Roadtrips har siden begyndelsen med Dennis Hoppers “Easy Rider” iklædt sig mange forskellige farver og former i fortællinger om folk, der skal ud på en rejse. Kendetegnende for disse film er det, at rejsen – den fysiske af slagsen – aldrig er afgørende i sig selv, men det er derimod den menneskelige rejse. Det handler om at flytte sig, fysisk, men mest mentalt. I “Zombieland” følger vi ligeså en gruppe på rejse – en rejse, der dog er kraftigt tilskyndet af, at vores venner konstant er jaget af frådende zombier.
[image=42930]
I rækken af stadigt mere kitschede og selvbevidst ironiske film om de levende døde er “Zombieland” en ret atypisk film. Jovist er der zombiemyrderier og blod en masse, men de figurerer i filmen blot som blodigt underholdende baggrundsstaffage, der lejlighedsvist hives frem for at sætte lidt fart og tempo i handlingen. Filmens egentlige omdrejningspunkt er forholdet og den fælles udvikling imellem særligt den menneskesky Columbus og den ældste jævnaldrende søster, der har det så svært med tillid til andre, men sammen flytter de sig. Dette skridt væk fra det ironisk kitschede er ikke en styrke ved filmen, men sender derimod “Zombieland” ned ad en pæn og forudsigelig vej, hvor alt for mange andre roadtrips er endt før den.
[image=42931]
Inden filmen definitivt taber fart og synker sammen som en skamskudt zombiekrop, så leveres filmens altoverskyggende højdepunkt og pragtpræstation af 80’ernes spøgelsesjæger Bill Murray i en cameo-rolle. Murrays tørt selvudslettende humor rammer filmens tone klokkerent – der krydres til med intertekstuelle Hollywood-referencer til feinschmeckerne. “Zombieland” er indlysende bedst, når den selvbevidst trækker sig tilbage og strør om sig med selvironi og kitsch, som det så effektivt før er blevet effektueret i bl.a. Robert Rodriguez’ sublime “Planet Terror”. I filmens mere alvorlige stunder – der er skåret efter skabelonen: antihelt overvinder egen frygt og vinder pigen og det halve zombierige – bliver det hele bare for pænt og klodset.
[image=42934]