Big Brother is watching you

“Blade Runner”, “Total Recall”, “Minority Report”, “Paycheck”, “A Scanner Darkly” og “Next”. Ja, listen er uendelig lang og ganske imponerende, hvad angår filmatiseringer af sci-fi-mesteren Philip K. Dicks utallige romaner og noveller. Og nu kommer så endnu én af slagsen: “The Adjustment Bureau”, hvis originale forlæg er novellen “Adjustment Team” fra 1954.

En trind Matt Damon spiller den unge, fremstormende politiker David Norris, hvis karriere i Kongressen slås ud af kurs, da en række uheldige fest-billeder af ham dukker op i den kulørte presse. Endnu mere ud af kurs kommer Norris dog, da han en dag opdager noget, han for alt i verden ikke måtte: Hans og alle andres liv styres ned til mindste detalje af det såkaldte Adjustment Bureau – en hemmelig liga af hattebærende og yderst velklædte mænd, der søger for, at alt forløber efter den store Plan. Desværre for Norris indbefatter hans Plan ikke den smukke danser Elise – spillet af Emily Blunt – som han har forelsket sig hovedkulds i. Han er, erfarer han, nemlig udset til at skulle lede landet som præsident. Og nærmer han sig Elise igen, truer de mystiske mænd med hatte med at slette hans hjerne.

George Nolfi, filmens debuterende instruktør, har tidligere stået bag manuskripter til to andre Matt Damon-film – “Oceans Twelve” og “The Bourne Ultimatum”. Men med “The Adjustment Bureau” træder samarbejdet Nolfi-Damon ind i en ny sfære, både hvad angår genre og karakter. Væk er den cool, veltrænede og handlekraftige mand, som Damon har udviklet til perfektion i især “Bourne”-serien. Som politikeren Norris er Damon konstant tvunget ned i en arbejdsuniform, der består af opknappede skjorter, nydelige slips og anonyme jakkesæt. Desuden er han mindst 15 kilo tungere, end man er vant til at se ham, og intet i nærheden af den fysiske form, filmens plakat lover. Men bestemt troværdig og ikke mindst en interessant karakter at følge i jagten på sin egen skæbne og kærligheden.

Tematisk læner filmen sig op ad en række andre fantasy- og sci-fi-fortællinger med parallelle verdener, mest indlysende “Matrix”-serien og senest “Inception”, men den forsøger dog på intet tidspunkt at fremstå lige så dyster eller gennemført som sine fæller. Nolfis film hælder mere til romancen end den dystopiske fremtidsvision og synes således mere let i sin lyst til at underholde sit publikum end nødvendigvis at give dem svar på alle spørgsmål (og der selvsagt en del, der melder sig undervejs). Filmens absolut stærkeste kort er samspillet mellem Damon og den britiske Emily Blunt. Man tror hele vejen på den pludselige og stormende forelskelse og forstår bestemt, hvorfor Norris ville opgive muligheden for præsidentembedet for en nat med denne skønne kvinde. Hvem ville ikke det? Blunt charmerer subtilt i en af sine bedste roller, og man kan ikke andet end at overgive sig til hendes besnærende mørke øjne, når hun skamflirter bukserne af Damon.

Ligeledes tilføjer go’e gamle Terence Stamp et vist glimt i øjet til filmens fortælling. Da justeringsbureauets andre agenter ikke længere kan holde styr på den utilregnelige Norris, sættes Stamps ellers pensionerede agent Thompson på sagen. Og med tilnavnet “Hammeren” siger det sig selv, at Thompson ikke er sådan én, der lader sig overtale af Norris med søde ord om kærlighed og sjælefrænder.