Den store film om 1. verdenskrig har manglet. Det gør den ikke længere – pladsen er nu taget af “1917”.

Sam Mendes har fundet sin inspiration fra de bedste film om den største filmkrig – 2. verdenskrig, der har fordelen af nazister, jøder og Holocaust.

“1917” er missionen på landjorden fra “Saving Private Ryan“, tidspresset fra “Dunkirk” og det ene klip fra “Sauls søn“.

De er blandt krigsgenrens bedste forbilleder, som nu mikses af Mendes til den store film om Den store krig, som 1. verdenskrig blev kaldt, før man kendte til den anden.

Og så er det en præstationsfilm. Selv om Roger Deakins har snydt lidt undervejs, så er det umuligt at se, hvornår han klipper. Det ligner et ‘one take’.

Deakins’ kamera er konstant ved de to unge soldater på mission – Blake og Schofield – som nu må finde og advare 2. bataljon om tyskernes bagholdsangreb.

Herfra tager de to på tur igennem krigshærgede omgivelser skildret så intenst, at Politikens anmelder efter få minutter måtte flytte sig fra forreste til bagerste række.

Kameraet hviler aldrig. Hele tiden af sted med de to – krigens Frodo og Sam, der skal forhindre flere tab af liv til den militære maskine.

Ned i en vandgrav midt i ingenmandsland, videre til en underjordisk barak af den ustabile slags og på flugt ned i en flod så brusende som i “The Revenant”.

Det er død, mudder, rotter og ødelæggelse med sympati for soldaterne – aldrig de krigende parter.

For i “1917” handler det ikke om krigspolitik hos de højst dekorerede generaler, men derimod om soldaten i felten, som følges med det solidariske ‘one take’-blik.

Roger Deakins blærer sig nemlig ikke unødigt med sit ustoppelig kamera, der nægter at klippe sig frem igennem det hærgede landskab.

Det ene, lange klip skaber samhørighed med de to på mission og en fornemmelse af at være med på tur. Af strabadserne. Frygten. Meningsløsheden. Det hele rummes i det ene klip.

Men der er ikke tale om et endimensionelt klip fra start til slut. Derimod skaber Mendes fornemmelsen af en større verden, hvor Blake og Schofield – som Frodo og Sam i “Ringenes herre” – kunne have truffet andre valg – taget en anden rute. Eller givet op.

Den fornemmelse støttes af et rutineret birolle-galleri af navne som Colin Firth, Mark Strong, Benedict Cumberbatch og Richard Madden, som alle spiller en rolle derude på den store slagmark.

Naturligvis findes der klassikere om 1. verdenskrig som “All Quiet on the Western Front” og “Paths of Glory”, men den store moderne film om Den store krig har manglet.

Nu er pladsen optaget af “1917”.