I indledningen af “Anchorman” bliver vi oplyst om, at den er baseret på en sand historie. Kun navnene, stederne og begivenhederne er blevet ændret. Hermed er filmens stil fastlagt. Den er sjov og fjollet og absolut uinteresseret i at blive taget alvorlig.

I “Anchorman” bliver der taget gas på 70’ernes amerikanske tv-nyheder, og i særdeleshed på tv-stjernerne. Vi møder Ron Burgundy som er anchorman, hvilket mere eller mindre vil sige, at han er den primære tv-nyhedsvært. Han er også lederen af en sammentømret gruppe af reportere på stationen. Han er dog hverken særlig kløgtig, eller for den sags skyld dygtig til sit arbejde. Hans eneste talent er hans karisma på skærmen og i kraft af den er han den mest populære anchorman i San Diego. At kalde ham selvoptaget ville være en underdrivelse.

Tingene ændre sig dog da den kvindelige journalist Veronica Corningstone ankommer til stationen. De mandschauvinistiske rapportere føler, at deres trone er truet, og reagerer med at starte en konkurrence om hvem der først kan komme i seng med hende. Hun duperer dog ledelsen med sit talent og inden længe bliver Corningstone gjort til medvært. Herefter forsøger kollegaerne at få hende fjernet med alle midler.

I “Anchorman” er humoren først og fremmest baseret på at gøre tykt nar af 70’erne, f.eks. igennem det kiksede tøj og frisurerne, samt at placere Ron Burgundy og hans nyhedshold i så mange ydmygende situationer som muligt. Mange af disse er også morsomme, men efter ca. et kvarter begynder det at blive en anelse trættende. Da filmen efterhånden begynder at handle mere om krigen på stationen mellem holdet og Veronica Corningstone begynder filmen dog at få mere bid, og det er absolut i disse scener at den er sjovest.

Som Ron Burgundy overspiller Will Ferrell perfekt. Han har vitterligt talent til at agere med den rette blanding af ynkelighed og selvhøjtidelighed, og det er i høj grad takket være ham at filmen underholder. Christina Applegate spiller Veronica Corningstone ganske udmærket. Det er ikke en særlig taknemmelig rolle. I betragtning af, at filmen handler om mandschauvinisme i 70’erne er det trist, at kvindes roller i komedier stadigvæk ofte er så kedelige. Hun skal blot udstråle kompetence og intelligens, ingen af delene er synderligt underholdene. Kunne man dog ikke have fundet på bare lidt for at gøre hendes figur sjovere? Resten af skuespillerholdet er glimrende, og der dukker en del ukrediterede berømtheder op i små roller.

“Anchorman” skifter ret tit stil. I nogle scener er satiren holdt på det mere realistiske niveau, hvor det kun er en anelse overdrevet fra hvad der rent faktisk kunne være sket. Andre scener er drevet fuldstændigt ud af proportioner. F.eks. er der en ret lang sekvens hvor de rivaliserende nyhedshold angriber hinanden med køller, sværd osv. som ganske enkelt ikke er morsom. Det er i de stilfærdige øjeblikke at filmen fungerer.