God spas med de unge nutildags

Mange film har fået et blakket ry uden egentlig selv at være skyld i deres dårlige omdømme. Mange vil eksempelvis nok rynke på næsen, hvis man påstår, at den efterhånden ti år gamle “American Pie” er noget særligt. Men skyldes det, at filmen er noget juks? Måske er årsagen i stedet, at “American Pie” gav anledning til en bølge af ringe fortsættelser og jammerlige efterligninger, så det er blevet svært at mindes, at den evindelige strøm af barnlige teenagefarcer blev kickstartet af en hæderlig komedie, som selv er druknet i virvaret. “American Pie” er så at sige blevet et offer for sin egen succes. Men set for sig selv og bedømt på egne præmisser (som den naturligvis bør) er “American Pie” altså stadigvæk en af de bedste teenagekomedier i nyere tid.

Det, som først og fremmest får “American Pie” til at adskille sig fra mange af de komedier, den tit sættes i bås med, er dens persongalleri. Jovist, ligesom de fleste andre ungdomskomedier foregår “American Pie” i en lidt utopisk alternativ virkelighed, som praktisk talt er blottet for studenter og studiner, som ikke ser knaldhamrende godt ud. Men filmens karakterer er til gengæld nøjagtig lige så ufuldkomne og forvirrede som os mænd og kvinder i den virkelige verden. Man kan relatere sig til dem. I fortsættelserne blev figurerne kogt ned til omvandrende klichéer uden charme eller formål. Men seriens første kapitel havde gudskelov vovemodet til at tage sine unge helte og heltinder seriøst og levere en troværdig skildring af livet som teenager.

Troværdighed er formentlig ikke et ord, der falder de fleste ind, når snakken falder på “American Pie”. Dette er trods alt filmen, hvori en ung knægt stikker sit lem i en varm æbletærte… Men selvom “American Pie” indimellem er overdreven, bliver den aldrig for overgearet. Okay, der er masser af dialoger om og billeder af bare bryster, stripshows, sex og så videre, men det er jo netop også ting, som den gængse teenager flittigt funderer over og joker om. Netop som i den nærtbeslægtede “Superbad” tror man på figurerne i “American Pie”, fordi de tænker og taler som ægte mennesker af kød og blod modsat de unge, ufejlbarlige overmennesker, der for eksempel slår gækken løs i “High School Musical”-trilogien.

Via sine fire varmhjertede og sympatiske hovedpersoner, perlevennerne Jim, Chris, Kevin og Paul, kommer “American Pie” ualmindelig godt rundt om pubertetens største, men også mest sande klicheer – om det så er kampen for at miste mødommen, den nagende tvivl om fremtiden, livets første reelle forelskelse eller bestræbelserne på at holde ens pornoforbrug hemmeligt for forældrene. Naturligvis er karakterernes individuelle historier ikke kun seriøse, men også krydret med en masse humor – lige fra søde, rørende øjeblikke (såsom turtelduer, der nervøst snubler over ordene) til enormt pubertære, men oftest uimodståelige indslag, der inddrager alskens kropslige væsker. Nogle jokes falder til jorden, ja, men her er mere eller mindre noget for enhver smag og de smagløse.

Det unge ensemble er også mere eller mindre ufejlbarligt. Jason Biggs er herlig som den nørdede Jim, der er forelsket i den tjekkiske udvekslingsstudent Nadia, som han får på besøg i en af filmens absolut sjoveste og pinligste sekvenser. Eugene Levy er endnu bedre som Jims spøjse far, der leverer mange forrykte anekdoter om blomsten og bien. Chris Klein er glimrende i rollen som den karismatiske Chris, som har følelserne uden på tøjet, og en dengang 21-årig Seann William Scott udgør en konstant trussel mod lattermusklerne i rollen som gymnasiets festabe numero uno: Steve Stifler – en yderst karismatisk ungkarl, som formentlig vil forblive Scotts signaturrolle. Det er lidt en skam, at man ikke får lov til at høre lidt mere fra pigernes side, men Alyson Hannigan, Shannon Elizabeth, Tara Reid og især den brillante Mena Suvari imponerer i rollerne som fortællingens mest fremtrædende kvinder.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Transferet er bestemt bedre end dvd-udgivelsens, men ikke meget bedre. Billedet virker unaturligt digitalt og indimellem uskarpt. Transferet er sjældent virkelig uskarpt, men det er endnu sjældnere knivskarpt, og detaljerigdommen er aldrig tilnærmelsesvis overrumplende. Derfor (og grundet manglen på gryn) er det oplagt at antage, at man har brugt et DNR-filter, da man producerede transferet. Farverne er til gengæld langt renere og mere mætte, end de var på dvd, og kontrasten er solid. Edge-enhancement optræder ekstremt sjældent, og billedsiden er samtidig mere eller mindre pletfri og blottet for komprimeringsfejl, farveblødning og udtværing. Godt, men ikke godt nok.

Audio

Disken indeholder både et komprimeret Dolby Digital 5.1-lydspor og et ukomprimeret DTS-HD Master Audio 5.1-mix, men det sidstnævnte lydspor er ikke mærkbart bedre end det førstnævnte. Baghøjtalerne er tavse igennem stort set hele filmen, og det samme gælder subwooferen. Der er ingen nævneværdige panoreringer, og fordi lydsiden er så frontbaseret, bliver den auditive atmosfære aldrig særlig overbevisende. Lyden er dog klar, støj forekommer aldrig, og selvom dynamikområdet altså ikke er særlig stort, har sporet en nogenlunde bund, og de høje toner virker sjældent spidse. Men der er en slående kontrast mellem, hvor underholdende “American Pie” er, og hvor kedelig dette lydspor er.

Ekstramateriale

Den danske dvd-udgivelse af “American Pie” indeholdt bl.a. dokumentarer, fraklip og kommentarspor, men intet af dette medfølger på denne Blu-ray, som er fuldstændig blottet for ekstramateriale. Besynderligt og beklageligt.