal har været villige til at betale en høj, høj pris for realismen og præcisionen i og med, at man har ofret det karakternære, det vedkommende og i sidste ende også det underholdende. På trods af stærke skuespillere formår ingen af filmens personer at fremstå som andet end ansatte, der udfører en funktion. Selv hovedpersonen Maya virker overfladisk, og derfor bliver intet af det, der foregår, reelt set spændende. Man ved, allerede inden filmen starter, hvem, man skal holde med, men undervejs i filmen [i]føler[/i] man det ikke.

I stedet præsenteres man for en efterforskning, der aldrig bevæger sig nogen steder hen (før til sidst, naturligvis). Det i sig selv behøver ikke gøre noget, hvilket “Zodiac” var et godt eksempel på. Her blev håbløsheden nemlig til et element, der drev en interessant karakterudvikling fremad, og filmens stillestående perioder var alligevel intense, fordi man som seer følte med de politimænd, der intet kunne stille op. I “Zero Dark Thirty” berøres man også af, at de fleste spor ender blindt, men det skyldes noget lidt mindre flatterende: Man bliver ved med at kede sig! Alt i alt er det ikke udelukkende dårligt, for filmen giver trods alt et grundigt indblik i en vigtig historisk epoke, men det er svært at løbe fra, at den som fiktionsfilm føles både tung og lang, og at det nok havde været en bedre idé at beskrive det samme emne i en dybdeborende dokumentarfilm.