Kan en film om en syltet østeuropæer forvente at blive taget alvorligt?

Er det muligt for alvor at føle med en jødisk immigrant, som tilbringer hundrede år i en syltelage, inden han dukker op i nutidens New York, helt og aldeles perfekt konserveret?

HBO Max-premieren – som kommer til Danmark på Nordic -“An American Pickle” er en svær balancegang mellem en latterlig præmis og en masse oprigtige tanker om religion, kultur, familie og sorg.

Seth Rogen har før vist, at han kan bruge et fjollet udgangspunkt til at udfolde alvorlige tanker. Et eksempel er animationsfilmen “Sausage Party“, hvor Israel-Palæstina-konflikten blev vendt med en bagel og et fladbrød som stedfortrædere.

Her spiller Rogen begge hovedroller. Han er Herschel Greenbaum, den uheldige immigrant, der bliver fanget blandt syltede agurker i 1920. Han spiller også Herschels tipoldebarn, Ben Greenbaum, der som den eneste levende efterkommer må tage imod Herschel i nutiden.

Den usandsynlige tidsrejse giver anledning til en masse lette jokes på vor tids bekostning. Det er slående, hvor meget en østeuropæisk jøde fra 1920 ligner hvor tids Brooklyn-hipstere!

Under overfladen forsøger “An American Pickle” at sige noget om, hvordan det er at være efterkommer af immigranter.

Hvordan er det at leve med den viden, at ens forfædre risikerede alt og rev deres liv op med rode for at give slægten bedre livsvilkår på et fremmed kontinent?

De mest rørende scener i “An American Pickle” er dem, hvor Herschel og hans kone, Sarah, drømmer om, hvilke fantastiske muligheder deres efterkommere vil have om hundrede år.

Det er de forventninger, som den indadvendte, spirende app-udvikler Ben bliver konfronteret med, da tipoldefar pludselig dukker op.

Er hans tilværelse forfædrenes selvopofrelse værdig?

På den måde bruger “An American Pickle” en vanvittig præmis til at udforske et alvorligt emne.

Den vil både være plat, klog og rørende, men Rogens følelsesmæssige syltelage finder aldrig for alvor balancen.

Det er klassisk fisk-på-landjorden-slapstick, hvor Herschel lader sig chokere af moderne glæder som sodastream-maskiner og mandelmælk.

Men samtidig med, at den gør Herschel til en klovn, skal vi sentimentalt føle hans sorg over den familie, der for længst er døde og borte.

Oveni det skal der deles stikpiller ud til moderne fænomener som ‘cancel culture’ og autenticitetsdyrkende hipstere.

Det er fantastisk at se hipsterne, der elsker Herschel for hans ‘autenticitet’ implodere, da det viser sig, at hans holdninger til seksualitet og kønsroller ikke ligefrem er Twitter-venlige.

Men det er også med til at mudre billedet yderligere i en film, der i forvejen slinger rigeligt fra den ene følelsesmæssige ekstrem til den anden.

Afstanden mellem den platte præmis og ambitionerne om at sige noget sandt og smuk er for stor.

Det er svært at vride både latter og tårer ud af en syltet østeuropæer.