Hvor er nødudgangen?!

“Alvin og de frække jordegern 2” er det, man passende kan kalde for en “én joke”-affære. Filmen er angiveligt en komedie, men den har praktisk talt kun én eneste vits i ærmet, som den til gengæld gentager om og om igen: At det dæleme er sjovt at høre computeranimerede egern skråle i falset. Sandheden er desværre, at de små kreaturers sangstemmer er lige så behagelige som lyden af gnavne hvepse, der kredser om øregangen. Hvis filmens resterende sekvenser skulle forestille at være sjove, er det gået min snude forbi.

Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at jeg ikke havde indstillet mit tv til en suspekt betalingskanal, men at “Alvin og de frække jordegern 2” vitterligt var gået i gang, idet filmen lige fra starten bombarderer os med reklamer for alskens bands og produkter. Allerede efter otte minutter fremfører jordegernet Alvin en musikalsk hyldest til ostepops, der understreger, at chipsene både er sunde og nærende. Okay, indimellem er product placement en god ting, idet film ofte virker mere troværdige, når produkter fra virkelighedens verden indgår. Men når man konstant fremhæver navnene på slik, spil, drikkevarer og legetøj i en film, der primært henvender sig til letpåvirkelige barnerumper, bliver det svært at kæmpe mod en dårlig smag i munden.

Og “Alvin og de frække jordegern 2” er tydeligvis en film, der primært er skabt for at tjene penge på dukker, videospil og soundtracks. Det, der går for at være filmens “plot”, optager kun få minutter af filmens spilletid – altså historien om de tre jordegern Alvin, Simon og Theodore, som støder på tre kvindelige artsfæller og deltager i en halvstor sangkonkurrence. Hovedparten af filmen er afsat til sindsoprivende sange og slap slapstick – altså scener, hvor heltene kommer galt af sted.

Eksempelvis får egernes kærlige ejer, Dave, smadret mellemgulvet af et kæmpe skilt i starten af filmen, og han vælter dernæst rundt på sin hospitalsseng… egernene får adskillige bolde i fjæset i den lokale skoles gymnastiksal… deres tante triller uheldigt ned ad en trappe i kørestol og smadrer ryggen… dyrenes nye værge, Toby, tripper over en basun og får hånden i klemme i en stortromme… en plastikmotorcykel kører direkte ind i skridtet på den grådige musikproducer Ian og så videre og så videre… De ubehagelige uheld er aldrig sjove, og mens egernene kører i selvsving i deres evige jagt på succes, konfekt og nødder, spejder man ihærdigt efter en nødudgang.

Filmens målgruppe er selvsagt rollingerne på folkeskolens første klassetrin. Men der bliver endog talt ned til børn i denne forfærdelige fadæse, som også prøver at tvinge en skræmmende morale ned i halsen på børnene: At det er helt okay at være en nar, så længe man til slut kommer med en hul undskyldning. Den lille Alvin sparker jævnligt sine brødre ud af rampelyset, og han virker udelukkende interesseret i sin egen, personlige succes. Naturligvis begynder hans samvittighed at tære på ham til sidst i filmen, men til den tid har man for længst mistet al medfølelse for den egoistiske gnaver, og derfor er det også umuligt at engagere sig i trioens musikalske eskapader.

Og i et besynderligt forsøg på at tiltrække ældre tilskuere har man klemt et par mildest talt malplacerede citater ind fra “Taxi Driver” og “Ondskabens øjne”, som med garanti vil flyve hen over hovedet på de mindste. Ja, som om det ikke var nok, at lille Alvin er møgirriterende, så har han også en forkærlighed for filmhistoriens psykopater. Sikke et forbillede. Både billed- og lydsiden ryger fluks i glemmebogen, men det værste er, at filmmagerne åbenbart ignorerer, at de har så mange humoristiske talenter foran kameraet og bag mikrofonen. David Cross og Jason Lee får ikke én eneste munter replik at gøre godt med, og Christina Applegate, Amy Poehler og Anna Faris’ søde stemmer er blevet manipuleret til ukendelighed, og trioens komiske evner udnyttes aldrig. Nuts!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Visuelt er “Alvin og de frække jordegern 2” ikke ligefrem interessant, men i det mindste ser filmens kedelige billedside godt ud i HD. Til tider har man skruet en tand for meget op for lysstyrken og givet farverne så stort et boost, at hudfarverne fremstår enten blege eller lettere orange. Men både kontrasten og farvegengivelsen er sædvanligvis upåklagelig, og billedet er knivskarpt hele vejen igennem. Man kan tydeligt se alle de små skægstubbe på Tobys ansigt og alle de små græsstrå på grønsværen foran hans hus. Hverken udtværing, edge-enhancement eller utilsigtet snavs forekommer.

Audio

Diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er desværre ikke nær så godt som transferet. Lydsiden er meget frontbaseret, og selv ikke de temperamentsfulde musiknumre har megen slagkraft. Trommerne lyder vattede, og de høje toner er slet ikke så klokkeklare, som de bør være. Replikkerne er dog tydelige, der er få effektive panoreringer, og til tider folder musikken sig godt ud i samtlige højtalere. Det danske lydspor er desværre ikke meget bedre, men børn vil næppe brokke sig.

Ekstramateriale

Ganske vist huser udgivelsen adskillige minutters ekstramateriale, men her er næsten intet om filmens tilblivelse, og langt det meste er kun egnet for børn. Man kan aktivere et trivia-spor, som præsenterer seeren for alskens oplysninger om soundtracket under filmen. Man kan designe et fotoalbum ud fra billeder fra filmen (besværligt og kedeligt), og desuden er her en lille stak forglemmelige musikvideoer og en håndfuld ultrakorte dokumentarer, som bl.a. gennemgår jordegernenes kulturelle historie og skuespillernes indsats. Interviewene er langt sjovere end filmen. I øvrigt medfølger både dvd-udgivelsen af filmen og en digital kopi.

Død over gnaverne!

En tidlig, vinterkold morgen trodsede jeg sneen, blæsten og de isglatte veje for at anmelde børnefilmen “Alvin og de frække jordegern 2” – og da de første billeder tonede frem på lærredet, ville jeg ønske, at jeg var blevet hjemme under den varme dyne.

Filmen starter med en livekoncert, hvor The Chipmuncks – en popgruppe anført af jordegernet Alvin og hans to brødre – spiller The Kinks- klassiker “You Really Got Me” foran tusindvis af skrigende fans. Eller det vil sige, “spiller” er et ret stort ord for noget, der bedst kan betegnes som en voldtægt af øregangene. De “nuttede” jordegern’ i “Alvin og de frække jordegern 2” lyder mest af alt som noget, Chip og Chap har kastet op, og da de enerverende gnavere for fjerde gang giver sig til at synge Beyoncés “Single Ladies (Put a Ring on it)”, er jeg tæt på at rulle mig grædende sammen i fosterstilling på gulvet i ren og skær afmagt.

Forestil dig, at man tager de mest irriterende klicheer og moraler fra Disneys “High School Musical” og tilsætter dem nogle syngende jordegern med heliumstemmer, der får “Smølfehits” til at lyde som Beatles’ “Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band”. Så har du en idé om, hvilken traumatisk oplevelse “Alvin og de frække jordegern 2” er. Prøv bare at høre her:

Det frække jordegern Alvin får ved et uheld hospitalsindlagt bandets manager og værge, og derfor bliver de tre brødre sendt i skole. Her er alle vilde af beundring over de firbenede popstjerner. Skolelederen, der selvfølgelig er kæmpe fan af The Chipmuncks, overtaler de tre brødre til at stille op i den lokale musikkonkurrence, så de kan vinde 1. præmien og redde skolens økonomi. Først må de dog få skolens rivaliserende jordegernpigegruppe ud af kløerne på deres onde manager, bekæmpe skolens bøller og blive superstjerner på skolens footballhold.

“Alvin og de frække jordegern 2” er en børnefilm, og man skal anmelde den derefter, men når filmen ligefrem er en hån mod de mindstes intellekt og en underkendelse af den kritiske sans, som børn altså også besidder, så er det på tide at råbe vagt i gevær. De yngste filmgængere fortjener bedre end at blive stopfodret med tomme kalorier serveret af griske filmproducere, hvis eneste ønske er at lokke penge ud af forældrene. Film som “Op” har tidligere i år vist, at man sagtens kan have kunstneriske ambitioner og samtidig tjene styrtende med penge på det. Men det er der åbenbart ikke nogen, der har fortalt folkene bag “Alvin og de frække jordegern 2”. Og i den henseende minder den skræmmende meget om årets anden forfærdelige børnefilm befolket af gnavere, “G-Force”.