[b]Herlig zombie-film inficerer lattermusklerne[/b]

Gys og komedie virker umiddelbart som to uforenelige formater, og mange fadæser er blevet skabt i forsøget på at sammenbikse de to genrer. Men når pærevællingen lykkes, er der ikke mange filmiske godbidder, der efterlader en bedre smag i munden eller et større smil på læberne – bare se på “Re-Animator” og “Evil Dead II”. “Zombieland” er ganske vist ikke på helt samme niveau, men det er afgjort en af de muntreste film, som genren har disket op med på det seneste.

Modsat artsfæller som “Shaun of the Dead” appellerer “Zombieland” ikke primært til fans af filmene, den parodierer. Dette er halvanden times herlig underholdning for alle, der sætter pris på at grine og gyse – og gerne på samme tid. Det er dog sparsomt med hyldester til genrens kronjuveler i “Zombieland”, som trods alt er en del mere ordinær og mindre ambitiøs end “Shaun of the Dead”. “Zombieland” vil have dig til at grine røven i laser og er tydeligvis temmelig ligeglad med, om du husker, hvorfor du i sin tid gjorde det, når rulleteksterne er overstået. De fleste sketcher involverer blot savlende zombier, der snubler og smadres. Men her er stadigvæk nok referencer til alskens genreklassikere til at tilfredsstille feinschmeckere, som har sat snuden op efter sjove cadeauer til favoritterne.

Et overgearet, blodbesmurt slagsmål i en lejlighed ærer Sam Raimis første “Evil Dead” med manér. Visuelt er filmen mildest talt kraftigt inspireret af Zack Snyders “Dawn of the Dead”. Og hvis man er tilhænger af Valves i øjeblikket ekstremt populære “Left 4 Dead”-videospil, vil man formentlig spotte utallige slående ligheder – lige fra den samme kulsorte humor og det vanvittige tempo, til locations som forlystelsesparken og USA’s hærgede forstadsgader. Så forskellige film som “Udflugt med døden” og “Babe: Den kække gris” citeres flittigt, den storladne musik skråler Ennio Morricone, og så dukker en af Hollywoods sjoveste entertainere endda op i få minutter som sig selv. Nej, man kan ikke just klandre “Zombieland” for at blæse på filmhistorien.

Basalt set er “Zombieland” blot “28 Days Later” eller “Dawn of the Dead” med et komisk twist. Vi følger en gruppe almindelige mennesker, som rejser tværs gennem et lammet, zombieplaget USA i en endeløs søgen efter et tilflugtssted blottet for blodtørstige bæster. Historien, som Paul Wernick og Rhett Reese har opspundet, mangler lidt bid – man savner overraskelser af samme kaliber som førnævnte cameo, en sukkersød teenageromance truer med at forvandle det muntre blodbad til klam sødsuppe, og halvvejs igennem synes filmen at gå direkte i stå, da vores elskværdige hovedpersoner strander i én kedelig location, før et storstilet klimaks runder filmen af med stil. Det er først og fremmest Wernick og Reeses karakterer og skuespillerne, som holder os klinet til skærmen.

Jesse Eisenberg er herlig som en jomfruelig nørd, der følger sit eget særprægede regelsæt i kampen for overlevelse. Eisenberg kunne snildt have været frygteligt irriterende, men den 26-årige skuespiller er lige nøjagtig så tilbagelænet, at hans gakkede og akavede facon aldrig går én på nerverne. Abigail Breslin og Emma Stone er også udmærkede som et par drilske, snarrådige søstre, der også har undgået zombieepidemien, men det er lidt en skam, at de spiller så meget andenviolin til skuespillertruppens mænd.

Men filmmagernes største trumfkort er Woody Harrelson i sit es. Som en cowboy iført smarte solbriller, riffel i bæltet og en fandenivoldsk attitude er han fuldstændig uimodståelig og meget, [i]meget[/i] morsom. Med et glimt i øjet og drejebogens spydigste replikker i ærmet får Harrelson forvandlet alle os almindelige dødelige til rallende grinebidere, og så er han mindst lige så sej, når han hiver sit enorme våbenarsenal ud af bilen og pløkker zombier på stribe. Og det er en fornøjelse at se Harrelsons selvtillid smitte af på Eisenberg, mens en del af Eisenbergs medmenneskelighed inficerer den hårdhudede Harrelson. Ja, karaktererne udvikler sig faktisk, og et lille hjerte banker vitterligt under filmens bloddryppende, muskuløse krop. Især derfor er det svært ikke at glæde sig til “Zombieland 2”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Manglen på støj, støvkorn og snavs er bare tre af de ting, der understreger, at “Zombieland” blev optaget i HD. Indimellem fremstår hurtige bevægelser – såsom folk, der løber – en smule slørede, hvilket er en mere uheldig understregelse af, at filmen blev skudt på video. Ganske få skud er en kende uskarpe, men langt de fleste er knivskarpe, detaljerigdommen er ofte overvældende, farverne er fantastiske, det samme er kontrasten, og edge-enhancement forekommer aldrig.

[b]Audio[/b]

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er af samme høje kaliber som transferet. Alle lydsidens elementer gengives klokkeklart – dialog, lyd og musik. Subwooferen giver lydeffekterne, især de talløse skudlyde, en masse ekstra punch, alle panoreringerne fungerer efter hensigten, og baghøjtalerne bidrager med en masse uhyggelige og spøgefulde lydeffekter, der skiftevis får nakkehårene og lattermusklerne til at vibrere. Lidt mere auditiv aktivitet under filmens største actionsekvenser havde dog været velkommen.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktør Ruben Fleischer, manuskriptforfatterne Paul Wernick og Rhett Reese samt skuespillerne Woody Harrelson og Jesse Eisenberg har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen, som dog ikke er så morsomt eller underholdende som håbet. Fans vil nok få mest ud af det. Et nogenlunde video-kommentarspor kan også aktiveres, som præsenterer seeren for klip fra optagelserne og alskens interviews under filmen. Hvis ens afspiller er tilkoblet internettet kan man også præsenteres for info om bl.a. filmmagerne og skuespillerne, mens den kører. Derudover er her en lille stak trailere, en håndfuld minutters forglemmelige slettede scener og en lille halv times dokumentarer om filmens tilblivelse, som desværre ikke er særlig dybdeborende.