Forførelsens kunstVentetiden på nyt fra velrenommerede David Fincher har været rystende lang, især taget med i betragtningen, at sidste bedrift, “Panic Room”, ikke hører til mesterinstruktørens allerstørste meritter. Alligevel slås tonen i “Zodiac” an med et festfyrværkeri i anledning af den amerikanske uafhængighedsdag, men måske også for at markere, at der er kommet nye boller på suppen.

Således er “Zodiac” et anderledes storladent portræt af en seriemorders legen kispus med amerikanske medier og politimyndigheder, baseret på faktuelt eksisterende sagsakter. Filmens optik hviler i særdeleshed på tegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), der sammen med kollegaen og journalisten Paul Avery (Robert Downey Jr.) er ansat på dagbladet San Francisco Chronicle. De indrulleres begge i fortællingen, da den opmærksomhedskrævende morder under navnet Zodiac bevidst kontakter medierne for at komme i offentlighedens søgelys.

Filmen er i sin helhed baseret på netop Graysmiths bog om samme umenneskes kyniske leg med andres liv og død, men det er dog det fremragende cast, der bærer fortællingen helt i hus. Stærkest er en umådeligt veloplagt Robert Downey Jr., der glimrer i sin personificering af arketypen på en journalists fatale deroute. Men også Jake Gyllenhaal, der i en vis forstand forsøger at samle alle de løse tråde, er som den ukuelige tegner Robert Graysmith usædvanlig skarp, selv om det i filmens didaktik har store omkostninger for privatlivet. Det har det på den anden side også for Mark Ruffalos detektiv, David Toschi, så måske er det blot spillereglerne for de involverede parter.

Mens den berygtede og flittigt omtalte morder fortsætter med at myrde løs på eget initiativ og får tilfredsstillet sit behov for opmærksomhed, vil hysteriet øjensynligt ingen ende tage. Medierne går i synkront selvsving, alt imens de konkurrerer med hinanden og med de amerikanske gendarmere om at være længst fremme i efterforskningen, først med det nyeste nye og bedst til at skabe frygt. Det afstedkommer – naturligvis – uanede mængder af teorier om mistænkte, bevæggrunde og ikke mindst handlemønstre, som giver stof til flere årtiers målløs menneskejagt.

“Zodiac” strækker sig nemlig over tre årtier, hvor fornemmelsen af den sociokulturelle udvikling hele tiden er allestedsnærværende. Det er som med så meget andet David Finchers fortjeneste, ligesom kriminalfortællingens dragende elementer også er det. Alligevel kan instruktørens seneste produkt ikke siges at være helstøbt. Det er for så vidt filmens ulempe, at fortællingen strækker sig over så lang tid, for i det lange løb giver det en følelse af tomgang, selv om det er svært at se, at “Zodiac” kunne have været skåret ret meget anderledes.

Og så er der fascinationsproblematikken. Det bliver aldrig helt tydeligt, hvorfor en tegner på det lokale dagblad har så stor interesse i en mordgåde, at han sætter både karriere og privatliv med hustru og børn på spil. Den fascination har med bl.a. “Seven” været tydeligere hos instruktøren selv, og også i filmens sanselige æstetik bliver det evident. Gul er jalousiens, sindssygens og det forstyrrede sinds farve. Ikke noget under, at netop den farve er så stærkt fremhævet, når det er en massemorder, vi taler om.

“Zodiac” er et velafrettet skud fra David Finchers hofte og imponerer på mange måder. Andre instruktører i samme situation havde formentligt ikke fået det samme ud af materialet, og netop derfor er det drønærgerligt, at filmen ikke evner at skille sig ud som usædvanlig kriminalfortælling. Manuskriptets syninger er desværre for tydelige i visse situationer, og filmen minder til dels om beslægtede film med en tilsvarende agenda. Dér, hvor “Zodiac” fænger, duperes man som tilskuer af både skuespillet og fascinationen af en gal mands værk. Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok til at lade sig forføre fuldt ud, ligesom det lykkes Zodiac at forføre de amerikanske medier?

Video”Zodiac” fremstår i et fremragende og knivskarpt anamorphic widescreen 2.40:1 format. Som en smule malurt i bægeret indfinder der sig dog undervejs enkelte eksempler på edge-enhancement og andre digitale udfald, mens udtværinger og støv derimod er ikke-eksisterende. Endvidere er farvetemperaturen med sit stærke farvevalg god og kontrasten tilsvarende solid. Alt i alt en betagende oplevelse.

AudioOgså lyden hører til udgivelsens stærkeste kort. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor er en uundværlig del af “Zodiac” og medvirker til at påføre filmen sin unikke stemning. Stemningsskabende er nemlig den tidstypiske 60’er- og 70’er-musik, der løbende indgår i filmens univers, mens den detaljerige atmosfærelyd også giver sit besyv med. Lyden kommer ud i alle kanaler og byder tillige på flere lydpanoreringer, ligesom dialogen også er dejligt distinkt.

EkstramaterialeUdgivelsens svageste punkt er ekstramaterialet, der ud over trailere for “300”, “Blood Diamond” og den kommende “Zodiac Director’s Cut” tilbyder den interessevækkende featurette “This is Zodiac”. Her gives indblik i den autentiske historie bag filmen og tilblivelsen af denne igennem interview med instruktøren David Fincher samt de medvirkende skuespillere. Desværre opvejer det ikke for et samlet set middelmådigt indtryk.