I den første egentlige scene i “16 Blocks” ser vi et aggressivt politihold, som skrigende og råbende bryder ind i en tilsyneladende idyllisk, lille lejlighed. Hurtigt viser det sig dog, at der ikke er megen grund til at være så energisk, da alle i lejligheden er døde. Udmattet og ligeglad beder en af betjentene om at få den mest ligegyldige, unødvendige politimand sendt derop til blot at vente på, at retsmedicineren ankommer. Den allersidste person, man under normale omstændigheder formoder dukker op, er Bruce Willis. Træt og haltende begiver han sig op ad trappen, før han slæber sig selv hen til et køkkenskab og snupper den nærmeste flaske sprut.

Willis’ rolle som politimanden Jack Mosley er lysår væk fra “Die Hard”s John McClane og de talløse andre helteroller, som den 51-årige herre har påtaget sig. Man mindes endda lidt Jack Nicholsons forrygende og nærmest chokerende præstation i “Rundt om Schmidt”, som ligeledes var en kraftig afvigelse fra skuespillerens eget glansfulde image og tidligere, mere stærke, selvsikre roller. Willis udnytter muligheden til fulde og demonstrerer, at han stadigvæk kan mønstre godt skuespil. Det er mandens bedste præstation i årevis.

Til gengæld er filmen ikke nær så mindeværdig som Willis, eller hans morsomme medskuespiller Mos Def for den sags skyld. Instruktør Richard Donner var engang populær og succesrig nok til at vælge næsten hvilket som helst projekt, han ønskede at være involveret i. Efter en lang række bommerter og semi-flops er Donner rykket længere ned ad den filmiske rangstige, og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at han endnu en gang har kastet sig over et projekt, der ikke ligefrem får klokkerne til at ringe.

Konceptet er ikke helt tåbeligt. Willis’ afdankede betjent Mosley er en mand, som hverken irriterer eller gør sig bemærket hos kollegaerne. Han får endnu en tilsyneladende kedelig standardopgave, der går ud på at afhente et vidne (Mos Def) og transportere vedkommende til retssalen inden klokken tolv, hvor juryen skal begynde at evaluere beviser og diverse vidneudsagn. Uheldigvis for Mosley ved vidnet en masse om nogle korrupte politibetjente, som ihærdigt forsøger at forhindre den overraskende ærefulde Mosley i at nå frem til retten i tide med vidnet i behold.

Men det bliver desværre meget hurtig klart, at filmens manuskriptforfatter, Richard Wenk, ikke har haft meget andet i sprøjten end det gode koncept. Efter en glimrende og lovende start bliver vi konfronteret med en lettere sløv midterdel, som på et tidspunkt synes at gå helt i stå, før det hele ender med et forudsigeligt antiklimaks. De stereotype skurkes motiver viser sig at være lige så kedelige og ordinære som ventet, og ingen af karaktererne får lejlighed eller lov til at udvikle sig ordentligt, hvilket der ellers er rig mulighed for under flere af filmens halvsløve passager.

Willis og Mos Def (som måske godt kunne have benyttet sig af en lidt mere medgørlig stemmeføring) er et godt makkerpar, som har mere end nok karisma til at gøre filmen let at komme igennem. David Morse er også god som den korrupte betjent, der leder jagten på det flygtende par, men hans skuespillerevner bliver heller ikke just sat på den hårdeste prøve takket være et manuskript med talrige tynde personskildringer. Visuelt og auditivt er filmen godt skruet sammen, men i sidste ende er det alt sammen ikke nok til at gøre en ellers så lovende film til nogen særlig mindeværdig oplevelse. Donner, nu må du altså snart tage dig sammen…

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “16 Blocks” ser for det meste ud som intenderet. Filmens unikke look med dets flittige brug af matte, drænede farver bliver præsenteret uden mærkbare tilfælde af digital støj, snavs eller pletter. Her er dog en smule udtværing, som især under en enkelt scene er meget tydelig.

AudioScanbox har igen leveret et par øjensynligt solide lydspor, der besidder en sprudlende bund, masser af formidable panoreringer, god atmosfære og effektiv brug af hele kanalnetværket. Men uheldigvis er der et enkelt minus ved både discens Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 spor, som forhindrer dem i at score topkarakter i modsætning til mange af de andre lydspor, som selskabet har udgivet for nylig. Tests af dvd’en på flere forskellige afspillere afslører, at lyden er en anelse ude af sync. Problemet er ikke særlig mærkbart i starten af filmen, men omtrent halvvejs igennem bliver problemet tydeligere. Vi taler kun en forsinkelse på én eller to frames, men det er nok til at irritere under flere af filmens dialoger, hvilket bestemt ikke er optimalt i en ofte intens spændingsfilm som “16 Blocks”.

EkstramaterialeHer er en alternativ slutning, som af ukendte årsager bliver præsenteret i billedforholdet 1.85:1. Scenen byder på en enkelt markant afvigelse fra den slutning, som figurerer i den endelige udgave af filmen. Selvom denne slutning er mindre forudsigelig end den, som instruktør Richard Donner i sidste ende valgte at smække ind i filmen, så virker den samtidigt også mere forceret og påtaget. Der er næsten 20 minutters flere slettede scener, der alle bliver kommenteret af Donner og manuskriptforfatter Richard Wenk. De er fine nok, men man kan sagtens forstå, hvorfor de alle blev sakset, og man vil næppe studere dem mere end én gang.

Til slut byder skiven på trailers til “16 Blocks”, “Stormbreaker”, “Black Dahlia”, “Trust the Man”, “Lucky Number Slevin”, “The King” og “She’s the Man”.

Hvis der findes en skuespiller i dag, der kender rollen som politimand med livet imod sig, er det Bruce Willis. I “16 Blocks” giver han den atter som antihelt og har denne gang fået følgeskab af Mos Def, der spiller en uheldig straffefange.

Der er blevet gjort ikke så lidt ud, af at få den 51-årige Bruce Willis til at se ekstra hærget ud denne gang. I skikkelse af New York betjenten Jack Mosley er han blevet udstyret med en lille vom, rande under øjnene og daggamle skægstubbe. Samtidig slæber han også haltende rundt på et alvorligt alkoholproblem, er på antidepressiv medicin og er generelt så træt af dagen og livet som man kan være. Det bliver ikke bedre for betjent stakkels Jack Mosley, da han en morgen efter en nattevagt bliver bedt om at transportere en fange, der skal vidne foran et nævningeting. Modvilligt påtager Jack sig opgaven, der umiddelbart virker ligetil. Fangen, ved navn Eddie Bunker, er dog ikke en helt almindelig mand – han jages af nogle meget magtfulde mænd, hvis liv han kan ødelægge godt og grundigt med det, han har at fortælle juryen. De to mænd har da heller ikke kørt langt før de bliver beskudt, og pludselig befinder sig på vild flugt gennem New Yorks menneskemængde. De har to timer til at nå retsbygningen, der ligger 16 blokke væk, men det er lettere sagt end gjort, når en mindre hær af bevæbnede mænd er lige i hælene på dem.

“16 Blocks” er instrueret af Richard Donner, der bestemt godt kan finde ud af at skrue en actionfilm sammen. Denne film har da også nogle ganske udmærkede scener, der både er spændende og velkomponerede. Kulissen New York er blevet udnyttet til fulde, og filmen har en seværdig realisme. Menneskemylderet, de små stinkende baggyder og forfaldne bygninger og en gennemgående fornemmelse af panik og sveddryppende storby, giver filmen en rå og upoleret charme.

Bruce Willis kan rollen som Jack Mosley i søvne, og der er ikke rigtig noget nyt i den afdeling. Heldigvis har man undladt at gøre hans makker til en hurtigsnakkende vittighedsmaskine, og ladet Mos Def spille rollen som Eddie Bunker langt mere følsomt. Han er sårbar, har personlighed og er filmens bedste, bortset fra at hans nasale stemme bliver en kende irriterende efter en halv time, men kan man overse det, så er det forfriskende med et anderledes makkerpar end den kække sorte mand og den hårdkogte, hvide strømer vi har set så tit.

Desværre formår de to hovedpersoner aldrig helt at udnytte de muligheder de har for at bruge hinanden, og samspillet mellem dem når aldrig derop hvor det begynder at gnistre. Men selv om ideen med de to menneskelige modpoler, der finder styrke i hinanden og viljen til at ændre deres liv til det bedre, er set så mange gange før, er det stadig en god drivkraft i en film, der dog ikke udnyttes til fulde denne gang.

Umiddelbart ligner “16 Blocks” en ganske almindelig actionfilm med et forudsigeligt plot, og en historie, der er set før, og det er desværre også hvad den er når alt kommer til alt. Det er som om den står mellem to stole. Filmen vil gerne have følelser og vise troværdige personer, men samtidig også underholde med vilde skydescener og up-tempo action. Man kunne formode at intentionen var at lave en actionfilm, der til forskel fra de fleste i den genre, også har lidt indhold, men det er bare ikke lykkedes helt, da de stille scener mest af alt virker som små påtagede mellemspil mellem kugleregn og biljagter.