Ondskabens hotelværelseHvis vægge kunne tale, hvad ville de så fortælle? Det har muligvis været sådan en tanke, gyserforfatteren Stephen King har haft, da han skrev “1408”, der nu har nået det store lærred. Titlen “1408” er det hotelværelse, hvor handlingen udspiller sig, og tager man tværsummen af disse tal, lander man på ulykkens tal, 13. Paradoksalt nok gælder tallet ikke kun hotelværelset men også filmen, som er en ulykke i sig selv.

Forfatteren Mike Enslin lever af at besøge de hoteller, som siges at være hjemsøgte eller præget af mystik. Derefter skriver han om det i sine bøger, og giver karakter efter hvor uhyggelige de er. Han har ved sine mange hotelbesøg aldrig oplevet hverken spøgelser eller onde ånder, som han heller ikke tror på findes. Men så en dag bliver han opfordret til at besøge The Dolphin Hotel i sin tidligere hjemby, New York, og bo på værelse 1408. Den opfordring tager Mike til sig, men det skal vise sig at være lidt af en udfordring at komme til at bo på det værelse.

Den stædige hotelbestyrer Gerald Olin, som for alt i verden ikke ønsker, at der er nogen, der tjekker ind på værelse 1408, gør alt, for at Enslin skal ombestemme sig. Med tilbud om at Enslin kan bo på et af hotellets mest eksklusive værelser, få dyr cognac samt indblik i de tidligere sager fra værelse 1408, prøver han at tale Enslin fra at overnatte på værelse 1408. Men Enslin insisterer, og da han langt om længe kommer op på værelset, gør han sig klar til en nat, som han har gjort det så mange gange før. Han har sin diktafon og en enkel cigaret, han kan nyde som det sidste, hvis dommedag pludselig skulle indtræffe, og Jorden gå under. Det bliver dog hurtigt klart, at denne nat vil overgå alt, hvad Enslin overhovedet kunne forestille sig.

Det vil næppe komme som en overraskelse, at Mike Enslins nat på værelse 1408 bliver præget af begivenheder, der strækker sig lige fra spøgelser og onde ånder til en syndflod. Samtidig kæmper vores hovedperson med en galopperende paranoia, der nærmer sig sindssyge. Desværre er det sådan, at hændelserne allerede fra start af går over gevind. Det virker ganske enkelt ikke troværdigt, at så ekstreme ting sker i et hotelværelse, hvilket fjerner spændingen fra filmen. Man bliver ikke overrasket over de ting, som sker, hvilket til dels skyldes filmens musikscore, der lægger op til størstedelen af de chok og overraskelser, filmen gerne vil byde på.

Når man først ved, at der skal til at ske noget, så udebliver den chokeffekt, som ellers var tiltænkt og efterlader “1408” uden hverken gys eller spænding. Historien er i det hele taget svær at tage alvorligt, fordi man allerede i starten af filmen hører, at hotellets ledelse ikke vil lukke værelset, fordi det giver dårlig publicity. Med det må de jo mene, at det er en langt bedre reklame for hotellet, at folk tager deres eget liv ved at springe ud af vinduet, falde tretten etager ned og ligge som en knust kokosnød på fortovet foran hotellet. Det er fint nok, at handlingen er tiltænkt at skulle foregå på værelse 1408, men man kunne godt have fundet en lidt bedre indledning end den søforklaring, vi får serveret.