James Bond ville nok være den første person til at minde os om, at intet varer evigt – bortset fra diamanter, naturligvis. Og derfor kom det ikke som den store overraskelse, at “Thunderball”, i kølvandet på de tre både kritikerroste og finansielle hits “Dr. No”, “From Russia With Love” og “Goldfinger”, signalerede et markant fald i kreativitet og kvalitet. Pudsigt nok er “Thunderball” stadigvæk den af alle filmene, der – hvis man justerer efter inflation – har indtjent flest penge. Men det faktum er uden tvivl også de første tre films fortjeneste, da de i forvejen med stor succes havde formået at cementere den engelske agents status som et verdensomspændende kulturelt ikon.

Men hvad er det, som gør “Thunderball” til en så middelmådig affære? Alt i “Thunderball” synes at være blevet gjort halvhjertet, lige fra den uimponerende start og triste titelsekvens til filmens umindeværdige klimaks og karakterer. Connery gør sit bedste for at give filmen et spark i røven, men det hjælper sjældent. Med få undtagelser er actionsekvenserne gennemførte, men rutineprægede. Og, hånden på hjertet, hvor mange kan overhovedet huske, hvem Bond-pigen var i “Thunderball”, og hvem hun blev spillet af?

Plottet er heller ikke nært så medrivende eller forførende som i de foregående film. Der mangler vitterligt et godt dilemma, hvor man her i “Thunderball” har forbryderorganisationen S.P.E.C.T.R.E., der kræver 100 millioner dollars for ikke at sprænge en engelsk eller amerikansk storby i luften med de to atombomber, organisationen har stjålet. Det er en ret ordinær og kedelig idé. Filmens hovedskurk, Largo, bliver egentlig spillet ganske nydeligt af italienske Adolfo Celi, som med klap for øjet og en snerrende, kommanderende attitude måske er filmens mest mindeværdige personlighed. Men han udvikler sig ikke meget, og Celi synes ofte bare at køre på autopilot.

Bond-film har som regel altid været lidt længere end andre gængse actionfilm. Men “Thunderball” er for lang. Det virker, som om produktionen af filmen er blevet fremskyndet efter “Goldfinger”s enorme succes, hvorfor der ofte figurerer en masse kedelig plotmæssig tomrum imellem de fåtallige fine scener og ideer. Filmen forsøger ofte at gøre skaden god ved at smække endnu større kulisser og mere imponerende special-effects (som filmen endda vandt Oscar for) end tidligere set op på lærredet. Det lykkedes da også af og til på den måde at aflede opmærksomheden fra filmens kedsommelighed, men ikke ofte og ikke længe. “Thunderball” er simpelthen en ujævn film. Hverken rigtig dårlig eller rigtig god. Seriens mest forglemmelige bidrag.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Thunderball” ser af en eller anden grund ikke helt så fantastisk ud, som de tre foregående ‘Ultimate Edition’-udgivelser. Transferet er stadigvæk næsten fuldstændig blottet for støv og støj, kontrasten er solid og edge-enhancement fraværende. Men nogle af filmens overgange er kvalitetsmæssigt ude af trit med resten af filmen, hvilket er et problem mange gamle film lider af, og som ikke fandtes nævneværdigt på de tre tidligere Bond-film. Det er sjældent, det sker, men der er dog flere tilfælde af, at filmens farver virker en smule unaturligt drænet for energi og styrke – tjek f.eks. nattescenen en halv time inde i filmen, hvor et fly nødlander på vandet, der et par gange næsten virker helt sort/hvid. Derudover er billedet ellers enormt flot og knivskarpt.

AudioDer er mange eksempler på, at forsøg på at mixe mono-spor om til fuldbyrdede 5.1-lydspor er slået fejl. Ofte virker de kaotiske, med diverse effekter smidt tilfældigt rundt omkring over hele kanalnetværket. Men med de nye Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1-mix, der er blevet konstrueret til disse ældste Bond-film, har man gjort det helt rigtige. I stedet for at misbruge baghøjtalerne og skabe en falsk, pressende atmosfære, har man primært benyttet sig af fronthøjtalerne. Dermed giver lydsporet et fint indtryk af den oprindelige præsentation af filmens lydside. I “Thunderball” bliver baghøjtalerne brugt lidt mere flittigt end i de tre ældste Bond-film, men stadigvæk relativt diskret og alligevel virkningsfuldt. Subwooferen leverer en stabil og effektiv bund (bedst er den på DTS-sporet). Det kunne nu også have været fedt at have haft de gamle dvd-udgivelsers originale mono-spor inkluderet som bonus.

Ekstramateriale”Thunderball” byder på endnu et par velklippede kommentarspor bestående af uddrag fra adskillige interviews med filmens medvirkende og bagmænd. Udover talrige interessante fortællinger relateret til stort set alle aspekter af filmen, byder det ene af de to kommentarspor også på den originale titelsang (ved navn “Mr. Kiss Kiss, Bang Bang” minsandten), hvilket er lidt af en godte for fans. Men det er blot én af de to enormt velproducerede og fyldige kommentarspors højdepunkter.

Disc 2’s “Declassified: MI6 Vault”-sektion byder på talrige sager. “Bill Suitor: The Rocket Man Movies” (4 minutter) handler om designet af den raketdragt, Bond bruger i starten af filmen. “A Child’s Guide to Blowing Up a Motor Car” (17 min.) er en spøjs lille fiktionsfilm, hvori vi følger en dreng, der får lov til at besøge optagelserne til “Thunderball” og bl.a. bevidne eksplosionen af en bil. Så er der tre ligeså mysteriøse James Bond reklamer, der reklamerer for hhv. en 007-regnfrakke (!), 007-bukser og James Bond legetøj. Tilsammen varer reklamerne cirka to minutter. I “Ken Adam’s Production Films” (13 min.) fortæller production-designer Adam lidt om sine oplevelser på filmen, som høres samtidigt med, at man ser adskillige minutters sjældne behind-the-scenes optagelser.

“Thunderball Boat Show Promo” (3 min.) er en collage af undervandsoptagelser lavet til “Thunderball”, som blev skabt til brug til en særlig bådkonference i 1965. “The Incredible World of James Bond” (49 min.) er en gammel dokumentar, der blev produceret samtidigt med “Thunderball”, hvor der både bliver vist klip fra filmene, klip fra optagelserne og interviews med Ian Fleming. Dokumentaren er lidt for lang og langsommelig, men den er samtidigt herligt gennemsyret af nostalgi.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Under “Mission Dossier”-undermenuen finder vi “Inside Thunderball” (4 min.), “The Thunderball Phenomenon” (30 min.) og “The Making of Thunderball” (27 min.). I “Inside” hører vi om alskens forskelligartede udgaver af “Thunderball”, og vi ser ofte fascinerende klip, der demonstrerer hvor forskellige disse udgaver er – oftest er der tale om en ændring i dialogen. De andre to dokumentarer beskriver alt fra filmens egentlige tilblivelse til dens enorme succes tilbage i 60’erne. “The Making Of”-dokumentaren er dog klart dvd’ens mest prominente del, besiddende adskillige nye interviews.

Alskens billeder og trailere runder pakken af.