Bare endnu en myre i tuen

“Spider-Man” og “X-Men” er begge en del af klubben. Deres to første film var bedre end den sidste trilogibror. Nu er filmserien om “Antboy” også en del af den klub. Mere action, vildere skurke og et hukommelsestab i forhold til, hvad det nu lige var, man ville med sin superduper i hemmelig dragt. “Antboy 3” er uden tvivl den tredjebedste film om drengen Pelle, der blev til pissemyrehelt.

For alt er ikke ved det gamle i Middellund. Væk er den drengede udgave af Pelle, der nuttet blev spillet af lille Oscar Dietz. I stedet indledes “Antboy 3” med en høj, selvsikker Pelle, som spilles af en Oscar Dietz, der er vokset til teenager – det nuttede er væk. Væk er også de stærke piger, som løftede “Antboy: Den Røde Furies hævn” op som seriens bedste. Mobbeofret Maria med usynlige evner er sendt til Tyskland, imens Ida er degraderet til drømme-pixiepige med blåt hår og planer om efterskole. Væk er også en den type skurk, der gjorde Antboy bedre end Avengers. En skurk, der ikke bare er fordi-ond. Loppen og Furien søgte ægte hævn. Her vil Paprika Steens Big Corp.-boss bare være rig. Gab.

Alligevel er Steen det bedste ved Antboys tur i puberteten. Hun er skøn som bitch, der iført robot-rustning har en fest med at smadre myredrengens maskerede ansigt ind i en elevatorvæg igen og igen, inden hun udbryder et ”MU-HA-HA-HA! efterfulgt af et kikset host-host. Kosteligt. Derimod er genbrugs-Loppen og en ny skaterhelt i byen bare brugt og for meget, hvilket resulterer i et plot, der hele tiden skal forklare sig. Hvor er Maria? Hvem leder nu ExoFarm? Og hvad er egentlig meningen med den grimme Antboy-statue midt i parken?

Det hele ender ud i noget med, at Pelle skal være ligeglad med, hvad andre tænker. Droppe forfængeligheden. En konkurrende helt og grim statue er lige meget. Det er vennerne, der tæller. Præcis som i film nr. 1 og 2. Men her drukner det fine danske heltebudskab i mere og vildere. Selv spillet imellem helt og sidekick bliver tabt. Samuel Ting Grafs nørdede mindreværd som hjælpervennen Wilhelm var genkendeligt i den seneste film. Nu tabes det til superduper. Det er ikke drengene, men heltene, der stjæler fokus.

Det er, som om instruktør Ask Hasselbalch har glemt sit udgangspunkt med sin velfærdshelt. “Antboy” var bevidst om sin størrelse og gørelse. Ubetydelig i det store billede. Som et dansk jagerfly i Syrien. Det var derimod vennerne på skolen, der betød noget. Det, der gjorde Pelle til verdens lykkeligste superhelt. Nu kæmper han imod de store skurke, der er onde fordi. Som alle de andre, selv om Hasselbalch ikke har mistet sin meta-humor, da han sender Wilhelm på Xavier-akademi for særligt talentfulde unge. Xtremt sjovt.