Kavaleriet kommer!

De fleste billeder i “12 Strong” er set før. Enkelte af dem er hentet fra virkeligheden. Som billederne af World Trade Center, der styrter til jorden d. 11. september. Bin Laden, der taler og gestikulerer sit ’Død over Amerika'. Bush med bekymrede miner. Andre billeder føles bare som genbrug. Grædende kvinder og børn, der må se familiefar drage i krig for at forsvare fædrelandet. Soldater, der skriver det svære brev hjem, hvis nu det værste skulle ske. Selv samme soldater, der råber det obligatoriske ’Don’t you quit on me!' til den sårede kammerat, når det værste sker. Men midt i denne anonyme tjekliste af en krigsfilm er der ét billede, der skiller sig ud: En flok amerikanske soldater, som angriber afghanske tanks og missiler – på hesteryg!

Det er næsten lige så absurd som danske “9. april”, hvor Pilou Asbæk måtte møde de invaderende nazister fra sin cykel. Men denne gang er det altså ikke materielt underlegne danskere, det handler om. Det er verdens militære supermagt, som rider rundt mellem dalende bomber og skydegale talebanere. Endnu mere mærkeligt. Men den er god nok. “12 Strong” har i hvert fald udgangspunkt i den sandfærdige historie om en af de første militæraktioner i Afghanistankrigen. Titlens tolv er sendt af sted for at assistere en lokal krigsherre, der deler USA’s lyst til at fjerne talebanerne fra magten. Og det foregår altså bedst til hest på de kanter.

Det er endda en dansker, der svinger pisken over det her amerikanske krigsridt. Instruktør Nicolai Fuglsig debuterer simpelthen med et patriotisk krigsepos under blockbuster-producenten Jerry Bruckheimers vinger. Fuglsig har en fortid som fotojournalist og med reklamefilm. Nu er han trådt direkte ind på den filmhylde, hvor man arbejder med skuespillere som Chris Hemsworth og Michael Shannon.

Det er desværre ikke meget, han får ud af sine dygtige skuespillere. “12 Strong” er en krigsfilm uden karakterer. Der er ikke tid til at lære dem at kende. Et bekymret blik mod CNN, hvor tårnene falder. En tung, men hurtig afsked med familien. Og så er vi ellers i krig. Michael Shannon er en af tidens mest karismatiske skikkelser, men selv han forsvinder, når han skal kæmpe med replikker à la ’Hvordan kan vi både elske vores familier og forlade dem for at gå i krig?' Der er for mange af den slags øjeblikke, der kunne stamme fra enhver anden krigsfilm. For få, der føles særegne for “12 Strong”. Og de har alle med heste at gøre.

I det mindste er der en fornemmelse for, hvor kompliceret det er at føre krig i Afghanistan. Det kan godt være, at George Bush kunne sige, at man enten var med eller imod. Men virkeligheden er ikke altid så nem at inddele. Vores fjenders fjender er ikke nødvendigvis venner. Det kan godt være, at stridende stammer kan enes om at fjerne Taleban – men hvad sker der, når den fælles fjende er væk, og amerikanerne blot er endnu en stamme blandt mange? Det er klædeligt, at den slags nuancer får lov til at blande sig med den patriotiske sejrssødme.