Der er ikke sparet på kropsvæskerne i ‘Send Help’ – en ny amerikansk gyser-thriller med hang til body horror. Instrueret af Sam Raimi (‘Spider-Man’, ‘The Evil Dead’, ‘Drag Me to Hell’) og skrevet af Damian Shannon og Mark Swift.

Filmen har Rachel McAdams og Dylan O’Brien i hovedrollerne som henholdsvis en regnskabsmedarbejder og hendes chef, der efter et flystyrt strander som de eneste overlevende på en øde ø, hvor de forsøger at overleve, mens spændingerne mellem dem støt stiger.

På øen må de lægge tidligere konflikter bag sig og arbejde sammen for at overleve, men i sidste ende bliver det en kamp mellem viljestyrke og snuhed, hvis de skal slippe levende derfra. Sådan lyder filmens præmis, der med feministiske undertoner leverer et intenst og karikeret opgør mellem den hårdtarbejdende og kejtede Linda Liddle (McAdams) og den selvfede og sexistiske Bradley Preston (O’Brien).

At være fanget på en øde ø med sin chef lyder som en gyser i sig selv, men det er ikke desto mindre det skæbnesvangre udfald for Linda og hendes utaknemmelige chef. Heldigvis for Linda har hun i sin fritid været en passioneret fan af et excentrisk realityshow i stil med ‘Robinson Ekspeditionen’. Undertiden har hun endda skærpet sine egne overlevelsesevner i naturen i håb om at være i stand til selv at deltage i showet en dag.

Det skal nemlig vise sig at være en stor fordel, når man mod alle odds strander på en øde ø i Thailandbugten. Mens bossen Bradley er kvæstet efter flystyrtet, knokler Linda for deres begges overlevelse med et optimistisk gåpåmod – måske lidt for optimistisk – og uden den selvretfærdige Bradleys påskønnelse.

Men skyldes Lindas entusiasme mon muligheden for at vise sit værd som medarbejder over for chefen, eller ligger der en dybere hensigt som grund hertil – nærmere bestemt et ønske om at træde ud af hamsterhjulet og bygge sit eget lille paradis på øen? Noget tyder på det sidste.

Ironisk nok findes der nok af corporate-lingo om vilde problemer, overlevelse og deslige, når det kommer til virksomhedsøkonomi, strategi og planlægning. ‘Send Help’ formår i den anledning på komisk vis at tage disse kontor-floskler meget bogstaveligt, idet de pludselig – hvad angår ren og skær overlevelse – får en lidt mere alvorlig klang.

En sjov tanke, som filmen lykkedes med at komme i mål på trods af dens til tider absurde komik. Netop her kommer den imidlertid også til rette. Den er ikke udpræget uhyggelig, men hvor den mangler uhygge, kompenserer den til gengæld med groteske scener, hvor kropsdele, blod, bræk og snot en masse udmales på en splatteragtig-overdreven måde. Men det er vel også en slags uhygge? Ikke at forglemme en uhyggelig CGI-poop i form af et aggressivt vildsvin, som man sent vil glemme.

Har man set ‘Triangle of Sadness’ er ligheden slående i nogle tilfælde, hvis man sidestiller den med ‘Send Help’. Her tænker jeg navnlig på den sidste del af ‘Triangle of Sadness’, hvor dynamikken blandt de overlevende er i fokus, og hvor en kvindelig karakter formår at bytte rundt på roller, så den førhen så mandsdominerede hierarkiske struktur nedbrydes til fordel for en kvindelig overlegenhed.

Derudover har en vulgær brækscene i ‘Send Help’ meget at takke for, hvad angår en anden berømt brækscene fra ‘Triangle of Sadness’. Men til trods for de slående ligheder er ‘Send Help’ i sidste ende helt sin egen i al sin ejendommelighed, og jeg har på fornemmelsen, at den nok skal gå hen og blive en kultgyser i stil med ‘The Evil Dead’, godt hjulpet på vej af McAdams og O’Briens imponerende skuespil og den intense spænding de to imellem.

‘Send Help’ er en grotesk, blodig og humoristisk thriller, der mere satser på s(plat) og satire end egentlig uhygge. McAdams og O’Brien løfter historien med stærkt samspil, og selvom filmen til tider låner lige lovlig meget fra ‘Triangle of Sadness’, står den som et selvstændigt værk og veloplagt opgør med magt, køn og kontorkultur. Resultatet er en underholdende og sært fængende perle, der har potentiale til at blive kult.

Send Help har biograf premiere i dag.