Efter at have bistået med det toneangivende i fornyelsen af svensk komik med de jævnt letfordøjelige “Jalla! Jalla!” og “Kopps”, er der åbenlyst kommet nye boller på suppen for den svensk bosatte filminstruktør Josef Fares. Således er hans allerseneste opus “Zozo” et dybt personligt og på samme tid fortvivlende billede af en ubønhørlig krig set igennem en tiårig purks bedrøvelige øjne. Alligevel er det svært at blive synderligt bevæget.

Mulighederne for et personligt engagement skulle da ellers være til stede. Således følges Zozo (Imad Creidi), der står med begge fødder solidt plantet i Beiruts sønderbombede gader under Libanons inhumane borgerkrig anno 1987 og drømmer sig langt, langt borte. Ungersvendens højtelskede bedsteforældre lever nemlig i fred og fordragelighed i Sverige, hvor sidste krig efterhånden ligger adskillige hundrede år tilbage. Hvordan de er kommet dertil, får vi nu ikke at vide, men det er i hvert fald planen, at resten af familien, der tæller far, mor, søster og bror, skal følge trop så hurtigt, det er dem muligt. Så vidt kommer det imidlertid aldrig, da et bombeangreb kort inden afrejse får gjort godt og grundigt kål på alle Zozos nærmeste. Men Zozo tilhører den ukuelige art, og som eneste overlevende sætter han sig derfor for at komme til Sverige for at blive genforenet med bedsteforældrene og for at starte på en frisk.

Det er grangiveligt ingen overdrivelse at påstå, at libanesiskfødte Josef Fares har skelet til italienske Roberto Benignis poetiske realisme, som den blandt andet gør sig gældende i kassesuccessen “Livet er smukt”. I hvert fald skabes der i “Zozo” en tilsvarende fabulerende stil med en varm, fyldig farvepalette og et temmelig utroværdigt billedsprog, hvor selv dyrene tillægges menneskelige egenskaber. Således får Zozo følgeskab af en talende, og alvidende, kylling under den indledende del af sin lange rejse. Af helt samme årsag bliver det da også svært for os for alvor at tro på den unge guts krævende projekt, selvom Fares formodentligt har haft ganske selvbiografiske bagtanker, alt den stund han selv kom til Sverige på tilsvarende præmisser tilbage i halvfjerdserne.

Skæbnedramaet om den traumatiserede Zozo hviler selvfølgelig i høj grad på libanesiske Imad Creidis skuldre, idet det er op til ham at konsolidere filmens centrale skikkelse. Desværre formår han ikke at indfri de store forventninger. I rollen som den tiårige Zozo virker han nemlig – og det er faktisk både i ansigtsudtryk og i sin generelle ageren – alt, alt for kunstig. Og derfor får man ufatteligt svært at tro på ham, endsige interessere sig nævneværdigt for ham.

Men nu skal det imidlertid ikke hedde sig, at “Zozo” er fuldstændigt blottet for kvaliteter, for det er i hvert fald ikke tilfældet. Således tager Fares immervæk ganske interessante emner op i løbet af de godt halvfems minutter, vi har fået lov til at følge med på Zozos lange færd. Konflikter er der mange af men dog mest udtalt, da Zozo er nået til Sverige og er begyndt på den lokale skole. Dermed er kimen lagt til en polariseret flygtningedebat, der, i hvert fald i filmens univers, giver stof til eftertanke hos klassens børn. De giver, til at starte med, Zozo en blandet velkomst med mobning og racisme efter alle kunstens regler. Banalt set handler “Zozo” derfor om vanskelighederne ved at skifte kultur, skifte tro og på alle andre måder bygge bro mellem det gamle og det nye land.

“Zozo” er en film med hjertet på det helt rette sted. De konflikter der bringes op, er desværre dybt relevante set ud fra et globalt samtidsperspektiv. Desværre er den poetisk realistiske indpakning og hovedaktørens manglende formåen de bagvedliggende grunde til, at “Zozo” aldrig er i stand til at bevæge sig ud over det kedeligt jævne niveau.

Video”Zozo” bliver præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Gengivelsen er skarp og markeret men ikke helt uden digital støj og komprimeringsfejl. Farvevalget er lækkert, og især de gullige farver i Libanon fremstår stærkt. Desværre er der også en del variation i både farvetemperatur og stil, omend transferet grundlæggende er i orden.

AudioLydsporet på svensk (som for i øvrigt er det eneste) fremstår i henholdsvis Dolby Digital 5.1 og DTS, hvor sidstnævnte efter normale omstændigheder selfølgelig vil være det oplagte valg. I denne sammenhæng kommer det primært til udtryk, når bomberne falder om ørerne på Zozo i Beiruts sønderskudte gader. Ellers er lyden hovedsageligt et job for fronthøjtalerne, hvor enkelte lydudfald ikke taler lydens sag men generelt fungerer udmærket.

EkstramaterialeIndeværende udgave “Zozo” rummer intet som helst ekstramateriale. Det er en temmeligt stor skuffelse taget i betragtning, at filmens tematisering af kultursammenstødet mellem øst og vest netop kunne give mulighed for flere featuretter med udgangspunkt i emnet i almindelighed og filmen i særdeleshed.