En kræftsyg komedie

Man kan nærmest ikke undgå at skabe kontroverser, når man laver en film, der mikser humor med et gravalvorligt tema som kræft. Ikke desto mindre er det dét, der gøres i instruktøren Jonathan Levines nyeste film, “50/50”. På trods af den på papiret lidt akavede cocktail så slipper filmen ganske fint af sted med sin vovede pærevælling – ikke mindst takket være Joseph Gordon-Levitt og Seth Rogens herlige præstationer i hovedrollerne.

Adam Lerner (Gordon-Levitt) lever en normal, sund tilværelse. Han ryger ikke, han dyrker masser af motion, og han kunne ikke engang drømme om at gå over for rødt i trafikken. Alligevel spænder uretfærdigheden ben for Adam, da han pludseligt får at vide, at den smerte, han har haft i ryggen, faktisk er en ondartet kræftknude. Som enhver anden kræftpatient bliver Adams liv vendt på hovedet på et splitsekund. Oven i hatten takler personerne omkring Adam sygdommen på vidt forskellige måder, der til tider frustrerer og sårer mere, end de gør gavn. Med en overbekymret mor, en far med Alzheimers, en bedste ven, der bruger kræften som scorereplik, og en kæreste, som vender ryggen til ham, lader det til, at Adams pinsler ingen ende vil tage.

Selvom det umiddelbart kan virke grotesk at tage en grovkornet, humoristisk vinkel på et så vanskeligt emne og tilmed bruge det som punchline, så er det værd at bemærke, at “50/50” faktisk tager udgangspunkt i manuskriptforfatteren Will Reisners egen kamp mod kræften. Seth Rogen, der spiller Adams evigt optimistiske ven, Kyle, er endda Reisners gode ven i virkeligheden. Filmens autentiske rødder har givet Rogen masser af spillerum til at improvisere, da han selv har stået i selvsamme sko som Kyle, og man kan levende forestille sig, hvor opløftende det må være at have en ven som Kyle i sådan en lortesituation.

Rogens mimik og tumpede kommentarer giver filmen det grinagtige præg, som løfter stemningen – såsom da Adam beslutter sig for at barbere sig skaldet og låner Kyles hårtrimmer til formålet, hvor sidstnævnte må indrømme, at det altså er hans “røv-trimmer”, og han vist aldrig har renset den. Rogens på én gang humoristiske og dybfølte præstation er et perleeksempel på filmens fornemme balancegang mellem det sjove og det seriøse.

Der, hvor “50/50” dog virkelig udmærker sig, er i scenerne, hvor Levitt på dramatisk og realistisk vis portrætterer Adams følelse af uretfærdighed, som enhver kræftpatient må kunne relatere sig til. For eksempel da Adam virkelig tilkendegiver sin vrede over hele sin tilværelse over for Kyle. Med sine lungers fulde kraft skriger han så voldsomt og frustreret, at det føles som et slag for alle kræftramte patienter verden over. Det er et skrål, der kryber sig helt ind under huden. En anden scene, hvor Levitt også formår at fremkalde kuldegysninger, er, da Adam får at vide, at kemoterapien ikke virker. Uretfærdigheden står så kraftigt malet i hans ansigt, at det er svært ikke at knibe en tåre.