Fjerde sæson af den animerede – og MEGET voldedige – superhelteserie kører videre i samme høje tempo som fans af de tidligere sæsoner kender og holder af. Dog har folkene bag heldigvis lært, at for meget af det gode hurtigt kan blive trivielt. Men bare rolig, der er stadig oceaner af blod, bandeord og øretæver med samme slagkraft som en atombombe.

At se en hel sæson af Invincible kan på mange måder føles som at drikke seks store kopper kaffe og tage 50 armbøjninger lige efter, mens der kører nu-metal på anlægget. Alt kører i femte gear med speederen i bund, og man når knap nok at finde hoved og hale i en kampscene, før der allerede skal tørres blod op.

Sådan har det været siden den første sæson, der viste at man godt kan lave blodige, obskure superheltefortællinger, uden at slå under bæltestedet. For bag de flyvende indvolde og intergalaktiske rumeventyr, var det i bund og grund en fortælling om en splittet far og en forvirret søn.

Men Omni-Man er rejst væk, sønnike Mark er kommet på college, og selv adoptivsønnen Oliver er blevet ældre og mere selvstændig i den nye sæson. Familiedramaet er blevet nedskaleret, og i stedet fokuserede de seneste sæsoner på større eksplosioner, flere skurke, vildere rejser, og mange, mange flere karakterer at holde styr på. De skiftede det intime ud med det ekstraordinære, og opskriften blev pludselig at introducere flere “denne uges skurk” i stedet for at gøre den forrige ordentlig færdig.

Men heldigvis har Robert Kirkman og co. skruet ned for energidrikkene og “ja og, ja og” improvisationslektierne. For speederen er blevet sluppet en del, og der bliver kigget i bagspejlet igen.

For jovist, der er stadig en stor mission serien når frem til mod slutningen, men det er forfriskende at de for en gang skyld vender tilbage til karakterer der dårligt nok blev færdiggjort i tidligere sæsoner. Det giver ikke alene et veltrængt pusterum, men også tid til at lade vores hovedpersoner vokse, og fortællinger udvikle sig, i stedet for at starte den næste “fordi se hvor curaaaaayze vi er”.

For hvordan går vores elskede karakterer egentlig og har det? Jamen Mark og Eve prøver fortsat at få et kompliceret men oprigtigt kærlighedsliv til at fungere. Oliver er blevet teenager, og med det følger der naturligvis også den rebelske, flabede og egocentrerede opførsel (selv aliens går åbenbart igennem den fase), og Debbie er klar til at tage det næste skridt med Paul.

Når ja, og så er der naturligvis lige nogle aliens der skal have knust nogle hoveder, og superskurke der skal vendes på vrangen. Du ved, typisk Invincible-formular.

De første tre afsnit af sæsonens seks giver seerne det vi i forvejen kender, uden at træde nogle over tæerne, samtidig med at de sidste to afsnit er den helt store “nu skal I fandeme se hvad vi kan finde på” forløsning. Serien forsøger sig også med et såkaldt “standalone” afsnit (et afsnit der som sådan ikke har noget som helst med sæsonens fortælling at gøre) i form af afsnit fire. Det er altid risikabelt at kaste sig ud i forsøget, men når det lykkedes er det altid sensationelt.

Og når det ikke lykkedes… ja, så får du episode fire af den seneste sæson af Invincible.

Serien har altid været en kommentar på populærkulturen, alt fra Superman og Justice League, til det seneste teenagedrama der får den yngre generation til at skrige af fjernsynet, på “Ej , det gjorde han bare ikke!!”-måden kun Gen Z kan. Hvis du er til den slags, kan du godt begynde at klappe i hænderne. Kirkman og resten af flokken sender stadig stikpiller afsted til den slags genrer – denne gang smider de sågar også kristendom og Star Trek med ind i virvaret.

Havde sæson fire kørt ud fra samme formular som den forrige tangent, så ville jeg have svært ved at se hvordan serien vil kunne fortsætte i den nærmeste fremtid. Heldigvis har folkene bag lært at dosere det barnlige med det til tider reelle, hvilket i dén grad var tiltrængt.

Nogle gange skal man lade det bankende hjerte være, i stedet for at sende en knytnæve igennem det, og tvære det ud på asfalten.