Anden paa coke?
Udgivet 3. dec 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Matthesen insisterer på, at han vitterligt spiller en figur og ikke sig selv, på trods af, at karakteren har samme navn. Konceptet og udførelsen er dristig og original. Matthesen (karakteren, ikke komikeren) finder løbende på nye jokes og vitser, som bliver noteret i et dokument på hans computer, mens vi får lov at se stikordene på en storskærm bag ham – vitser, som skal bruges til hans næste show, hvilket naturligvis er det show, vi rent faktisk sidder og overværer. Mest interessant er komikerens monologer oftest, når de er relateret til ham selv, og potentialet, der ligger i showets metafiktionsagtige koncept, udnyttes til fulde.
Der er mange af Matthesens fortællinger, der trækker for langt ud eller falder helt til jorden. Især en lang sketch, hvor manden er klædt ud som en fordrukken guitarist, trækker i langdrag. Og af og til ryger Matthesen ud af en tangent, der får ham til at inddrage alt muligt trivielt sniksnak, der hverken er særlig morsomt eller spændende at lytte til. Men komikerens mange tilskuere er tilsyneladende ligeglade og ofte så energiske, at man fristes til at omdøbe seancen til “Publikum paa coke?”. Men selv om den såkaldte ‘Anden’ ikke altid rammer plet, så fortjener han masser af hæder for at prøve noget nyt og ikke blot køre billetpengene hjem på autopilot. Ofte opererer han på alle cylindere, og når han gør det, er han sandsynligvis den bedste i branchen.
Discen byder også på et fremragende kommentarspor med Matthesen, som taler igennem hele sit eget show. Man skulle umiddelbart tro, at det ville være forvirrende at høre to udgaver af Matthesen tale konstant, men kommentarsporet fungerer overraskende godt. Derudover er Matthesen både informativ, dejligt selvironisk og enormt humoristisk, og der er meget få pauser. Kommentarsporet er omtrent lige så sjovt som selve showet og er bestemt ikke blot (som Matthesen ellers hævder det) for nørderne.
Selv om “Anden paa coke?” ikke altid fungerer, så er der absolut ingen tvivl om, at Anders ‘Anden’ Matthesen er en af landets mest originale og talentfulde komikere, som her har skabt et unikt show med en tilhørende, genial scenografi, der garanteret vil blive både efterabet og debatteret i lang tid. AV-præsentationen er udmærket, mens kvaliteten af ekstramaterialet overgår kvantiteten.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet