All or Nothing

InstruktionMike Leigh

MedvirkendeJames Corden, Timothy Spall, Ruth Sheen, Lesley Manville, Sally Hawkins, Alison Garland, Kathryn Hunter, Paul Jesson, Daniel Mays, Helen Coker, Sam Kelly, Marion Bailey, Timothy Bateson, Edna Doré, Gary McDonald, Ben Crompton, Diveen Henry, Georgia Fitch, Robert Wilfort, Tracy O'Flaherty

Længde128 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen01/11/2002


Anmeldelse

All or Nothing

4 6
Den engelske instruktør Mike Leigh har en ufattelig evne til at få selv de mest simple situationer, triste steder og almindelige mennesker til at fremstå ekstraordinære. Hans prisbelønnede drama “All or Nothing” fra 2002 er et glimrende eksempel.
Igennem filmens to timer lange spilletid bliver vi introduceret for adskillige medlemmer af Londons hårdtprøvede middelklasse. Leigh (som også har forfattet manuskriptet) fokuserer primært på en familie bestående af taxachaufføren Phil, hans spinkle kone, Penny, og parrets to børn, Rachel og Rory. Men vi møder også flere af deres naboer, såsom Phil og Pennys jævnaldrende veninde, Maureen, hvis datter, Donna, er en rapkæftet kvinde, som har problemer med sin aggressive kæreste, Jason. Vi stifter også bekendtskab med den uheldige Ron, der deler arbejdsplads med Phil, og som bor sammen med sin sprutglade kone, Carol, og deres flotte datter, Samantha.

Det lyder umiddelbart uoverskueligt med et så bredt sortiment af karakterer. Der er endda endnu flere bipersoner, som dog ikke er nær så essentielle for plotforløbet, og man kunne godt have været foruden én eller to af figurerne, eftersom det enorme persongalleri gør filmens første halvdel en smule tung at danse med. Men hver eneste karakter har mere personlighed og flere lag end de fleste films hovedpersoner, og ensemblet er simpelthen enestående. Især Timothy Spall er superb som den lavmælte Phil, men Lesley Manville er også brillant som Penny, og blandt de yngre medvirkende imponerer især Sally Hawkins, der i rollen som nabolagets frække tøs, Samantha, gør noget helt nyt med en af genrens arketyper.

Alle fortællingens personligheder kæmper med reelle dilemmaer og problematikker såsom uønsket graviditet, ensomhed, alkoholisme og alskens finansielle hovedpiner. Men det er Phil og Pennys forsøg på at genopdage deres forsvundne kærlighed til hinanden, der gør mest indtryk. Uden de store armbevægelser formår Leigh, nøjagtig ligesom sine skuespillere, at liste sig ind på publikum og bore direkte ind til hjertet. Hans film er realistisk, usentimental og ofte barsk, men i sidste ende også opløftende og pure balsam for sjælen. De to timer er ovre, før man aner det.
VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Godt nok foregår langt størstedelen af filmen i Londons knap så gloriøse kvarterer, men filmen ser hæderligt ud på dvd. Transferet er skarpt, og filmens farvedrænede, matte look gengives godt. Udtværing og edge-enhancement hænder sjældent, og snavs og digital støj optræder aldrig. Kontrasten er også solid. Skiftet mellem dvd’ens to lag indtræffer dog desværre midt i en scene.
Audio”All or Nothing” er en æstetisk minimalistisk affære, så det kommer ikke som den store overraskelse, at discens Dolby Digital 5.1 lydspor ikke ligefrem brummer med aktivitet. Dialogen er lydsidens klart vigtigste bestanddel, og al tale kommer tydeligt igennem. Musikken folder sig fint ud via fronthøjtalerne, mens baghøjtalerne bidrager med fåtallige atmosfærelyde.
EkstramaterialeUdgivelsen indeholder desværre intet ekstramateriale udover filmens trailer.

Hvis man ikke er til nedtonet og glansløs socialrealisme, bør man holde nallerne væk fra Mike Leighs “All or Nothing”. Men hvis man sætter pris på film læsset med virkelighedsnært drama, jordnære karakterer og afdæmpede, men vedkommende billeder, bør man absolut tage et nærmere kig på dette følelsesladede og bevægende drama. AV-præsentationen er mere end acceptabel, men udgivelsen har desværre intet nævneværdigt ekstramateriale at byde på.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Familien Bassett bor i et trøstesløst område af London. Moderen, Penny, arbejder ved kassen i det lokale supermarked, mens faderen Phil er taxachauffør. Deres børn har ikke haft særlig stor succes i tilværelsen: Datteren Rachel gør rent på et alderdomshjem, mens deres problematiske søn, Rory, er arbejdsløs og aggressiv. Penny havde forventet mere af tilværelsen, har mistet enhver kærlig følelse for Phil, der modsat hende nærmest har givet op. Tilsyneladende har ingen af personerne udsigt til at slippe væk fra deres triste liv, men da familien rammes af sygdom, genoplever Penny og Phil nogle af de følelser, som de engang havde for hinanden.