24 timer – Sæson 6
Udgivet 28. mar 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Med de indledende ord in mente er sjette ombæring af “24 timer” ført an i et hæsblæsende tempo af enmandshæren – den afstumpede Jack Bauer – nu stadig underholdning for alle pengene. Efter et længere og ganske ufrivilligt ophold i kinesisk fangenskab er den højtråbende CTU-agent nemlig tilbage – som del af en politisk studehandel – på amerikansk jord. En lang række bombeanslag bekymrer amerikanerne, og eneste måde for at sætte en stopper for de destruktive handlinger er angiveligt at få fat i hjernen bag, Al-Assad. Den mulighed foreligger, men kun med Bauers liv som indsats.
Alligevel har nærværende sæson ikke samme grad af rummelighed eller originale tiltag. Bauers iltre forsøg ud i kamp mod storkriminaliteten er stadig spektakulære og voluminøse i al deres udfoldelse, men serien mangler ikke desto mindre større opfindsomhed, og diverse sammenstød med den kriminelle underverdens toneangivende ansigter ligner mest af alt gentagelser og fantasiforladte drejninger i fortællingen. Dobbeltmoralen er desuden tyktflydende overalt – særligt i de magtfulde korridorer i Det Hvide Hus forstås, men klicheerne driver nu ned ad væggene på alle planer, og karaktererne er for det meste også helt uden nuancer, ligesom serien som sådan er en kende for konstrueret.
Trods nervepirrende situationer og storstilede aktioner er man som seer dog aldrig for alvor i tvivl om, at CTU’s korrumperede besætning nu nok skal klare skærene og redde amerikanerne og de omgivende verdenssamfund fra både atombomber og andre forestående farer. Hertil besidder sjette sæson af “24 timer” ikke samme krumtap, som gjorde de første sæsoner – og ikke mindst konceptet bag – så fascinerende. I tilgift er serien moralsk set blevet stadig mere uforsvarlig, og selv om det godt nok ikke stiller specifikke krav at lave serier af denne kaliber, må det være på sin plads at efterlyse en smule ansvar. Det er i denne ombæring tilsidesat – sammen med menneskerettighederne – og i stedet erstattet af en dybt bekymrende moral – men underholdningen er dog intakt.
Med “24 Season 6: Inside the Writers’ Room” tilbydes en rundbordssamtale mellem manuskriptforfatterne Evan Katz, Howard Gordon og Manny Coto, mens “24 Season 6: Opening With a Bang” er en mindre feature om tilblivelsen af en specifik scene i første afsnit. “Cameo” er uddrag fra en scene involverende “The Office”-stjernen Ricky Gervais, mens “24 – Webcast Diaries” med udvalgt crew ved rattet viser rundt i seriens kulisser. Endeligt byder udgivelsen på trailers for serien – de såkaldte mobisodes – og et helt afsnit af serien “Prison Break Season 2”. En varieret og sofistikeret blanding.
Sjette sæson af “24 timer” er mindst lige så actionfyldt som sine fem forgængere. Og måske netop derfor virker serien – i udtalt grad i hvert fald – en smule metaltræt i koderne, for egentlig nytænkning er der nemlig ikke tale om. Samtidig præger den manglende moralske ballast, der giver sig til udtryk igennem en tydelig forherligelse af tortur og en stereotypisering af fjendebilleder. Men underholdende er det nu stadig, om end serien hyppigt virker en kende fantasiforladt og monoton og i for høj grad bygger på et amerikaniseret og unuanceret billede af verdenssamfundet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet