Tomme tønder buldrer mestDet er pudsigt, hvordan visse film kan forårsage en hvirvelstorm af kontroverser og konflikter, så snart de går i produktion, men når de endelig udkommer, viser de buldrende tønder sig at være forbavsende tomme. “AFR” er ikke en omgang venstreorienteret propaganda, som latterliggør den siddende statsminister eller hans ideologier. Og selvom manden bag titlens initialer, Anders Fogh Rasmussen, myrdes i denne såkaldte mockumentary, promoverer filmen på ingen måde politisk snigmyrderi. I stedet har vi at gøre med et veldrejet og fascinerende filmisk eksperiment, som i stedet for at pirre og frustrere snarere inspirerer og bevæger.

For at citere filmens sluttekster: Skønt filmen indeholder klip fra rigtige begivenheder, er filmen i sin helhed tilstræbt opfattet som et fiktionsværk i slægtskab med mockumentary, satire, parodi og manipulation, og eventuelle sammenfald med virkelige uofficielle begivenheder er tilfældig og utilsigtet. Det er da også tydeligt hele vejen igennem, at filmen er et fiktionsværk. Få halvkendte skuespillere dukker op for en kort bemærkning, mens andre tydeligvis har minimal erfaring. Enkelte karakterer er også så flamboyante, og nogle præstationer så kulørte, at filmens forsøg på at skabe en troværdig, alternativ virkelighed, hvori Fogh formodentlig er blevet dræbt af en homoseksuel elsker, desværre ikke altid lykkes.

Nogle af de iscenesatte interviews virker endda ufrivilligt komiske og ude af trit med resten af filmen. Men meget er også lykkedes for instruktør Morten Hartz Kaplers, som desuden spiller den førnævnte elsker. Æstetisk er filmen enormt raffineret – velvalgt musik, en gennemført lydside og et vældigt sammensurium af ægte og manipulerede optagelser har gjort “AFR” til en af de stilistisk mest interessante danske film længe. Man kan nærmest mærke, at Kaplers’ intentioner har ændret sig under produktionen, og måske er det derfor, midterdelen tit er mildest talt kaotisk.

Men produktionens simple, noble budskab gør indtryk og går bestemt ikke tabt midt i al virvaret. Fortællingens mangfoldige twists og overraskelser skal naturligvis ikke afsløres her, men de fleste vil nok overraskes over, at “AFR” ikke lægger op til ophedet mudderkasten, men i stedet prædiker om forsoning på tværs af forskelligartede ideologier og tankegange. Kærligheden kan inspirere os til at trodse de sociale og politiske grænseskel og kæmpe for fremskridt. Javist, det er et klassisk budskab, og nogle vil måske anklage filmen for at være en smule banal. Men i en tid, hvor politik snarere handler om at nedgøre og tryne end at diskutere og handle, kunne “AFR” ikke være udkommet på et bedre tidspunkt.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmens ophavsmænd har benyttet sig af adskillige gamle, ofte nedslidte klip og derudover et væld af forskelligartede filtre og teknikker for formentlig at gøre de iscenesatte optagelser mere troværdige. Eksperimentet lykkes for det meste, men det har skabt enkelte problemer for dem, som stod for produktionen af dvd-udgivelsens transfer. Kontrasten er generelt stabil, og farverne virker sjældent for mætte eller matte. Billedet er ofte en anelse sløret, og minimal udtværing optræder, men der er ingen enerverende tilfælde af edge-enhancement. Mængden af støj og gryn er overkommelig. De forskellige interviewoptagelser er ikke overraskende filmens flotteste – disse scener fremstår skarpe og farvemæssigt attraktive.

AudioKun få havde formentlig forestillet sig, at en forholdsvis billig affære som “AFR” ville imponere auditivt. Men skivens danske Dolby Digital 2.0 lydspor er overraskende godt. Du skal naturligvis aktivere ProLogic-afvikling på dit anlæg for at få det fulde udbytte af det kompetente mix. Når det er gjort, vågner hele kanalnetværket faktisk op til dåd, og subwooferen er også dejlig aktiv. Et godt eksempel er filmens åbningssekvens, hvor en flyvetur gennem Københavns luftrum suppleres af overbevisende og omsluttende vindlyde og klangfuld musik. Lydniveauet varierer dog lidt, og en sjælden gang imellem synes musikken at overdøve dialogen en anelse. Men under alle omstændigheder er der tale om et af de bedste 2.0-lydspor længe.

EkstramaterialeEfter man har lagt dvd’en i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Breach”, “Spurven – La Vie En Rose” og “Joe Strummer: The Future is Unwritten”. Derudover er der inkluderet to trailere til “AFR” – den ene er den, som kørte i biograferne kort før filmens premiere, mens den anden er fire år gammel og ganske fascinerende (den hævder bl.a., at filmen udkommer i 2005).

“Bag kameraet 2003” (15 min.) indeholder optagelser af Morten Hartz Kapler, der diskuterer filmen, før optagelserne går i gang tilbage i maj 2003. Den korte featurette giver os et intimt indblik i instruktørens kreative proces, og han er velformuleret og interessant. Det samme er han og manuskriptforfatteren Allan Milter Jacobsen og klipperen Rasmus Stensgaard Madsen på kommentarsporet. Alt fra filmens temaer til produktionens tekniske aspekter gennemgås ned til allermindste detalje, og der er ingen betragtelige pauser. Både seriøs indsigt og mere muntre anekdoter tilbydes. Desværre kører trioens kommentarspor ikke helt synkront med billederne.

Der er også inkluderet en række aldeles fremragende interviews med filmprofessoren Ib Bondebjerg (16 min.), advokaten Tyge Trier (13 min.), forfatteren Carsten Jensen (9 min.) og produceren Meta Louise Foldager i selskab med instruktør Kaplers (20 min.). Der diskuteres bl.a. modtagelsen af filmen, dens virkemidler og ophavsmændenes juridiske problemstillinger.

“Rotterdam Int. Filmfestival” (4 min.) er en interessant, om end kortfattet gennemgang af filmens deltagelse på den internationale filmfestival i Rotterdam, hvor filmen vandt hovedprisen. Til slut er der ca. 9 minutters fraklip. Der er tale om en montage af frasorterede scener og ikke muntre brølere fra optagelserne. Et enkelt billede til slut antyder, at instruktør Kaplers snart giver sig i kast med en film om Irak.

Med sit forholdsvis kontroversielle forehavende har Morten Hartz Kaplers indgang til filmbranchen, “AFR”, allerede på forhånd sikret sig anseelig medieomtale. Og selv om den nuværende danske statsminister deri både hænges ud som homoseksuel og også myrdes af sin unge elsker, Emil, der for i øvrigt spilles upåklageligt af instruktøren selv, må det vist påpeges, at det hele mest af alt ligner en lille storm i et glas vand.

Når det kommer til stykket er “AFR” i bund og grund en ganske harmløs lille sag, der blot søger at efterleve mockumentary-genrens helt fundamentale principper, hvor faktuelle optagelser bruges kreativt til at skabe en – i filmkunstens regi – fiktionsfilm i allerbredeste forstand. Og det lægger filmen heller ikke på noget som helst tidspunkt skjul på, ligesom publikum formentligt heller ikke vil tvivle på dens helt igennem fiktive projekt. Så at filmen har stået model til massiv kritik fra særligt Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard skal måske i virkeligheden bare tolkes som et udtryk for hendes skuffelse over, at hun ikke selv får lov til at spille en større rolle i “AFR”.

Med en mosaisk blanding af dokumentarisk materiale og fiktive interviews med gedigne skuespillere har Hartz Kaplers da også manipuleret groft med den skinbarlige virkelighed, som den ellers normalt tager sig ud. Men selv om mordet på statsminister Anders Fogh Rasmussen og dennes påståede homoseksualitet da også fylder en betragtelig del i filmens univers, er det i virkeligheden ikke det, der er dens overordnede ærinde. Derimod, og det har den debuterende instruktør også selv proklameret, har målet været at udforske (og udfordre) de spilleregler, der udstikker rammerne for samfundet, borgerne og politikerne indenfor demokratiets og ytringsfrihedens porøse felt.

Undervejs går “AFR” desværre ind i et leje af veritabel tomgang. De gentagne interviews med fiktive familiemedlemmer samt venner og bekendte i de københavnske bz- og bøssemiljøer bliver kombineret med arkivoptagelser fra topmøder og vedkommende moddemonstrationer samt interviews med både danske og internationale toppolitikere – og det har på lang sigt en ganske dvælende effekt, når de elementer ubemærket glider ind i en form for repetitivt gentagelsesmønster.

Og fortænkt virker det da også, når fronterne for alvor trækkes op. Statsministeren tilhører højrefløjen i dansk politik, mens den unge elsker med største selvfølge tilhører den yderste venstrefløj. Heri ligger den umiddelbare konflikt på overfladen – både politisk, menneskeligt og emotionelt – men lidt mere raffinement havde nu trods alt været at foretrække.