Det er den mindste MCU-film siden “Ant-Man”. Og den dårligste.

Nu skal jeg forklare hvorfor.

“Ant-Man and the Wasp” forklarer og forklarer og forklarer. På filmsprog kaldes det eksposition – og det er skidt.

Det er skidt, når en film snakkende skal forklare sig i stedet for at vise.

Som der dygtigt blev vist i “Spider-Man: Homecoming”, hvor Peter Parkers “Civil War”-historie dygtigt blev forklaret med levende billeder.

Parker optog nemlig ungt turen til Marvel-slaget i Tyskland med en smartphone. Sammenhængen fra “Civil War” til “Homecoming” var tydelig uden røvtung forklaring.

Og det er eddermame mærkeligt! For det er de samme manuskript-folk, som har skrevet “Spider-Man: Homecoming” og “Ant-Man and the Wasp”.

Men denne gang vises intet. I stedet forklares der snakkende.

FBI-agenten forklarer og forklarer, hvorfor Scott Lang nu er i husarrest. Han var på Captain Americas side for to år siden, derfor er Lang i fodlænke derhjemme med datter, men er fri om to dage, hvis ikke bla bla bla.

Nu skal han hjælpe Hank Pym og Hope van Dyne med at fiske mor Janet van Dyne op af det bundløse hul af et parallelunivers, de kalder for ‘quantum realm’, fordi Scott besøgte det i “Ant-Man” og blev muligvis forbundet med Janet, så derfor bla bla bla.

Uheldigvis er der også en skurk, der vil have fingrene i quantum-teknologien. Hvorfor? Det forklarer hun naturligvis i en laaaaang monolog, der afslører, at hendes far i gamle dage var forsker og så skete der det, at bla bla bla.

Enten har instruktør Peyton Reed overtaget MCU-historiens største ikke-manuskript, eller så er han elendig til at få sine super-insekter til at vise i stedet for konstant at knævre.

I pauserne imellem de mange, lange forklaringer om hvorfor myren og hvepsen gør, som de gør, så står den på Marvels svar på julens pakkespil.

Den dyre quantum-teknologi gør den som klassisk MacGuffin. En firkantet boks, som alle jagter. Først mister de den til Ghost-skurken, så skaffer de den tilbage, så mister de den igen, så skaffer den tilbage osv. osv. osv, indtil uret ringer, og legen er forbi.

Tilbage står Paul Rudd i den myrelille hovedrolle med kedelige myre-puns a la ‘Ant-onio Banderas’ og ‘Ulysses S. Gr-Ant‘. Jeg får myrekryb.

Ja, jeg ønsker mig næsten ned til Michelle Pfeiffer i hendes ‘quantum realm’-eksil, hvor der åbenbart er fri botox. Hun ser i hvert fald helt følelsesløs og glat ud i ansigtet selv efter alle de år alene i ingenmandsland.

Derfor deler jeg Bruce Banners forundring fra “Infinity War”. Hvorfor er der både en Spider-Man og en Ant-Man i MCU?

Lad edderkoppen æde myren og hvepsen. Uden forklaring!