En myre i flokken

Først og fremmest: Hvor er det bare fedt, at midt i denne frugtbare superheltefilm-æra, der alene i år har budt på store titler som “Man of Steel” og “Iron Man 3”, så producerer lille Danmark sin helt egen superheltefilm om en ung dreng, der efter et bitte myrebid får superheltekræfter. Ganske vist er “Antboy” baseret på bøger med flere år på bagen, men det er næsten for perfekt, at filmatiseringen udkommer, netop mens Marvel og Warner Bros. forsøger at definere genren fremadrettet. Dog indeholder “Antboy” ikke ligefrem megen spektakulær CGI-action eller mange uovervindelige muskelbundter, som de fleste superheltefilm ellers er gennemsyret af, men i bund og grund er “Antboy” heller ikke en superheltefilm.

“Antboy” fortæller historien om den ensomme og oversete dreng Pelle, som de voksne ikke kan huske navnet på, og som de andre børn er helt ligeglade med. Pelle er selvfølgelig forelsket i klassens smukke pige, Amanda, hvis værelse er lyserødt, og som konstant stryger sit blonde hår tilbage. Da han så en dag bliver bidt af en genmodificeret tissemyre og begynder at vække opmærksomhed med sine nye superkræfter, kan Pelle pludseligt trække i Antboy-kostumet og derved føle sig både betydningsfuld og elsket. Men hvad er det egentlig, at folk elsker ham for?

Dét er den klassiske historie, der fortælles både i Kenneth Bøgh Andersens bøger og her i filmudgaven, hvor den sunde pointe naturligvis er, at man ikke behøver at være en superhelt for at få gode venner. Filmmagerne bruger så netop superheltegenren til at formidle det budskab, og det er netop det, der gør “Antboy” til den sjove, pudsige og anderledes oplevelse, den er – både i bogform og nu også på film. Men at kalde “Antboy” en rendyrket superheltefilm er i bund og grund en overdrivelse, og desværre lader det til, at filmskaberne ikke helt har anerkendt dét selv.

I sig selv fungerer superhelte-elementerne dog rigtig fint. “Antboy” er en meget stiliseret film, hvor der er inkorporeret kulørte tegneseriesekvenser, og hvor storslåede slowmotion-skud giver seeren det rette sug i maven. Jeg kan levende forestille mig, at mange børn vil finde Antboy inspirerende, når han cykler af sted for at besejre skurken, mens hans kappe bølger i vinden. Plottet med skurken Loppen er dog desværre skidt afviklet, og Nicolas Bro får så lidt spillerum at gøre godt med, at tankerne ledes hen på det uudnyttede potentiale i Benedict Cumberbatchs skurkerolle i dette års “Star Trek Into Darkness”.

Det havde dog været okay, hvis den egentlige historie – den om venskab, familie og den turbulente barndom – havde fået en mere kærlig og dedikeret behandling. Med den korte spilletid på kun 77 minutter (hvilken man fra start af mærker bliver et problem, da filmen i dén grad savner en reel åbningsscene) er der meget lidt plads til at opbygge et troværdigt univers uden om den klassiske superheltefortælling. Eksempelvis får vi kun én enkelt gang lov til at sige hej til Pelles familie, og næsten hver eneste scene bliver plot- eller karakterudviklende i stedet for -opbyggende. Det er ærgerligt, for børneskuespillet fejler faktisk ikke noget. Især Oscar Dietz, der spiller Antboy, lader til at have mere at byde på, end han her får lov til at vise.