Dumper bilmagasinet Vmax fast ind af brevsprækken hver evig eneste måned? – Hvis ja, så er du ikke gået helt forkert i byen. “2 Fast 2 Furious” er primært en film for mænd og drenge med benzin i blodet og med hang til action uden det store plot, og der bliver hverken sparet på benzin eller action i denne film.

Jeg må tilstå og sige, at jeg aldrig har været den store fan af den første af filmene “The Fast and The Furious”. Det er en flot film med fede biler og “søde” barmfagre modeller der bruger enhver tænkelig lejlighed til at gnide sig lidt op ad kølerhjelmen. Men den første film var stort set også uden historie. Det hele var bare en kæmpe undskyldning for at brænde så meget lattergas og gummi af som overhovedet muligt på de 106 minutter som den varede. Men alligevel formåede den at blive en stor økonomisk succes og en flot film (sådan rent visuelt).

Fortsættelsen lider lidt af samme problem, men den har da heldigvis lidt mere historie og indhold, selvom det stadig virker en anelse tyndt.

Fra “Boyz N the Hood” til “Pop the Hood”Det overraskede mig da jeg første gang hørte det var instruktøren John Singleton der skulle stå for filmen. Hvad skulle han dog der? Måske mere vigtigt, hvad ville han dog der, manden bag store film som “Boyz N the Hood”, “Higher Learning” og “Rosewood”? En instruktør der hovedsageligt har beskæfigtiget sig med noget mere dybsindige film om bl.a. ansvar, racisme og de sociale problemer der opstår deraf, skulle nu instruere en action film om Street Racere? Jeg var forvirret, og er det måske stadig. Det bliver interessant at høre om valget på kommentarsporet på DVD’en (hvis et sådanne bliver inkluderet).

Om hans medvirken så er en succes kan diskuteres. Den er i mine øjne bedre end etteren, det gælder historiemæssigt (ikke meget, men lidt har også ret) men også teknisk. Både lyd og billede virker mere intenst i efterfølgeren. Selvom at det er en action film, så er det helt sikkert ikke alle action fans der vil blive lige begejstret for den, dertil er den måske lidt for bilpræget. Det drejer sig i høj grad om bilerne, og ikke så meget om dem der sidder bag rattet, de er degraderet til bi-roller mens køretøjerne har scoret hovedrollerne.

Selve historien om to gutter (helst også to forskellige racer/nationaliteter) der skal arbejde sammen, men som egentlig ikke kan lide hinanden, er set utallige gange før (“Die Hard 3”, “48 Timer” og senest i “National Security”). Det virker som om at filmselskaberne mener at det er en international formel, der kan garantere succes i biograferne. Men det forholder sig desværre ikke sådan, i hvert fald ikke hver gang. Det er simpelthen et for tyndslidt koncept, især hvis det eneste krydderi på tilværelsen er en lang række hurtige og fede sportsvogne.

Man mister ligeså hurtigt interessen for historien som bilerne kan trække fra 0-100. Ærgeligt men sandt. Det ville have været rart at se bilerne og Singelton blive brugt til noget mere idéfyldt.