After Earth

InstruktionM. Night Shyamalan

MedvirkendeJaden Smith, Will Smith, Sophie Okonedo, Zoë Kravitz, Glenn Morshower, Chris Geere, Diego Klattenhoff, David Denman, Lincoln Lewis

Længde100 min

GenreSci-Fi, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen27/06/2013

Anmeldelse

After Earth

2 6
Doven og ineffektiv

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at M. Night Shyamalans seneste film er virkelig dårlig… Kun få kan tilsyneladende lide “The Village”, en del kan lide “Signs”, og “Unbreakable” har tilegnet sig en lille, loyal fanskare. Men når det kommer til stykket, skal man nok helt tilbage til “Den sjette sans” for at finde en Shyamalan-film, som flertallet fandt god og gribende. Shyamalans seneste film, den direkte pinlige “After Earth”, vil dog næppe få et imponerende eftermæle.

Filmen har et fint set-up, men en tåbelig historie: For 1000 år siden blev Jorden ubeboelig grundet menneskets rovdrift på naturen og klimaet, hvorfor vi i dag lever på en fjern planet ved navn Prima Nova. Her er de såkaldte rangere vores stærkeste militære enhed, og de bekæmper først og fremmest de farlige ursa-monstre, som en fjendtlig civilisation angriber os med. Ursaer har ingen øjne, men til gengæld kan de lugte frygt. Tricket til at besejre dem er derfor ikke at være bange – gennem den såkalte ghosting-teknik kan rangere opnå fuld kontrol over deres frygt, og således bliver de usynlige over for ursaerne.

Hertil meget fint. Når det begynder at gå galt, skyldes det, at hele historien om menneskeheden på Prima Nova hurtigt viser sig at være komplet ligegyldig, da filmens handling er centreret omkring Will Smith og hans søn, Jaden, der efter den mest usandsynlige tilfældighed i vel hele universet strander på Jorden. Will Smith har brækket benet, så han må sende sin søn, der lider af slemme faderkomplekser og drømmer om at blive alle tiders største ranger ligesom sin far, ud i naturen for at finde en eller anden tingest, som parret kan bruge til at transmittere et nødsignal. Nu har Jaden Smith altså mulighed for at bevise sit værd over for sin far, mens Will Smith endelig bliver tvunget til at stole på sin søn.

Der er en god grund til, at jeg kalder karaktererne ved deres skuespillernavne. For det første hedder Will Smiths karakter egentlig Cypher Raige, hvilket nok er det dummeste navn, jeg nogensinde har hørt. For det andet lader det snarere til, at man har lavet “After Earth”, så Will Smith og hans søn kunne komme på en velbetalt udflugt, end at man har forsøgt at lave en film med væsentlige, selvstændige tanker og pointer med de fiktive karakterer Cypher og Kitai Raige i fokus. Det er nemlig også Will Smith selv, der har udtænkt historien (altså historien om Will Smith som den mest respekterede mand i verden), og det hele skriger bare langt væk af smagløs selvpromovering.

Men ser man bort fra det, så er der alligevel ikke noget at komme efter. “After Earth” er simpelthen spækket med helt igennem tåbelige momenter og elementer såsom et ormehul, der af alle tænkelige steder i universet fører Smith-familien til netop Jorden; Will Smith, der kan få lov at sige, at alt på Jorden har udviklet sig til at dræbe mennesker, uden at sige hvordan eller hvorfor; Jorden, hvis ilt mennesker pludselig ikke kan indånde længere tid ad gangen; Jorden, hvis miljø nu skifter fra frodig regnskov om dagen til iskoldt snelandskab om natten og så videre… “After Earth” er virkelig dovent og dårligt fortalt.

Man kunne bruge rigtig lang tid på at diskutere, hvorfor “After Earth” er en virkelig, virkelig ringe film, men man gider næsten ikke. Filmen er så uinspireret, at man bliver træt af bare at tale om den. Selv de (mange) dårlige Syamalan-film havde i det mindste et tåbeligt twist, man kunne fnise lidt af, men ikke engang et håbløst forsøg på at overraske forekommer i “After Earth”, hvor hele menneskehedens historie, hele Jordens ‘post-menneske’-æra og alt andet, der kunne have været spændende, viser sig ikke at have bare antydningen af et payoff. Derfor går filmen fluks i glemmebogen, så snart man har forladt biografen.

Kort om filmen

I “After Earth” befinder vi os 1000 år efter, at apokalyptiske begivenheder tvang menneskeheden til at flygte fra Jorden. Da den legendariske general Cypher Raige vender tilbage til sin familie efter en mangeårig tjenesterejse, er han meget opsat på at være far for sin 13-årige søn, Kitai. Men da en byge af asteroider beskadiger Cypher og Kitais fartøj, tvinges de til at nødlande på Jorden, der nu er blevet et livsfarligt sted at opholde sig. Da Cypher ligger hårdt såret i cockpittet, er det nu op til Kitai at finde og aktivere den nødsender, der er deres eneste chance for at overleve.