All Inclusive
Udgivet 22. dec 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Bille Augusts endnu biografaktuelle “Stille hjerte” er god og sørgelig. Den handler om en familie i krise med en mor og to døtre i centrum. Paprika Steen spiller den kontrollerende storesøster, Danica Curcic den kaotiske lillesøster. Hella Joof er nu premiereaktuel med “All Inclusive”, der er god og sjov. Den handler om en familie i krise med en mor og to døtre i centrum. Maria Rossing har erstattet Paprika Steen som kontrollerende storesøster, Danica Curcic spiller stadig den kaotiske lillesøster.
Bodil Jørgensen kan som få spille frontalt imod sin egen fysiske natur. Hun ser skrøbelig ud på sådan en bedstemorforsigtig facon med sit ængstelige blik, blege og let rynkede ansigt og en stemme, der er så svag, at den kan knække over hvert øjeblik. Men hun knækker ikke. Hun er bedstemor med slag i. Hun lever livet på Malta, imens hun danser tæt med den lokale player, Antonio Banderas(!), til Daddy cool. Bodil Jørgensen, Antonio Banderas-kopi og Daddy cool. Titlen lyver ikke.
Men selv om der er mange grin, så er tonen udstyret med en vemodighed, der kendes fra Alexander Paynes film. Ikke mindst postkortfilmen “The Descendants”, hvor en personlig sorg skal sones på Hawaii. Det sammenstød imellem smuk postkortturisme og en familiekrise giver også “All Inclusive” en særlig melankolsk stemning. Søstrene kender ikke hinanden mere, de er fremmede for hinanden. Danicas lillesøster vil ikke have storesøsters tubberware-kontrollerede liv. Det skulle hun aldrig have sagt, men snart griner de igen, når mor tages i elskov sammen med brusehovedet med tankerne sværmene for Antonio.
Ud og hjem igen. Rejser ændrer folk. Om det er på weekendtur med aktiv dødshjælp på programmet hos Bille August eller en mere farverig og solbeskinnet tur til Malta med alt betalt, så er ens perspektiv lidt anderledes ved afgang end ved ankomst. Det ved Danica Curcic om nogen. Begge hendes lillesøsterroller lærer at tage mere ansvar i to forskellige film om det samme. God rejse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet