Med seriemorderfilmen “Zodiac” er instruktøren bag den skelsættende “Se7en”, David Fincher, tilsyneladende vendt tilbage til en gammel genrekending. Men “Zodiac” befinder sig milevidt fra den bestialske “Se7en” og vil måske ikke falde i alles smag med sin metodiske fokus på opklaringen af en række mord, og en slutning, der nægter publikum tilfredsstillelsen af en endegyldig løsning på mordgåden.

“Zodiac” er baseret på Robert Graysmiths to bøger om Zodiac-morderen. Graysmith arbejdede som karikaturtegner på avisen San Francisco Chronicle i 1969, da en morder, der skulle blive kendt som Zodiac, skød et teenage-par. Efter episoden sendte morderen drilske kodede beskeder til flere aviser i San Francisco-området, hvori han truede med at dræbe flere. Flere mord fulgte, som Zodiac tog skylden for. Hvorvidt han begik dem alle, sår filmen dog tvivl om.

Fire mænd bliver besat af sagen; kriminalreporteren på San Francisco Chronicle, Paul Avery (Robert Downey Jr.), Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), og kriminalinspektørerne David Toschi (Mark Ruffalo) og William Armstrong (Anthony Edwards). Filmen flakker skarpt mellem et utal af ledetråde og en alenlang liste over mistænkte. Mens Zodiac-morderen håner politiet og pressen med opringninger og kodede beskeder, bliver journalisten Avery, besat af opklaringen, drevet ud i et svært misbrug, der i sidste ende får ham fyret. Kriminalinspektørerne Armstrong og Toschi, ligeledes besat af sagen, ender nærmest med at opgive at opklare den efter at have været igennem utallige mistænkte uden held. Tilbage bliver til slut kun Graysmith, som forsømmer børn og kone i samme frustrerende jagt på morderen og sandheden.

Med sine uendelig mange ledetråde og blindgyder holder “Zodiac” sit publikum i et hypnotisk greb af spænding, som er svært vriste sig fri af, selv da filmen er slut. Måske skyldes det, at vi egentlig aldrig får en endelig og definitiv opklaring af filmens mordsag, og dermed tvinges vi til at overveje, hvor filmen egentlig vil hen. Selvom “Zodiac” fokuserer på opklaringsarbejdet, er den rigtige morders identitet ikke det, der har optaget Fincher mest. I stedet er det vejen frem til opklaringen af sagen, der står i centrum, og ikke mindst erkendelsen af, at den absolutte sandhed om sagens omstændigheder kun er en flygtig størrelse, som man aldrig formår helt at fange i sin reneste form, og som aldrig lever helt op til hverken forventninger eller forhåbninger.

“Zodiac” er uhyre spændende, men den er samtidig også frygtelig udmattende. Selvom den aldrig slipper sit spændingsgreb, kan det være svært at bevare koncentrationen gennem filmens samtlige 158 minutter. Den udmattende spilletid illustrerer den langvarige opklaring og tematiseringen af en mordsag, der bliver en ødelæggende besættelse for dem, der forsøger at opklare den.

“Zodiac” er så rig på minutiøse detaljer, lige fra træerne, der omgiver en mordscene, til et kvindeligt mordoffers blå mærker, at det grænser til det vanvittige. Ligesom filmens detektiver og reportere skal Fincher have været besat af detaljer og genskabelsen af hvad, der rent faktisk skete dengang. Og det er netop den oplevelse af vanvittig besættelse, man sidder tilbage med i de plyssede biografsæder. Helt i stil med hans tidligere film som “Se7en” har Fincher her drænet billederne for mættede farver. Specielt er den første halvdel af filmen, der foregår fra slutningen af 60’erne og op til de tidlige 70’ere, holdt i sygelige gulbrune farvetoner, så morderens bestialitet og politiets desperate forsøg på at opklare sagen er indhyllet i en anspændt stemning af frustration og betændthed.