Af: Hasselguff | Udgivet: 2007-12-19


[h2]”Blade Runner” på dvd – ‘The Final Cut’ vs. ‘The Director’s Cut'[/h2]
Ridley Scotts ‘The Final Cut’-udgave af “Blade Runner” har været igennem en omfattende restaurering, hvor hver eneste frame er blevet scannet ind i en computer og renset for skidt, slitage og uønsket filmkorn. Filmen fremstår flottere end nogensinde før, og som Scott understreger i sin introduktion på dvd’en, så afspejler dette nye cut hans egen foretrukne version af sci-fi klassikeren fra 1982.

Men hvad er så forskellen på billedet i ‘The Final Cut’ fra 2007 og ‘The Director’s Cut’, der udkom på dvd i henholdsvis 1997 og 2006? Foruden de mange mindre digitale ændringer, som er blevet foretaget af Scott, er hele filmen også blevet colorgraded på ny, hvorved både filmens kontrast og farveskala er blevet ændret. Vi har inkluderet 1997- såvel som 2006-udgaverne af ‘The Director’s Cut’ i sammenligningen for at illustrere den visuelle udvikling fra den helt oprindelige dvd, over den midlertidige restaurering, der blev foretaget sidste år, til det fuldt forkromede transfer på ‘The Final Cut’. Vi har her valgt en række nøglescener ud, hvor forskellene er særligt tydelige.

Vær opmærksom på, at billederne i denne artikel udelukkende er tænkt som en overordnet sammenligning mellem “Blade Runner”-dvd’erne og ikke en fuldstændig præcis pixel-for-pixel analyse. Hensigten er at illustrere forskelle i farveskala, kontrast og så naturligvis de nye effekter. Billederne er blevet reduceret i størrelse fra originalkilden, og ikke alle billeder er taget fra præcis samme frame i filmen.

Klik på sammenligningerne for at se dem i stor størrelse.
[h2]Billede 1: Åbningssekvensen[/h2]
I forhold til de to udgaver af ‘The Director’s Cut’ er åbningssekvensen i “Blade Runner” gjort lysere, så man kan se flere detaljer i det industrielle landskab omkring Los Angeles anno 2019. Billedet udviser en mere grønlig nuance, hvilket er generelt for hele transferet – det ses tydeligt i scener, som tidligere var badet i blåt lys. Læg desuden mærke til, at billedet på ‘The Director’s Cut’ fra 1997 er smallere, idet sorte lodrette bjælker skjuler information i begge sider.


[h2]Billede 2: Nærbillede af øjet[/h2]
I det ekstreme nærbillede af Holdens øje ses den forbedrede kontrast, hvor pupillen og iris er mørkere og bedre defineret samt de reducerede filmkorn, der gør det lettere at se fine detaljer som blodårerne. I det andet nærbillede, hvor den store eksplosion spejles i øjet, er der blevet tilføjet en lille animation af pupillen, der trækker sig sammen.

[h2]Billede 3: Tyrell-pyramiderne[/h2]
Sammenligner man indflyvningen til Tyrells to pyramider i ‘The Final Cut’ med de to foregående udgaver, er der væsentlig mindre støj i billedet, og det er klart lettere at skelne pyramiderne fra den mørke baggrund. I udgaven fra 1997 er den bagerste pyramide næsten helt forsvundet på dette screenshot. Kigger man på røgen i forgrunden, vil man igen se den mere grønlige farvenuance, som kendetegner det nye transfer.

[h2]Billede 4: Battys blege hånd[/h2]
Denne indstilling af Battys hånd afslører, at replikantens død nærmer sig, og ses under introduktionen af Rutger Hauers karakter. Billedet stammer oprindeligt fra en anden scene, og passede derfor ikke visuelt med den scene, hvori det optræder i filmen. I begge ‘The Director’s Cut’-udgaver er den mørke baggrund den samme, omend man i 2006-udgaven har gjort hånden meget blegere. I ‘The Final Cut’ har Scott imidlertid skiftet hele baggrunden ud, skruet på farverne og tilføjet neonrør, så billedet nu passer ind i scenen.

[h2]Billede 5: Nærbillede af Batty[/h2]
Denne indstilling med Batty er ligeledes taget fra en senere scene, hvor han konfronterer Tyrell og forsøger at få forlænget sit liv. Læg mærke til Tyrells tommelfinger til venstre i billedet af ‘The Director’s Cut’. Indstillingen optræder to gange i filmen, dog er den her blevet spejlet i forhold til scenen med Tyrell, og så har den fået tilført en ny baggrund i ‘The Final Cut’, hvor også farverne er blevet ændret markant. For at fjerne Tyrells tommelfinger er billedet blevet rykket en anelse til venstre.

[h2]Billede 6: Enhjørningen[/h2]
Det, der tidligere lignede en drøm om en enhjørning, er i ‘The Final Cut’ snarere en åbenbaring, som Deckard får, mens han sidder ved sit klaver, og som ansporer ham til at studere Leons billeder nærmere. Forskellen på farverne i alle tre versioner er her meget markant. Scenen med enhjørningen er desuden lidt længere i ‘The Final Cut’.

[h2]Billede 7: Billedet af Zhora[/h2]
I billedet af Zhora, som Deckard printer ud fra sin computer, er kontrasten ikke kun forbedret, men der er også fikset en visuel bøf, idet kvinden på billedet i ‘The Director’s Cut’ ikke var Joanna Cassidy. I ‘The Final Cut’ er der blevet lagt et billede af Cassidy ind over den anden skuespillerinde, mens hendes tatovering i ansigtet nu også matcher den, vi ser på Zhora senere i filmen.

[h2]Billede 8: Slangens skæl[/h2]
I scenen, hvor Deckard opsøger den asiatiske kvinde, som analyserer Zhoras slangeskæl, har Scott ændret nummeret på skællet, så det matcher de tal, kvinden læser op.

[h2]Billede 9: Udskiftet ansigt[/h2]
En af de mest omtalte ændringer i ‘The Final Cut’ er udskiftningen af stuntkvindens ansigt med Joanna Cassidys i scenen, hvor hun bliver skudt i ryggen og løber igennem glasruderne. Cassidys ansigt er blevet tilføjet digitalt og ændringen fungerer fint, til trods for, at effekten ikke er fuldstændig sømløs.

[h2]Billede 10: Deckard i Sebastians hjem[/h2]
I scenen, hvor Deckard opsøger Sebastians hjem, er farverne i nogle passager skruet over i det klart mere rødlige, hvor de særligt i 1997-udgaven er meget matte og mørke. Det lysere billede har dog også gjort det sværere at se f.eks. neonskiltet uden for vinduet.

[h2]Billede 11: Udskiftet fabriksbygning[/h2]
Igen en af de større ændringer, hvor Scott har skiftet det fuldstændig malplacerede billede af en almindelig fabriksbygning og en klar blå himmel ud med et passende dystert mattepainting. En klar forbedring fra de tidligere udgaver.

Læs anmeldelsen af HD-DVD udgaven af “Blade Runner – The Final Cut”

Gravatar

#1 Dj Ladze 16 år siden

Superfed artikel! Rigtig godt arbejde Hasselguff, det var virkelig interessant læsning. Jeg glæder mig endnu mere til at se Final Cut-versionen herefter din gennemgang. :)
WHO WATCHES THE WATCHMEN?
Gravatar

#2 thomas040 16 år siden

så den i en biograf i new york

den er VOLDSOM fantastisk god!
Failure is a zero out.
Gravatar

#3 filmz-mikl 16 år siden

Udmærket gennemgang, men det er svært at bruge sammenligningerne til noget når billederne efterfølgende er komprimeret med jpg-komprimering, da det så er umuligt at se komprimeringsforskellene på dvd'erne. Billederne burde være blevet lagt op ukomprimerede.
Gravatar

#4 MakeItMonkey 16 år siden

er det bare mig eller er 06 udgaven mest lækker?? (udover billedet med bygningen, hvor 07 udgaven sre nice ud)
Gravatar

#5 mr gaijin 16 år siden

Interessant. Det ville være godt med flere af denne type sammenligninger. Eventuel HD-sammenligninger med almindelige udgaver. Jeg tror mange stadig skal overbevises om fordelene ved HD.
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#6 filmz-Bruce 16 år siden

#4 Man kan desværre ikke stole på screenshots. Udover filformater, komprimering, skalering af billedstørrelse og lignende, så skal der tages hensyn til brugerens skærmopløsning ifht. billedets opløsning, skærmen, grafik indstillinger, farvetoner, kontrast, lys, gamma etc.

Samme screenshots fra HD DVD udgaven af Space Cowbows. Første billede er ikke manipuleret.

1

Andet billede er manipuleret af projektor anmelderen iht. hvordan billedet FAKTISK opleves, på den givne projektor.

2

Det er en stor ligning, med en ufattelig masse ubekendte. Som Filmz har gjort rigtigt her, kan man guide brugeren i den rigtige retning og forklare differencerne og vælge den subjektiv bedste. Men man kan ikke selv træffe beslutninger udfra screenshots alene, fordi de langtfra er så entydige i deres udtryk, som man kunne tro.

Skulle jeg vælge ene og alene udfra disse screenshots, så ville jeg være tilbøjelig til at synes mere om farvetonerne fra 2006 versionen. Men det tvivler jeg på, når jeg ser for mig selv.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#7 dfms 16 år siden

#5 "Jeg tror mange stadig skal overbevises om fordelene ved HD."

Vi behøver ikke overbevises om HD, men vi vil fan'me KUN ha' et/en/1 HD-format, så fat' det ! :-(
Gravatar

#8 filmz-Kadann 16 år siden

#7 -

Well, når man kan få kombi-afspiller til en fornuftig pris på den anden side af nytår, er det jo ikke det store problem at der er to formater.
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#9 dfms 16 år siden

#8 Hvis du tror butikkerne gider have tre formater (SD/HD/BR) af den samme film, stående på hylderne. Så tror du også på julemanden.
Gravatar

#10 filmz-Kadann 16 år siden

#8 -

Det må jeg så åbenbart gøre, eftersom butikkerne har det, f.eks. TP, Axelmusic og Blockbuster.
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org

Skriv ny kommentar: